Debat

Præst: Kvinderne har næsten sejret i folkekirken

I dag er der flere kvindelige præster end mænd. Det har været en lang sej kamp, siden den første kvindelige præst blev ordineret i 1948 under massive protester, skriver præst og debattør Christian Roar Foto: Leif Tuxen

Kvinderne har langt hen ad vejen sejret i folkekirken, men der er stadig ligestillingsmæssige kampe, der skal tages. Kampe, som vi mænd også skal deltage i på kvindernes side, mener præst og debattør Christian Roar

Da menighedsrådene blev etableret i 1903, fik kvinder valgret til dem. Kvinder har altså været med i folkekirkens lokale demokrati fra starten. Først i 1915 fik vi en grundlovsændring, så kvinder fik stemmeret til rigsdagen og blev politisk valgbare. Nu havde man jo set, at det gik fint med kvinderne i menighedsrådene.

I dag er der flere kvindelige præster end mænd. Det har været en lang sej kamp, siden den første kvindelige præst blev ordineret i 1948 under massive protester.

Kampen er ikke slut

Men der er stadig ligestillingsmæssige kampe, der skal tages. Folkekirken bliver hovedsagelig ledet af mænd. Der skal flere kvindelige provster, biskopper og menighedsrådsformænd til. Omfanget af sexchikane er ikke afdækket i folkekirken. Denne form for chikane rammer oftest kvinder. Tager den mandlige ledelse det alvorligt nok?

Som mandlig præst har jeg observeret, at der er forskellige forventninger fra menighedsrådene til mandlige og kvindelige præster. Ikke i udpræget grad, men det eksisterer. Eksempelvis kan jeg slippe afsted med mindre hjælp i køkkenet ved møder end mange af mine kvindelige kolleger. Og er det ikke også kvinderne, der tager sig af sognets arbejde for de mindste? Måske er der noget generationsmæssigt i det. Gennemsnitsalderen i menighedsrådene er over 60 år.

Kvindelige præster skal også slås med, at det er legitimt at fravælge dem til embeder på grund af deres køn. Der er kirkefolk, som er imod kvindelige præster, men der er ikke kirkefolk, der er imod mandlige præster. Det giver alt andet lige en skævhed.

Fra tid til anden bliver det nævnt, at folkekirken er blevet en omsorgskirke samtidig med, at vi har fået kvindelige præster. Hav mig undskyldt: Skulle det være negativt at være en omsorgskirke? Diakoni har altid været en af grundsøjlerne i kirken og er vel ikke forbeholdt kvinder. Ligesom teologi ikke er forbeholdt mænd. Alligevel kan man møde fordommen, at kvinder ikke er så dygtige teologer som mænd. Hvis man har travlt med at lege med babyer og tage sig af de gamle, er der ikke så megen tid til dogmatiske bøger. Eller hvordan?

Jeg tror, vi alle lige præcis i dag på kvindernes kampdag skulle lave den øvelse, at vi lukker vores øjne og først forestiller os en mandlig præst og dernæst en kvindelig præst. Hvilke billeder dukker der op? Sidder manden på sit arbejdsværelse og læser Karl Barth mens han ryger pibe? Er den kvindelige præst i gang med at lege med børn?

For nogle år siden blev der introduceret et nyt lønsystem for præster, hvor en del af lønnen udgøres af tillæg, som præsterne selv skal søge om. Hvis man om et par år laver en statistik, er jeg overbevist om, at kvinderne får mindre i løn end mændene. Vi ser billedet i andre brancher.

Hvis vi kigger på kirkebænkene, har folkekirken en helt anden udfordring: Vi har for få mænd. Det er primært kvinder, der kommer i kirken. Skulle vi ikke alle - mænd som kvinder - invitere nogle flere mænd med i kirke på søndag?

Vi mænd skal deltage i kampen

På en kampdag skal vi fejre de sejre, der er, men vi skal også fortsætte kampen. Rettigheder er ikke en selvfølge. I Letland har den lutherske kirke rullet udviklingen tilbage og ordinerer ikke længere kvindelige præster. Det ville være utænkeligt i Danmark, men vi er ikke nået hertil uden kamp. En kamp, som vi mænd også skal deltage i på kvindernes side.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og debattør.