Læs påskedagene som digte

Her bringes et uddrag af teolog og forfatter Jakob Brønnums digtsamling Den sidste passion (Forlaget Eksistensen, 2017), hvor digteren skriver videre på påskens begivenheder med eksistentielle og poetiske perspektiver. Digtene er udvalgt i samarbejde med forfatteren.

Skærtorsdag

BRØD OG VIN

Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.
Luk 22,19-20

1

Sandt at sige var det heller ikke

nogen videre middag

der blev serveret,

sandt at sige kunne man godt

have forventet sig

noget mere,

visse krydderurter havde været på sin plads

der blev talt om timian og

honning,

nogle nævnte salvie, kanel og anis.

Sandt at sige

var der heller ikke rigtig

nogen der havde forventet sig noget

de var alle sammen trætte

tankerne var andre steder, nogle tænkte

på verden udenfor

og nogle tænkte på sjælen

og enkelte tænkte på familien

og på sig selv.

De spiste i tavshed.

2

Ind i mellem var der en der tænkte

på en gammel bøn

hans far plejede at sige ved påskemåltidet,

men hver gang nogen mumlede noget

blev han i tvivl og tav,

det var som om ordene

gik i stykker mens han sagde dem

de splintredes eller viste sig at bestå

af en stor mængde tynde lag

som pludselig ikke hang sammen længere

og truede med at smuldre

mellem læberne

på den der sagde det

og nogle oplevede det som om ordene

truede med at komme ud af hovedet

gennem et hul oven på hovedet

som man følte der var når man begyndte

på de gamle ord, og så begyndte de at forstøve,

falde af sætningerne et efter et

indtil det var som om der kun var en pind tilbage

som alle ordene havde siddet på

og nu viste den sig også at være en illusion.

Efter lammet var spist der kun brød og vin tilbage

for ingen havde taget mere brød

der ville gøre alting endnu tørrere

ordene ville gå af i flager og forstøve i munden på dem

og ingen havde drukket vin, vinen stod urørt

og mindede dem alle om en blodpøl.

3

Bagefter var der ingen der huskede måltidet eller vinen

ingen der huskede brødet

sandt at sige havde der manglet nogle urter

i lammet,

de huskede kun stemmen

som lød gennem dem

og omkring dem, lidt efter lidt

kom ordene tilbage

og det øjeblik

der nu for evigt var lukket

hvor han havde været universet,

det øjeblik som stadig

kan ses i visse hvælvinger

som lyset bag en skygge man ikke havde forudset

skulle være netop der

og kun på visse dage i de gamle katedraler

der står ligesom

lyset efter skabelsens øjeblik, det bliver tydeligere og tydeligere

samtidig med at man kommer længere og længere væk.

4

Det er som om en enkelt stemme

synger med en hvid tone

som svæver opad

under hvælvingen som en hvid fugl

og vover man at blive stående

uden at lade sig forlede af den indre utålmodighed

kan man høre andre toner

komme til og møde den i luften

som stemmer i et kor

der ikke har vist sig endnu

og hvis medlemmer ikke selv kan se hinanden

selvom de synger som om de kan.

KYSSET

Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham. Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham.
Matt 26,47-50

Der er mange måder at forråde hinanden på,

man kan gøre det ved at sige farvel

mens man egentlig burde blive

man kan gøre det ved at komme for sent

med en meget dårlig undskyldning

man kan komme for tidligt

mens man egentlig burde lade den anden være alene

man kan komme til tiden

og have glemt sig selv

man kan lade være at hilse

lade den anden være ubemærket

ikke svare på noget som helst

man kan lade som om man kan lide den anden

men aldrig vise det

man kan glemme alt der er sket

eller minde den anden om det når det var glemt

man kan give den anden det kys

man altid gør når man mødes som et tegn

og lade det betyde den visse død.

Langfredag

ECCE HOMO (SE, HER ER MANDEN)

Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på.
Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!«
Joh 19,5

Et af mysterierne i denne verden er

hvad der er i et menneskes blik

når det ser på et andet

og hvad der sker når to blikke mødes

hvis vi taler om noget, der virkelig flytter sig

gennem et usynligt rum vi kalder øjeblikket.

Et andet er, hvad et menneske er

når det bliver vist frem, hvad et menneske er

når det står frem som et menneske

og andre vurderer det

som et menneske.

Der er jo kun mennesker til at vurdere

og det bliver tit lidt skævt

eller sådan lidt set fra den ene side-agtigt

og mennesket er jo det fineste eksempel på noget

der ikke kan ses helt og holdent

hvis man kun ser det på en måde

og kun fortæller om det lige sådan,

som man nu kan forklare det

i en håndevending.

virkelighedens juvel er at få sovet en gang på det

for at være sikker på at man kommer frem til

en dækkende beskrivelse,

og der skal også en holdning en berøring, en afsked og

mindst flere møder til, hvoraf et nødvendigvis

må være tilfældigt og et vokset frem

af en synkronisitet

man først opdager længe efter.

Og dernæst er der noget i blikket i forvejen

man muligvis har overset

og når man har opdaget det

må man revidere hele sin verden

og alle verdensbillederne hvor mennesket

blev vist frem som eksempel på noget

man for længst har glemt.

Man er jo begyndt at kunne lide det kære væsen

man holder, om ikke om, så dog af

det er næsten ligegyldigt hvilke genvordigheder

verdenshistorien stiller an med

man kan holde af det alligevel, man kan

ikke lade være.

Det er som om selve tiden

indeholder en eliksir, en kærtegnsmotor,

måske er tiden selv

en purpurkappe

måske er fortællingen om verdenshistorien ikke

hvad der er i et menneskes blik

men hvordan en tornekrone altid skygger

for udsynet, enten

hos den ene eller den anden.

VEJS ENDE

De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalssted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham.
Mark 15,22-24

1

I et hvert menneskes liv

findes et punkt

der kaldes vejs ende

det er der altid

det findes et eller andet sted

det er ikke sikkert

man nogensinde har set det

nogle gange kan man være

så langt fra det

at man har glemt det findes

at man ikke bemærker

den hvilende skygge

den klangbund af endelighed

alle strøtanker har.

Vejs ende viser sig som frønnet træværk

i det indre landskab

som gammel maling tiden ikke har skrabet

helt af.

Vejs ende står som et spørgsmål

der ikke ønsker at blive besvaret

og nogen gange stiller

det selv et modspørgsmål:

Er det nu? Er det det man kalder vejs ende?

Er det hertil og ikke længere?

Var det sidste udkald? Last man standing?

Nu lukker porten.

Eller kommer der flere gange,

andre muligheder, nye tankegange?

Vil væggene i labyrinten

pludselig falde og nye veje forme sig

af et åbent land der stod frem?

Vejs ende dukker op som et ansigt i drømme

man ved man kender men blot ikke aner hvorfra.

En del af vejs ende er, at man ikke kan vide

om det er vejs ende

denne gang eller om det igen

bare var frygten

En del af vejs ende

er en påmindelse om at gøre sig klar

og håbe

sindet ikke er blevet sløvet

hvis det nu skulle være rigtigt

denne gang.

Hvordan kan man så vide

at det vitterlig er vejs ende?

Det kan man fordi

man kommet til vejs ende.

2

En del drømmer fra tid til

anden om at komme til vejs ende,

at være så meget ved vejs ende

at skyggerne omkring én tager form

som dødningehoveder

at kedsomheden ved at vente

tager form som levet tid

at være så meget en del af virkeligheden

at der står mennesker

parat med livsvigtigt vand

som de tilbyder med distanceret

afklarethed

mens de står og ser på ham

der er kommet til vejs ende

og nu mærker smerten

sive ind gennem fodroden som

store tunge slag

og en klang af metal

og en gispen

man ikke mærker kommer fra en selv.

Påskedag

GUDS ANSIGT

1 Mødet med havemanden

Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.«
Joh 20,15

Maria Magdalene, som har en lidt blegrød

udstråling i verdenshistorien, luder var hun,

kæreste med Jesus er der nogen der siger

man har i hvert fald set hende sidde

og massere hans fødder, nogen sagde med

sit hår, andre sagde at hun havde den mest fløjls-

agtige måde at kalde hans navn på, andre

sagde at hun var stammoder til Merovingerslægten,

frankerkongernes mystiske blod, meget mørkt

nærmest blåt, andre tier, andre siger slet

ingenting. Hun stod i solen og forvekslede

Jesus med havemanden, og mødte den opstandne

uden at kunne røre ham, ”Noli Me Tangere”

sagde han, ifølge kirkefædrene, ingen kan vide

det, han kan sågar have talt latin, det var jo i romer-

riget, om end i udkanten, det var jo i Gudsriget

om end i udkanten, eller i nærheden, det

var jo havemanden, Kristus var havemanden,

hun vidste det godt, hun vovede ikke at sige det

hun rørte hverken ham eller sig selv, han stod

og ordnede noget i den mørke muld, det var

morgen, solen skinnede, man kunne ikke se

ham tydeligt, men det var ham, Jesus var

havemanden, hun havde vidst det hele tiden.

2 Guds ansigt

dicit ei Iesus noli me tangere nondum enim ascendi ad Patrem meum.
Joh 20,17

Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen.«
Joh 20,17

Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«
2 Mos 33,20

Hans sprog var måske som englenes

og måske kunne hun i det øjeblik høre det.

Hold mig ikke tilbage, sagde han.

Eller mente han: Rør mig ikke

for du kan ikke leve bagefter

fordi Gud har kaldt mig til sig

for at jeg skal bære opstandelsens navn

jeg er både her og ikke her

jeg er både der og ikke der.

Her og der er grænseløst forbundet

og det er endnu ikke tid for dig

at overskride grænsen til det grænseløse

for det er ingen vej tilbage

og der findes endnu mennesker

for hvem det er nødvendigt

at du findes.

3 Hvad lavede Jesus i himlen

Han var i begyndelsen hos Gud.
Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.
Joh 1,2-3

Hvad lavede Jesus i himlen mens verden blev skabt?

Deltog han i en banket sammen med englene

eller var englene små

på det tidspunkt, som børn, der ikke har fundet

retningen for deres kræfter

og ikke set de bevægelser, de udfører.

Sad de og hørte musik som Mozart senere

kom til at skrive? Sad de og valgte de toner ud

han kunne bruge, hvis han ville,

formede dem på en måde, så perlemoren inden i tonerne

kun skinnede i det øjeblik Mozart vendte dem i en bestemt retning?

Hvad lavede Jesus i himlen mens verden blev skabt?

Havde han sit eget ansigt?

4 Manden som gik gennem døre

Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem,
og han siger til dem: »Fred være med jer!«
Luk 24,36

Der er ikke et bestemt sted

og ikke et tidspunkt, da det sker

og ikke en tilstand, men et ord,

en opfyldelse af et løfte

der indtræder hvor mennesker findes

uden grænser mellem sig

som mennesker

man kan ikke fremkalde dette øjeblik

for alene fremkaldelsen vidner om

at man ikke er der

hvor ordet siges, et ord der siges

af en selv eller høres

som om det kunne være det.

5 Thomas

Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Joh 20,25

Der er en bestemt måde at være til på

en slags sjæleliv, hvor man sætter

sin bevidsthed eller sin ånd i et hylster

der ligner noget man lavede i skolen

der er en sikker måde at være til på,

en tilværelsesmåde, der er ligesom viserne

på et ur, skridt for skridt, labyrint

for labyrint, et øjeblik ad gangen,

en god, fornuftig og agtpågivende måde

hvor man sørger for at ingen andre ser

om man mener det på netop den måde

eller ikke mener det og hvordan

man eventuelt vil mene det om lidt

når alt er blevet klarere, det er Thomasmåden

den er god til at holde sammen på det hele

man stikker sin finger ind i et hul

der ikke er der, og hvis det viser sig

der er et hul alligevel så venter man

til en anden gang, man skal jo nødig

få fingrene i klemme, man skal jo nødig få

fingeren i klemme mellem himmel og jord.

6 Universet

Der var også mange andre historier

ingen af historierne

kan fortælles i forlængelse af hinanden

for de skete samtidig

og de mennesker der var i dem

kunne ikke rumme nogen af de andre

fordi de hver især fyldte hele universet.

Det har fået nogen til at spørge

om der findes parallelle universer

men det gør der ikke

bortset fra ligegyldighedens parallelunivers

der findes Guds kærtegn

som hvert menneske der modtager det

mærker fylde hele universet.