Hvor gammel blev Moses? Her er svarene på de spørgsmål, DF-politikere ikke kunne svare på

Til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sønderborg stillede P3's satirejournalist Adnan Al-Adhami en række politikere nogle spørgsmål om kristendom, som flere havde svært ved at svare på. Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Et satireprogram på P3 viser, at flere politikere fra Dansk Folkeparti har svært ved at svare på fire spørgsmål om kristendom, som de blev stillet i en populær video. Her kan du læse svarene

Hvor meget ved politikere fra Dansk Folkeparti egentlig om kristendom? Det satte en journalist fra P3's satireprogram "P3 x Satire" sig til at undersøge på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i starten af august. Det skete efter at politisk næstformand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har udtalt, at danske unge ved "sørgeligt lidt om kristendom".

I satirevideoen, der har fået stor opmærksomhed på de sociale medier, var samtlige af politikerne eksempelvis overbeviste om, at det var et æble, som Adam og Eva spiste af kundskabens træ - men sådan forholder det sig ikke helt.

Kristendom.dk giver herunder de rigtige svar på de fire spørgsmål, politikerne blev stillet.

Hvor gammel blev Moses?
Ifølge Femte Mosebog 34,7 blev Moses 120 år gammel.

Hvad er de 10 bud?
1. Du må ikke have andre guder end mig

2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn

3. Du skal holde hviledagen hellig

4. Du skal ære din far og din mor

5. Du må ikke slå ihjel

6. Du må ikke bryde ægteskabet

7. Du må ikke stjæle

8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste

9. Du må ikke begære din næstes hus

10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til

Hvad var det, slangen lokkede Adam og Eva til at spise af kundskabens træ?
Samtlige anspurgte politikere i P3's satirevideo var overbeviste om, at Eva fristede Adam med et æble fra træet i Edens Have - men det er ikke helt rigtigt.

I Bibelen står der nemlig, at slangen lokkede Adam og Eva til at spise et af de forbudte frugter fra kundskabens træ.

Hvad hedder de fire evangelister?
Markus, Matthæus, Lukas og Johannes.

Se den omtalte satirevideo her: