Påske

Langfredag er verdens undergang

"”Frels dig selv”, råber de til Jesus, da han hænger på korset. Det er det vigtigste projekt, vi har: At frelse os selv. Hvorfor stoler vi helst på dem, der har travlt med at frelse sig selv? Der har deres på det tørre, og kan fortælle os, hvor nemt det hele er," skriver studenterpræst Nanna Holm

Langfredag skulle  have været kulminationen på den opbyggede spænding og opfyldelsen af alle de forventninger, som folk havde til Jesus. I stedet bliver det verdens undergang – en sand tour de force i lidelse og fornedrelse og tortur, død og mørke. 

De folk, der så begejstret havde hyldet Jesus palmesøndag, står nu og råber, at han skal korsfæstes. Disciplene, der ellers havde svoret at blive, lige meget hvad der så ville ske, var spredt for alle vinde i skræk og rådvildhed. Så kort er vejen fra grænseløs popularitet til folkedomstol.

Det værste er, når en masse forventninger vendes til skuffelse, og når håb veksles til modløshed. Når man frygter det værste, og så får lige præcis dét. Da Jesus var blevet arresteret, spurgte de ham, om han var jødernes konge, og han svarede: Du siger det selv. De sagde: Er du Guds søn? Han svarede: Ja.

Hvad ondt har han gjort jer, spurgte Pilatus. Han kunne ikke se problemet, men det var heller ikke ham, der var blevet skuffet.

Og Pilatus måtte til sidst trække på skuldrene – så gør som I vil med ham. For magten klamrer sig til sig selv og til sin egen berettigelse og giver til sidst efter for kravet om at korsfæste Jesus.

Nu er løbet kørt. Soldaterne kan lige så godt dele hans tøj. De er vant til at dele rovet. Man må tage, hvad der falder af i her i livet, og sørge for altid selv at holde sig i midten af flokken, i midten af dem der råber.

Hvem har vi sidst råbt ad?

Hvem bliver den næste, vi skal råbe ad?

”Frels dig selv”, råber de til Jesus, da han hænger på korset. Det er det vigtigste projekt, vi har: At frelse os selv.

Hvorfor stoler vi helst på dem, der har travlt med at frelse sig selv? Der har deres på det tørre, og kan fortælle os, hvor nemt det hele er?

Til sidst breder mørket sig ud over alt og alle. Jesus kalder på Gud i sin fortvivlelse, og han får ikke noget svar på sit råb. Guds egen Søn oplevede selv, hvad det vil sige at være forladt af Gud. Kun Gud kan fortælle, hvad lidelsen dybest set skal være godt for. Og svaret udebliver.

Men der er en flænge i forhænget. Lyset trænger igennem mørket. Ind til det allerhelligste i templet, hvor det ellers kun var præsterne, der måtte kigge ind.

Kvinderne stod og så til på afstand. De blev stående i mørket og rædslen.

De siger ingenting og gør ikke noget – de står der bare. Der er altid tavse vidner til verdens undergang: Bag kameraet midt i borgerkrigen. I vejkanten, i døren til skadestuen, ude ved muren i skolegården. Tavse vidner, der står og ser verden gå under. De spejler vedholdheden og trofastheden i den kærlighed, der ikke kan og ikke vil frelse sig selv, men kun de andre.