A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Alle

Apokalypse

Ordet kommer af det græske ord apokálypsis, som betyder åbenbaring. Betegnelsen bruges som fællesbetegnelse om en række (bibelske) skrifter der skildrer visionære åbenbaringsoplevelser. En apokalypse skildrer typisk det sidste dramatiske forløb frem til verdens undergang og den efterfølgende fremkomst af en ny verden. I Det nye Testamente findes der, udover i Johannes Åbenbaring som er et stykke udpræget apokalyptisk litteratur, apokalyptiske træk i blandt andet Mattæusevangeliet 25,31-46, hvor Jesus taler om verdensdommen. /Nana Hauge/

Apokalyptik


betyder "åbenbare", eller "afsløre" og er betegnelsen både for en litteratur og en religiøs opfattelse indenfor jødedommen i de sidste århundrede op mod Jesu fødsel. Den apokalyptiske bevægelse var stærkt optaget af spekulationer over tidernes ende, dommedagsforestillinger og den evige frelse, samt fortabelsens mulighed. Den apokalyptiske forventning slår også igennem i evangelierne. Og hos de første generationer af kristne rettede forventningerne sig mod Jesu snarlige genkomst, og Gudsrigets oprettelse./Henning Nørhøj/

Apokatastasis


Ordet betyder "genoprettelse" og findes i Apostlenes Gerninger  kap. 3,2. Genoprettelsestiden sker ved Jesu genkomst, hvor Gudsriget skal komme. Teologen Origenes og andre i den tidlige kirke mente, at alle da skulle frelses endeligt. Origens opfattelse blev senere fordømt ved et kirkemøde./Henning Nørhøj/

Apokryfer

Kaldes de skrifter, som betragtes som en slags tillæg til Det Gamle Testamente. Disse skifter kom med i den græske udgave af Det Gamle Testamente, som blev til i Alexandria i tiden 220-100 før Kristi fødsel. I det hebræiske Gamle Testamente, som blev til omkring år 90 efter Kristi fødsel kom de apokryfe skrifter ikke med. Tilsvarende er der apokryfe skrifter i form af evangelier og breve, der ikke kom i Det Nye Testamente. /Henning Nørhøj/

Apologetik

Apologetik betyder forsvar - eller rettere : forsvar for ens tro. I  det 2. århundrede rettede en gruppe teologer henvendelse til oplyste grækere og romere for at forklare kristendommens egentlige indhold. Disse teologer kaldes også apologeterne. De argumenterede med, at kristendommen var den "sande filosofi", som endog var forudset af græske og romerske filosoffer.. Endvidere understregede apologeterne, at de kristne på ingen måde var farlige for den romerske stat, men tværtimod loyale borgere. De mest fremtrædende apologeter var Justin Martyr, Irenæus og Tertullian./Henning Nørhøj/

Apologi

Ordet betyder "forsvar", og bruges især om forsvar for den kristne tro. En gruppe teologer i det 2. århundrede kaldes i kirkehistorien for apologeterne. De forsvarede kristendommen mod angreb fra den hedenske verden. Apologeterne argumenterede for, at kristendommen var en fordel for den romerske stat og udtryk for den sande filosofi og moral. /Henning Nørhøj/

Apostel

I Det Nye Testamente betyder det en udsending og anvendes først og fremmest om de personer, til hvem det er betroet at forkynde evangeliet og grundlægge menigheder. En række steder i evangelierne taler om de tolv disciple som identisk med apostle (Matthæusevangeliet 10,2 og Markusevangeliet 3,14). Apostlenes Gerninger 1,15-16 handler om valget af en apostel i stedet for Judas. Paulus understreger, at han også er apostel, idet han gør det til et kriterium, at man har set den opstandne (Første Korinterbrev 15, 5-8). /Henning Nørhøj/

Apostlenes Gerninger

er anden del af et samlet skrift, hvor første del er Lukasevangeliet. I Apostlenes Gerninger fortælles om de første årtier af kristendommens historie. Skriftet begynder med Jesu himmelfart og beretningen om Helligånden, der sænker sig ned over apostlene. Dernæst skildres Paulus`omvendelse og stridighederne i de første par årtier omkring hedningemissionen. og endelig følger vi Paulus rundt på hans missionsrejser./Henning Nørhøj/

Apostolske fædre

Betegnelsen dækker over den gruppe af kristne forfattere, som udgør generationen efter Paulus, og som for nogles vedkommende har været hans medarbejdere. De hører altså til i apostolsk tid. Det gælder folk som Barnabas, Ignatius og Klemens. /Henning Nørhøj/

Aramæisk

Taltes oprindeligt af aramæerne, et folk der omkring 1100 før Kristus levede i Syrien og Eufrategnen. Omkring 700 før Kristus blev aramaisk Forasiens internationale sprog, nogle steder endda regeringssprog. I århundrederne ned mod Kristi fødsel fortrængte aramæisk hebraisk som jødisk folkesprog. Visse dele af Det Gamle Testamente er således skrevet på aramæisk (dele af Ezras og Daniels bog). Man antager også, at Jesu modersmål var aramæisk. Aramæisk bruges i dag i den assyriske kirke, som liturgisk sprog. /Nana Hauge/

Sider