Den kristne dåb har dels sin baggrund i jødedommen, dels i Johannes Døberens dåb af Jesus. Det er en rituel handling, der bygger på forestillingen om vandets rensende funktion. Dette får en religiøs tolkning: Dåben renser fra synd og indlemmer den døbte i det fællesskab, der har Jesus Kristus som midtpunkt. I kirkens første tid var voksendåb det almindelige, men blev efterhånden afløst af barnedåben. Baptistiske kirker fastholder voksendåben. /Henning Nørhøj/