Selve ordet betyder tilsynekomst eller manifestion af Guds herlighed. I den tidlige kristne kirke fejrede man en epifanifest den 6. januar for at markere Jesu dåb, hvor en due som symbol på Helligåden sænkede sig over Jesus, da han steg op af vandet, og en stemme fra Himlen sagde: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!" Hermed henviser evangelierne til den første gang, hvor det bliver klart, at Jesus er Guds søn. Epifanifesten fejres stadig i den ortodokse kirke, men den vestlige del af kirken den 6. januar markerer de vise mænds tilbedelse af Jesusbarnet. Undere som forvandlingen af vand til vin ved brylluppet i Kana, bespisningen af de 5000 og Jesus, der forklares på bjerget, betegnes som epifanier. Ordet bruges altså især om den måde Jesu guddommelighed kommer til udtryk./Henning Nørhøj/