Ikke-jødiske folk kaldes i Det Nye Testamente for hedninge. Den jødiske brug af betegnelsen har en tydelig negativ klang, fordi hedninge netop ikke hører med til det udvalgte folk. I Apostlenes Gerninger fortælles om, hvordan Paulus gør gældende, at evangeliet også gælder hedninge. Hedninge skal ikke via jødedommen, dvs. forpligtes på den jødiske lov for at blive døbt. I Galaterbrevet understreger Paulus kompromisløst, at alle folk er lige i forhold til evangeliet. I kirkens tid kommer ordet til at betyde de folkeslag, som hverken er kristne eller jøder. /Henning Nørhøj/