De første kristenforfølgelse var ganske sporadiske og synes ikke at have være begrundet i noget principielt forbud mod kristendommen. Således er den første kristenforfølgelse under Kejser Nero i forbindelse med Roms brand i år 64 efter Kristi fødsel snarere at forstå som en straf for brandstiftelse end for kristennavnets skyld. I midten af det 3.århundrede indledtes en mere systematisk forfølgelse af de kristne idet et kejserligt edikt forbød kristne gudstjenester og inddrog kirkebygninger. Forfølgelserne skærpedes de følgende årtier indtil de fulstændig ophørte i begyndelsen af det 3. århundrede, hvor bekendelse til kristendommen blev tilladt ved lov. /Nana Hauge/
Læs Kristeligt Dagblads tema om kristenforfølgelser her