Ordet krucifiks kommer af latin, hvor crux betyder kors og fixus henviser til fæstet. Krucifikser kendes helt tilbage fra 400-tallet blandt andet i form af mosaikker. Senere kom de skulpturer af den korsfæstede Kristus til, som i dag er de mest kendte og udbredte. Det såkaldte spottekrucifiks fra en bygning på Palatinerhøjen i Rom gør grin med Kristus, men ellers er betydningen at ære og mindes den korsfæstede frelser. Romanske krucifikser viser oftest Kristus som sejrende, triumferende. De gotiske og senere krucifikser fremhæver typisk hans lidelse. I det 20. og 21. århundrede er krucifikset som religiøst symbol blevet en central brik i religions- og værdidebatten i flere især katolske lande i Europa.