Man har bedt tidebønner i flere tusinde år – også i jødisk tradition. Tidebønner stammer fra det jødiske fangenskab, og kan dateres tilbage til omkring 500 f.kr. Tidebønnerne blev også anvendt af
Jesus og
Apostlene (se f.eks. Apostlenes Gerninger 3,1). Siden har tidebønnernes særligt fundet anvendelse i klosterverdenen og blev udviklet af cistercienserne som en protest mod en tiltagende slaphed i
Benedikterordenen . Cisterciensermunkene opdelte døgnet ved hjælp af otte tidebønner - en om natten og syv om dagen. Tidebønnernes navne stammer fra romernes tidsinddeling. Et døgn bestod i reglen af seks timers søvn, seks timers praktisk arbejde, fem timers læsning og syv timers kortjeneste i kirken. Lægbrødrene deltog ikke i de mange timers bøn, men kunne gå direkte til deres arbejde om morgenen og afholde korte tidebønner på deres arbejdssted. Som følge af 2. Vatikankoncils liturgireform opererer den katolske kirke i dag med syv tidebønner. De faste tidebønner er:Matutin (kan bedes på alle tidspunkter): Laudes (kl. 6): Skabelse, fødsel, opstandelse Finder sted ved solopgang og overværes af klostrets øvrige beboere.Terts (kl. 9): Pinse, HelligåndenSekst (kl. 12): Korsfæstelsen, inkarnationens fuldendelse. Non (kl. 15.): Jesu død, Jesu fuldbragte offer. Vesper (kl. 18.): Nadver, spisetid Kompletorium (kl. 21): Jesus i graven, i Guds hænder for natten og i døden.Tidebønnerne indrammer således naturligt hele dagen med evangeliet./Kirsten Grube/