Interview

Lektor: Jordan Peterson vil konfrontere den enkelte med sig selv

Jordan Peterson udgav i 2018 bestselleren "12 Rules for Life: An Antidote for Chaos", som giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan leve sit liv. Her spiller Bibelen en væsentlig rolle til at forstå menneskelivet, mener lektor Ole Bjerg. Foto: Evening Standard/Ritzau Scanpix

Professor i psykologi Jordan B. Peterson følges af flere millioner mennesker på verdensplan. Det er blandt andet, fordi han ikke er bange for at konfrontere sine tilhørere med deres eget liv, mener lektor i filosofi Ole Bjerg, der den 31. oktober taler i foreningen Fri Tanke om Jordan Peterson og hans forhold til den kristne teologi

Jordan B. Peterson.

Hvis navnet ser bekendt ud, er det ikke så underligt. Den 57-årige canadiske psykolog og professor har mere end to millioner følgere på YouTube, hvor hans foredrag og samtaler er blevet vist mere end 100 millioner gange. I 2018 udgav han bogen med titlen ”12 Rules for Life: An Antidote for Chaos” (på dansk kaldet ”12 regler for livet: En modvægt til kaos”), som øjeblikkeligt toppede bestsellerlisterne i Canada og USA.

Men hvad er det, der gør den canadiske samfundskritiker interessant for så mange mennesker verden over?

Ole Bjerg er lektor i filosofi på Copenhagen Business School. Han tror, at en af årsagerne til Jordan Petersons popularitet skal findes i hans måde at tale til sine læsere og tilhørere på:

”En af de ting, der har slået mig ved Jordan Peterson, er, at man får en fornemmelse af, at han taler til dig som læser. Han taler til den enkelte. I både ’12 Rules for Life’ og i hans foredrag handler det om det levede liv. Og derfor tror jeg også, at mange er tiltrukket af ham, fordi mange mennesker er interesserede i, hvordan man faktisk skal leve sit liv.”

Jordan Petersons mest sete video på YouTube handler imidlertid ikke om, hvordan man konkret skal agere for at gøre sit liv bedre. Den handler derimod om Gud – og om idéen om Gud. Ifølge Ole Bjerg er Jordan Petersons brug af Gud og de kristne fortællinger i sin psykologi og sociologi et nybrud, i forhold til hvordan man tidligere har bedrevet socialvidenskab.

”Det er ret interessant, at Jordan Peterson ophæver den tidligere modsætning mellem sociologi og teologi. Han mener, at årsagen til, at nogle historier har historisk permanens, altså at de bliver ved med at eksistere, er, fordi de har noget væsentligt at sige om menneskets natur. Det er måske i særdeleshed de kanoniske, bibelske fortællinger et eksempel på. De hjælper os med at forstå den verden, vi lever i,” forklarer Ole Bjerg.

Jordan Peterson er optimistisk på menneskets vegne

Derfor er Ole Bjerg også blevet inviteret til at holde et foredrag med titlen ”Jordan Peterson for teologistuderende”. Og selvom han går ydmygt til opgaven, kan han se flere ligheder mellem den kristne fortælling og Jordan Petersons tænkning.

”Der er en særlig historietænkning hos Jordan Peterson, eftersom han fokuserer på, at historien bevæger sig fremad. Mange socialvidenskabelige fagligheder er bygget op omkring en præmis om, at det hele går dårligt, så når han siger, at det går fremad, provokerer han lidt. Det behøver man jo ikke at tro på Gud for at mene, men tror man på Gud, er der en klar overensstemmelse,” siger han.

Ole Bjerg mener, at det optimistiske historiesyn hænger sammen med, at Jordan Peterson tror på, at det er muligt at forbedre sig selv. Men det kræver, at man konfronteres med sig selv, hvilket både kristendommen og Jordan Peterson forsøger at hjælpe den enkelte til, forklarer han.

”Det er jo relevant, uanset om man er lektor på universitetet eller tømrer i Næstved. Men det provokerer også. Nogle gange har jeg indtryk af, at universitetet og de bøger, vi læser her, er en slags safe space fra at blive konfronteret med sig selv. Det bliver et alibi for ikke at leve sit eget liv, hvilket Jordan Peterson forstyrrer, når han insisterer på at tale til den enkelte,” siger han.

Det har Jordan Peterson til fælles med den danske filosof og teolog, Søren Kierkegaard, mener Ole Bjerg.

”Nu skriver Kierkegaard ganske vist under pseudonymer, men de mennesker, vi møder i hans forfatterskab, er repræsentanter for det levede liv. Assessor Wilhelm fra Enten-Eller, som jeg genlæste for nylig, taler også til den enkelte som ægtemand. Det er et levet liv, der taler. På samme måde er Jordan Peterson også selv til stede i sine tekster, som ægtemand, far og ven,” forklarer han.

Jordan Peterson kan blive en anledning til dialog

Ole Bjerg er bevidst om, at Jordan Peterson i nogle kredse kan betragtes som en kontroversiel skikkelse. Men han mener også, at Jordan Peterson er blevet anledning til at tale om nogle af de ting, der ifølge Ole Bjerg tidligere har været lukket land.

En af de ting, der tidligere har været lukket land, og som samtidigt har ligget Ole Bjerg meget på sinde, er Jordan Petersons tilgang til forholdet mellem mænd og kvinder.

”Det er et spørgsmål, der ikke har været ret meget gods i filosofisk, som var værd at trække på. Det har været domineret af postmoderne kønsteorier, der handler om, at mænd er onde. Jeg har måttet erkende, at det ikke gav mening for mig. Og jeg tror, at mange andre mænd har haft det på samme måde,” siger han og uddyber:

”Jordan Peterson nævner, at i langt det meste af historien har mænd og kvinder hjulpet hinanden. Der er da intet, mænd hellere vil, end at hjælpe kvinder – det er min oplevelse. Vi bruger meget krudt på at få dem til at smile og være glade, og det er godt. Derfor kan det være svært at gå ind i en teori, hvor det hedder, at mændenes eneste mål er at undertrykke kvinderne.”

Ole Bjerg mener ikke nødvendigvis, at Jordan Peterson bringer så meget nyt ind i debatten. Det nye er, at han tager nogle gamle ting op, som de fleste troede, de var færdige med at tale om, forklarer han:

”For mig har Jordan Petersons primære bidrag til idéhistorien eller til det intellektuelle klima været, at der med ham er blevet åbnet for en ny form for samtale og nogle andre diskussioner. Det kan være noget om Gud og religion, eller det kan være noget om mænd og kvinder.”

Ole Bjerg holder torsdag den 31. oktober et foredrag med titlen ”Jordan Peterson for teologistuderende” på Københavns Universitet. Det er åbent for alle – og ikke kun teologistuderende.

Se en af Jordan Petersons mest populære forelæsninger om Gud her: