Julekalender: 2. december

Lars Gustav Lindhardt: Jeg mødte en engel, da jeg luftede hunden

Vi var på den sidste del af aftenturen, da det skete: En mand med rollator stoppede op, hilste varmt på hunden i et minuts tid og gik så videre. Mere skete der ikke. Alligevel var det et skelsættende øjeblik, forklarer præst Lars Gustav Lindhardt. Foto: Privatfoto.

Den aften i oktober fik jeg bud fra himlen om, hvor smukt der kan være på jorden, hvis vi tillader os at stoppe op og nyde alt det, der er givet os, skriver præst Lars Gustav Lindhardt

Det var en helt almindeligt aften, og min kæreste og jeg var ude at gå hundens aftentur, den tredje tur på dagen. Det var mørkt og køligt, selvfølgelig, men det var ikke iskoldt endnu, og Frederiksberg var rolig uden at være fuldkommen stille.

Cicero - det hedder hunden, som er en sort kongepuddel - var i hopla den aften, for han havde mødt et par andre hunde på turen og hilst entusiastisk på damerne, mens herrerne havde fået skæld ud med på vejen. Cicero har som sin ejer et lidt skrøbeligt ego, og det plejer han ved at puste sig op over for alle potentielle rivaler.

Vi var på den sidste del af turens strækning, da det skete: En mand med rollator stoppede op, hilste varmt på hunden i et minuts tid og gik så videre. Mere skete der ikke.

Alligevel var det et skelsættende øjeblik. Det var så lidt, det, der skete, og alligevel er det et minuts tid, som jeg nok aldrig kommer til at glemme, et øjeblik, hvor tiden strak sig - ikke henad, men opad, et evigt højt øjeblik.

Manden var ældre, men ikke nær så gammel, at jeg tænkte, at det var naturligt for ham at gå med rollator. Han havde dog tydeligvis brug for den, for han bevægede sig tungt og med besvær ned ad vejen med en ryg så krum, at hans sorte frakke næsten strejfede fortovet. Han så ikke ud af meget, og normalt ville jeg nok have sendt ham en medfølende tanke, idet jeg gik forbi ham, for så derefter at glemme ham igen.

Men sådan gik det altså ikke. Han stoppede op uden varsel, bøjede sin i forvejen krumme ryg ned over hunden med et stort smil, og pludselig bevægede han sig med en flydende naturlighed og balance, som fik rollatoren til at virke overflødig. Så blev Cicero ellers kløet bag øret, som han sjældent er blevet det før eller siden.

Cicero, som normalt lige skal se fremmede an, overgav sig på stedet og gav sig hen til kærtegnene og de varme ord.

Så rejste manden sig op og sagde tak. Vi ønskede ham god aften, hvortil han svarede: “Ja, det er en god aften, og nu er den blevet bedre,” og så gik han videre.

Dette møde var jo ikke livsomvæltende. Jeg blev ikke reddet ud af en dyb krise eller endda bare et lille problem. Min aften var fin, før jeg mødte den fremmede, hundeglade mand, og den ville have været fin, hvis vi bare var gået forbi hinanden.

Alligevel sidder det lange minut i mig, for jeg blev inspireret. Jeg blev inspireret af den overraskende venlighed, ja, den overstrømmende taknemmelighed over at møde et loddent, levende væsen, som kan kløs bag øret.

Jeg blev inspireret af den strålende begejstring over det store livs små glæder, og i det øjeblik var det, som om himlen bøjede sig ned og kyssede fortovet på Pile Allé, og den ordinære tilværelse blev åbenbaret som det mirakel, den også er. Ja, i det øjeblik viste det helt almindelige sig at rumme det mest storslåede, og verden var i lidt mere end 60 sekunder med ét ord smuk.

Engel betyder budbringer, for det er det, de gør: Englene bringer bud fra Skaberen til de skabte, så når vi møder englene, hører vi Guds egen stemme synge i verden.

Det var det, der skete for mig den aften i oktober, for den aften i oktober fik jeg bud fra himlen om, hvor smukt der kan være på jorden, hvis vi tillader os at stoppe op og nyde alt det, der er givet os, hvor stort livet kan være, hvis vi tillader os at være taknemmelige over det, der er småt.

Ja, den aften i oktober mødte jeg en engel.