Lucia handler om tro og om en oplevelse af fællesskab

Den historiske Lucia stammer fra Sicilien i Italien, hvor hun blev kåret som martyr, fordi hun blev henrettet på grund af sin kristne tro. I Danmark finder man både Luciafejringer både i og udenfor kirken. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Skt. Lucia bliver som en af de eneste helgener fejret i den danske folkekirke. Hvad skyldes det?

Katolske helgener er ikke noget, som folkekirken fejrer. Dog er der en markant undtagelse, nemlig Skt. Lucia, som i adskillige år er blevet markeret med luciaoptog i mange af landets kirker. Men hvad handler luciafejringen egentlig om i den danske folkekirke? Og drejer det sig også om troslivet? Vi har spurgt lektor emeritus fra Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen.

Vi fejrer normalt ikke helgener i folkekirken, men når det kommer til Lucia, gør vi en undtagelse. Hvad skyldes det? Er det i virkeligheden mere lysets tilbagekomst i mørket, som vi markerer med et luciaoptog?

Luciafesten, der er dateret efter den gamle udregning af solhverv, så den falder på årets korteste dag, passer perfekt ind i vores før-solhvervs- og julekalender, hvor der er så meget, der skal nås. Så Lucia er både solhverv og juleoptakt.

Generelt er folkekirken også i de seneste årtier blevet åben overfor processioner og traditioner med participatorisk tilsnit, altså begivenheder som giver os en opfattelse af fællesskab og af at tilhøre dette fællesskab.

Når traditionen så tilmed er for børn – og ikke mindst for piger, som det typisk er til Lucia – kan det næsten ikke blive bedre, hverken oplevelsesmæssigt eller kirkepædagogisk set.

Hvad giver det os som mennesker – og som troende – at lave disse mere fysiske manifestationer og rituelle handlinger? Man ser det også med for eksempel pilgrimsvandringer, lysglober og kors i panden askeonsdag. Troen har i de sidste årtier fået meget mere krop, og fokus er ikke længere kun på ordet.

Det talte ord er ved at blive pauseudfyldning og/eller mådelige forklaringer på den fysisk-participatoriske udvikling.

Til gengæld må det kræves af de rituelle handlinger, at de udlægger sig selv i kraft af det, vi gør, og måden vi gør det på. Sådan som for eksempel dåb og nadver i væsentlig grad gør det.

Et luciaoptog er derfor befriende, fordi der ikke er brug for nogen taler og forklaringer. Man kan bare læne sig tilbage og opleve.

Hvad giver Lucia os helt specifikt? Hænger luciaskikken sammen med vores tro på nogen måde? Er det mere oplevelsen, som vi sætter pris på og som giver os et fix? For det er jo unægteligt betagende at se og ikke mindst høre lyset komme ind i en mørk kirke midt i december måned.

Tager man sangen og scenariet isoleret kan enhver – med eftertryk – hævde, at det jo ikke har noget med kristendom at gøre. Foregår det i kirken – eller i en anden form for kristen sammenhæng – bliver det tydeligt, at Lucia har noget med kristendom at gøre. Eller at det kan det sagtens få alligevel.

Det er lidt som ved den alternative ”gudstjeneste” ved Folketingets åbning. Man bruger nogle grundkristne historier og prøver at glemme, at de naturligvis har en kristen baggrund, hvad nogle så alligevel fornemmer, at de har. Det samme har den historiske Lucia fra Sicilien, der ifølge legenden blev martyr, fordi hun ikke ville frasige sig sin kristne tro overfor de romerske magthavere.