Julekalender: 20. december

Lucia Odoom: Traditioner er noget, man selv bliver nødt til at forme

"Hvis jeg i fremtiden selv skal skabe mig et julehjem, så håber jeg, at jeg kan tage nogle mennesker med, som jeg ikke plejer at holde jul med. Være åben over for, at der skal være plads til en ved bordenden, som på en måde ikke passer ind i ligningen - for sådan en synes jeg selv, jeg har været i mit liv, når jeg har været rundt omkring hos familie og venner," fortæller kulturjournalist og podcastvært Lucia Odoom. Foto: Siri Leijonhufvud

For podcastvært og kulturjournalist Lucia Odoom er jul ikke noget, der nogensinde er foregået på samme måde. Men en ”magisk” oplevelse til julemesse i Paris bragte hende tættere på, hvordan hun vil skabe sine egne traditioner

For mig er plejer død, når det kommer til jul. Døden indtraf, da min mormor solgte mit barndomshjem, som min morfar havde bygget. Jeg er ikke vokset op hos mine forældre, men hos mine bedsteforældre, og det er kun vores familie, der har boet i huset. Derfor var det i min sene barndom og tidlige teenageår det eneste sted, jeg holdt jul mange år i træk. Vi var ikke en kernefamilie, og til jul blev det understreget, at vi havde vores helt egen måde at være familie på.

Da der ikke længere var et barndomshjem at holde jul i, blev højtiden mere præget af, at mine andre familiemedlemmer er spredt og bor mange steder i verden. En del af min familie bor i London og Manchester, hvor man slet ikke holder juleaften, men i stedet fejrer jul den 25. december. Så plejer døde, da jeg var omkring 15 år og begyndte at tage til London og holde jul. Der gik vi på kinesisk restaurant juleaften og åbnede gaver, gik i kirke og spiste god mad juledag.

Derfor er jul for mig nærmere en følelse, end det er faste traditioner. Det er følelsen af at blive konfronteret med, at den familie, jeg har, ikke er en kernefamilie eller en familie i traditionel forstand. Traditioner er noget, man selv bliver nødt til at tage ansvar for at skabe og forme en fortælling om.

Der findes en idé om, hvad danske juletraditioner er, og det kan jeg ikke leve op til. Men vi har vores egen måde at være en familie på og vores egen måde at holde jul, og det bliver manifesteret hvert år.

I de senere år har jeg holdt jul i Danmark, men på forskellige måder hvert år. Julen har i høj grad været præget af nogle af mine onklers nye koner og deres kernedanske familier, som har inviteret min del af familien med. De har deres ganske almindelige danske traditioner, hvorimod den jul, jeg holder med min afrikanske og danske familie har været mere blandet med det afrikanske - eksempelvis har vi til julemiddagen også fået de ting, man spiser i Ghana. Så der er nogle elementer, der minder meget om de helt klassiske danske juletraditioner, men der er også nogle ting, der er helt anderledes.

Fordi jeg aldrig har holdt jul med en bestemt del af min familie eller ét bestemt sted, har julen for mig altid været en tid, som jeg deler med en masse mennesker, jeg ikke kender. Jeg tror, at der er mange andre, der forbinder julen med at komme hjem til det velkendte og til det samme - ofte er det ikke til at se, om det er juleaften i 1983 eller i 2020, fordi alting er på samme måde, som det altid har været. Men jeg er vant til det der fremmede element i julen.

Sidste år holdt jeg jul i Paris med min mand, der er halvt fransk og halvt dansk. Før det havde vi holdt jul hos hans familie, som også er splittet på en underlig måde ligesom min, for han har heller ikke særlig meget familie i Danmark. Så sidste år kunne vi ikke rigtig finde os tilrette i nogen af vores familier, som jo er ret fragmenterede. Vi ville bare gerne være sammen og prøve at skabe en følelse mellem os to af, hvad jul er. For det er svært at finde den fortælling, som danskerne har om jul, når man kommer fra nogle meget splittede, multikulturelle hjem. Derfor var det rart at prøve at finde den fortælling sammen.

Så vi tog til Paris, bare ham og jeg. Metroen var lukket ned, så vi skulle gå rundt alle steder, og vi kiggede på kirker og talte om, hvor vi skulle gå til julemesse. Vi endte med at vælge en anden Notre Dame-kirke end den store, kendte Notre Dame, og tæt på den var en lille restaurant, vi kunne spise på. Efter middagen gik vi kirke og derfra tilbage til hotellet, hvor vi drak nogle gode flasker vin og åbnede gaver.

Det eneste sted, vi var sammen med andre mennesker, var i kirken. Ingen af os er troende eller kender til, hvordan man gebærder sig i en katolsk kirke, men under julemessen blev vi taget i hånden af alle de fremmede franskmænd. De kunne godt se, at kirken ikke var et sted, vi var vant til at være. Men den måde, de tog imod os fremmede i kirken, var meget rørende - de gav os et program og forklarede os løbende om alle de forskellige dele af gudstjenesten og alle ritualerne. I den katolske kirke er en gudstjeneste nærmest en performance med alle kordrengene, røgelse og så videre. Vi anede ikke, hvornår vi skulle synge eller rejse os op, eller hvad man skulle sige og gøre - men de lokale tog os i hånden og guidede os igennem det hele. Det var meget højtideligt, og det sagde mig et eller andet. Det var helt magisk.

I mine øjne er traditioner noget, man låner af andre, og så må man finde sin egen kerne i det. Nu prøver jeg at skabe mine egne traditioner. Hvad for noget musik vil jeg egentlig gerne vil høre, når det er jul? Skal jeg have et juletræ? Hvad for noget pynt skal jeg købe? Hvad skal vi spise? Jeg overvejer også, om vi skal begynde at gå i kirke hvert år til jul, fordi det var sådan en stærk og god oplevelse, da vi var i Paris.

Hvis jeg i fremtiden selv skal skabe mig et julehjem, så håber jeg, at jeg kan tage nogle mennesker med, som jeg ikke plejer at holde jul med. Være åben over for, at der skal være plads til en ved bordenden, som på en måde ikke passer ind i ligningen - for sådan en synes jeg selv, jeg har været i mit liv, når jeg har været rundt omkring hos familie og venner. Jeg hadede jul som teenager, fordi jeg altid tænkte, at jeg ikke passede ind. Men måske er det heller ikke meningen, at man skal det. Det er min måde at være i verden på, og det skal have en plads, når jeg selv viderefører traditionerne.