Indføring

Luciafejring var oprindelig et ædegilde med katolske rødder

I Sverige var luciafejringen oprindeligt en lang fest, der fandt sted om natten op til den 13. december. Her klædte man sig ud, ofte som det andet køn, for på den måde skræmte man de onde og overnaturlige væsner væk. Det var vigtigt, fordi man troede, at det onde var særligt virksomt i den mørke tid. Foto: Kåre Gade

Selvom fejringen af Skt. Lucia oprindeligt stammer fra Italien, opfattes skikken også af mange som noget ærkesvensk. Her kan du blive klogere på den svenske udvikling i luciafejringen

Det er de fleste bekendt, at luciatraditionen oprindelig kommer fra Sverige, og at den indebærer en luciabrud med en krone på hovedet, som i Sverige næsten altid består af levende lys. I vores tid følges Lucia altid af terner med lys i hænderne - og i Sverige også af stjernedrengene med deres høje hætter.

Både terner og stjernedrenge synger i Sverige det væld af luciasange, som de har, mens vi i Danmark kun har én luciasang. Den synger de også i Sverige, hvor den endda findes i flere og ret forskellige poetiske versioner.

Et nationalt symbol siden 1928
Stik mod hvad mange måske tror, så har Lucia kun været et nationalt symbol for Sverige i cirka et enkelt århundrede. For nutidens måde at fejre Lucia på tog først fart efter et stockholmsk dagblad i 1928 afholdte en konkurrence om at finde hele Sveriges Lucia.

Den skik har de stadigvæk i Sverige, hvor hver større by vælger en Lucia – og til sidst vælges så hele Sveriges Lucia, som sammen med hendes terner (som typisk er dem, som tabte i finalen om at blive Lucia) fejres på luciadag den 13. december med et storslået optog med kanetur, koncert og lys i mørket på frilandsmuseet Skansen i Stockholm.

Bagefter tager Lucia og hendes terner på tur til Syracuse i Italien, hvor den historiske katolske helgen Skt. Lucia kommer fra. Det rokker dog ikke ved, at luciaskikken - trods at den historiske Lucia var en italiensk helgen – er en ærkesvensk tradition, som engang havde et helt andet indhold, end den har i dag.

Lusse Langnat
Den svenske luciaskik går nemlig mange århundreder tilbage og stammer fra de små landsbyer og gårde i Vestsverige. Den var oprindelig et ædegilde, som varede fra solen gik ned, og til solen stod op på årets allerlængste nat. Havde man råd til det, så spiste man ikke mindre end tre store måltider i løbet af den lange nat.

Det var altså en lang nattefest, hvor det udover at spise enorme mængder af mad handlede om at klæde sig ud som det andet køn, drikke, danse og feste sig igennem lucianat – eller lussenat, som natten til den 13. december også hedder i Sverige, og som i den gamle kalender var årets længste.

Når man ser på den gamle måde at holde Lucia på, skal det opfattes som en parallel til den katolske faste, hvor man spiser godt og meget, inden fasten skal indledes. Og fra Lucia til jul holdt man netop julefaste, da Sverige var et katolsk land.

Nok var man i Sverige blevet protestantiske i 1500-tallet. Men i Vestsverige holdt man trods den protestantiske tro alligevel samtidig fast i at fejre Lucia i en grad, så man kaldte natten til den 13. december for Lillejuleaften eller Lusse Langnat – og altså spiste, drak, festede og klædte sig ud.

Ved at klæde sig ud og feste skræmte man også det onde og de overnaturlige væsner væk, og det var vigtigt. For man var sikker på, at det onde var særligt virksomt i den mørke tid – og allermest på årets længste nat. Men man kunne heldigvis narre det onde ved at klæde sig ud.

Det gjorde især ungdommen. De unge mænd tog hvide særke på, mens de unge kvinder tog bukser på, og så blev der festet igennem natten til den 13. december: Man gik i luciaoptog, mænd klædt ud som kvinder, såkaldt Lucia-hekse eller Lucia-kællinger, og kvinder som mænd, såkaldte Lucia-gubber, men der var også Lucia-brude, som vi kender dem.

Stjernedrengene var dog ikke med, da de stammer fra en tradition, som oprindelig fandt sted mellem jul og nytår, men som i 1900-tallet blev knyttet til luciaoptoget i stedet.

Luciaboller og studerende
På et tidspunkt - i hvert fald efter år 1764, hvorfra man har en beretning om det - begyndte man at lade en ung pige komme med lys, kaffe og safransboller, altså luciaboller, om morgenen, når nattefesten op til den 13. december var ved at være slut.

Den unge pige havde en lyskrone på, for ellers var det svært for hende at se, når hun også skulle bære bakken med morgenmad. Den tradition har man stadigvæk, men nu bliver man bare vækket af hende (eller af ham) i stedet for.

For i nutidens private svenske hjem kan det ligeså godt være far som mor, der tager kronen med lys på, og står for luciavækningen med kaffe, kakao og Luciaboller den 13. december. Altid den 13. december.

Omkring år 1900 tog studerende fra Vestsverige luciaskikken med sig, når de skulle læse på universiteterne i Uppsala, Lund og Stockholm, hvor de holdt Lucia med lys på hovedet, sang og spiseri af de gule Lucia-boller, som i Sverige kaldes Lussekattar, og som er en ligeså fast del af en svensk Lucia som Lucia-sangene og Luciabruden.

Efterhånden fik andre øje på det smukke i skikken med lys, luciaboller og sang, også fordi de studerende fra Vestsverige gik i luciaoptog på universitetet og kollegierne, vækkede deres kammerater og professorer midt i nattens mulm og mørke og førte dem til et morgenbord med kaffe og Luciaboller flere timer før det blev lyst.

Fra 1928 gik det stærkt, og i dag findes der næppe én svensker, som ikke opfatter luciaskikken som ærkesvensk.

Superhelte og prinsesser er også med
I dag er skikken under forandring forstået på den måde, at også mænd kan være luciabrude – og i børnehaver og andre steder ser man også gerne flere luciabrude. For alle må komme klædt ud, som de vil.

Så det er ikke kun luciabrude, terner og stjernedrenge, som er med i de mange luciaoptog, som finder sted overalt i Sverige på både arbejdspladser, skoler og institutioner – og jernbanestationer, lufthavne og hoteller. Også på vinterkolde gader og pladser kan man den 13. december møde Lucia og hendes følge. Nisser, peberkagepersoner, julemænd – ja, sågar superhelte, prinsesser og mange andre er der også plads til i nutidens svenske Lucia-optog.

I de svenske kirker og til de traditionelle byfejringer holder man dog i reglen fast på, at luciaoptoget udelukkende består af terner og stjernedrenge - og én enkelt luciabrud.

Kilde: Bogen ”Lucia i ett nytt ljus” og andet materiale skrevet af etnolog på Stora Nordiska Museet i Stockholm Lene Höök.