Lucia tænder lys i mørket og viser vejen til stalden i Betlehem

Kristendom.dk var på plads i Lunds Domkyrka til luciafejring i morges den 13. december. Det blev en time med luciaoptog og skønsang, men også med kristendom formidlet i toner og ord. For Lucias lys skal minde os om det største lys, der kom til verden julenat

Klokken er ikke engang halv syv denne mørke og kolde morgen den 13. december 2019. Men alligevel står der allerede en kø på et par hundrede mennesker foran Lunds Domkyrka i den svenske købstad Lund i Skåne.

Det er heller ikke nogen almindelig morgen. Det er derimod luciamorgen, og det fejres med manér over hele Sverige – og selvfølgelig i alle kirker, inklusiv denne gamle middelalderkatedral, der faktisk blev bygget af danskerne og stod færdig i 1145, da Skåne stadig var dansk.

I dag er det primært svenskere i alle aldre, der skal ind og opleve – eller rettere genopleve – en luciamorgen.

En fast tradition
For langt de fleste af deltagerne har det som fast luciatradition at stå op i nattens mulm og mørke den 13. december for derpå at stå i kø i op til en time, inden de endelig kan sætte sig i domkirken. Ja, de har endda stået i kø to gange. Her i den mørke morgen og for nogle dage siden, da billetterne blev givet fri – og blev revet væk på få timer.

Sådan er det hvert år, fortæller flere. Så man skal være hurtig – og være fysisk til stede i Lund, hvis man vil have billet til denne luciamorgen, der i modsætning til de deciderede luciakoncerter er gratis. Men det er nu ikke kun derfor, at domkirken bliver fyldt i løbet af et kvarter af mange hundrede mennesker. Flere fortæller, at de også har købt billet til en decideret luciakoncert.

Svenskerne kan nemlig ikke få nok af Lucia, og det starter her i den mørke morgen, hvor det eneste lys i kirken er nogle stearinlys i stager på væggene og det skær, der kommer fra guldmosaikken i højalteret.

Det mærkes, at det er en særlig morgen. Der er en summen og forventning i luften idet præst Lena Sjöstrand træder frem og giver nogle praktiske informationer. Derefter bliver stemningen rolig på en måde, så stilheden virker lige så fysisk som det rugende mørke udenfor.

Et væld af lys
Vinteren presser os for alvor, men så kommer forløsningen. For nu kan luciasangen høres. Klart og højt lyder tonerne gennem det mørke kirkerum, og nede fra indgangsdøren kommer de gående op til trapperne foran alteret: Forrest luciabruden med rødt skærf om den hvide kjole og en grøn krone med levende lys – og efter hende hele 23 terner i hvide kjoler og med grønne kranse om hovedet.

Alle har de lys i hænderne. Lys, som de først tænder, da de kommer halvt op mod alteret. For her står kirkens store lys, og Lucia bærer vidne om verdens lys, altså Jesus. Så selvfølgelig kan hun og hendes terner kun tænde deres lys dér.

De 24 piger er normalt kendt som pigekoret Korinterna, der er et af korene ved Lunds Domkyrka. Deres lyse stemmer klinger under de gamle stenhvælvinger på en måde, så de skaber et mærkbart lydbillede af ordene ”sus som af vinger”, som man synger i en af de versioner af luciasangen, som svenskerne har.

For svenskerne har flere poetiske versioner af luciasangen. Men Lucia og hendes terner synger nu kun den ene af dem, mens de går op i koret og stiller sig i en halvcirkel med Luciabruden i midten, et par meter foran de andre, så alle kan se hende.

Der står hun det meste af luciamorgen, imens der bliver sunget et par engelske salmer, men ellers budt på en stor buket fra det væld af de andre Lucia-sange, som svenskerne bruger. Ja, luciabruden synger endda en solo, der handler om, hvordan det er at være luciabrud.

Den historiske Lucia
Svenskerne har mange – både muntre og stille, både lette og højtidelige - luciasange, som alle handler om lyset, der i mørket bliver båret frem af lysets helgeninde Santa Lucia. Santa Lucia, der historisk set blev født og led martyrdøden i Syracuse på Sicilien, men som i generationer også har været en ærkesvensk tradition, som præst Lena Sjöstrand fortæller det.

For omtrent halvvejs i den lille time, som en luciamorgen i Lunds Domkyrka varer, tager præst Lena Sjöstrand ordet for at fortælle om den historiske Lucia – og at man faktisk har fundet inskriptioner i katakomberne nede i Syracuse, der viser, at man allerede 100 år efter Lucias død fejrede hende ved at tænde lys.

Så skikken med at tænde lys til Lucia har dybe historiske rødder. Rødder, som ifølge Lena Sjöstrand stadig er aktuelle, for Lucia var en af de første kvindelige martyrer, som insisterede på at bestemme over sig selv, sin tro og sin egen krop. Det med at vælge sine værdier selv, kan kvinder stadigvæk bruge til noget, var budskabet fra præsten.

Men kvinder – og mænd – kan også bruge Lucia til noget andet, nemlig som symbol og inspiration til at tro på, at det nytter at tænde lys i mørket. For Lucia tænder lys i mørket, ikke for sig selv, men for andre og for at minde os om det langt større lys, der om få dage skal tændes i Betlehem. Nemlig hele verdens lys, som kommer, når Jesusbarnet fødes.

En luciamorgen i Lunds Domkyrka er derfor også andet og mere end en oplevelse og en skønsang. Det er kristendom formidlet med ord og toner, med billedet af lys i mørket anskueliggjort på den smukkeste måde, så man som tilhører både kan se, høre og fysisk mærke, at luciadagen den 13. december er en særlig dag.

Og det er måske derfor, at menneskene i Lund forlader deres varme senge og drager gennem mørke og kulde til domkirken år efter år.

Lidt i otte er morgenens arrangement ved at være slut. Lucia og hendes terner går samme vej tilbage som de kom, mens de synger luciasangen for anden gang. Dagen er også ved at bryde frem.

Det samme er klapsalverne, der brager igennem den store domkirke, da alle stearinlysene er slukkede, og Lucia står som en skygge nede ved indgangsdøren.

Men noget er sket. Noget er anderledes. Det indre lys blev tændt. Det sørgede Lucia og hendes terner for.