Hvad betyder sangen om Santa Lucia?

I Danmark fejrer vi Santa Lucia med luciasang og optog den 13. december, selvom den protestantiske kirke ikke dyrker helgener. Traditionen opstod i 1944 - inspireret af den svenske tradition. På luciadag bærer vi lys frem, ligesom Lucia selv gjorde for sine medmennesker, da hun levede. Arkivfoto. Foto: BIDSTRUP STINE/ritzau

Hvert år i juletiden lyder en luciasang om martyren Santa Lucia, som mistede livet for sin kristne tro. Læs om ordenes betydning her

Teksten til luciasangen

Luciasangen "Nu bæres lyset frem", som er den mest kendte danske sang om Santa Lucia, er skrevet af Alex Garff.

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
//:Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia://

Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge
gaver til hver en gæst
glad vil du bringe.
//:Skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia://

Luciasangen er en ønskesang

Sangteksten i luciasangen handler ikke meget om den historiske Lucia, men peger derimod på den svenske lucia-tradition.

Her bærer luciabruden morgenmad ind til dem, der særligt trænger til det. Derfor synger vi om at bære lys og hilse vores venner med sang på luciadag.

I sangen beskrives en ønskefest, hvor gæsterne skænkes lykke fra en evig kilde indtil livets slutning. Livets ende beskrives med metaforen "livets kvæld", som betyder livets aften og ofte bruges til at betegne alderdommen.

Den danske version af luciasangen spiller desuden på lys-symbolikken, som også afspejles i hendes navn, der menes at komme af det latinske lux, som betyder lys.

Her bærer vi lys frem, ligesom Lucia selv gjorde for sine medmennesker, da hun levede. Den hvide luciabrud med lyset er et billede på enhver døbt kristen, som bærer kristendommens lyse håb ud i verden.

Historien om Lucia

Lucia blev født i år 283 på den italienske ø Sicilien, hvor hun voksede op og lod sig døbe som kristen. Det kostede hende senere livet.

Dengang var det farligt at være kristen. Man risikerede at blive henrettet, hvis man gik imod den officielle romerske religion med flere guder. Lucia tilbad kun kristendommens ene Gud, og hun nægtede at bringe religiøse ofringer til kejseren, som om han også var en Gud.

Derfor levede kristne i skjul, og om natten vovede Lucia sig ud med mad til sine medkristne. På hovedet bar hun en krans med lys for at finde vej i mørket.

Men Lucia blev opdaget af de ikke-kristne romere, og hun blev dømt til døden. Hun døde som martyr for sin kristne tro den 13. december år 304. På den dag ærer katolikkerne Lucia som skytshelgen for blinde og folk med øjensygdomme.

Den protestantiske folkekirke har ikke tradition for at ære helgener. Alligevel fejrer vi Lucia på hendes helgendag den 13. december. I Danmark startede traditionen i 1944, hvor luciaoptogets lys bragte håb under rædslerne fra Anden Verdenskrig.

Artiklen er første gang skrevet 23. november 2015. Senest opdateret 21. november 2017.