Luther om salmerne: Djævelen er ikke vel til mode, når man synger og spiller

For Reformationens fader Martin Luther havde musikken befriende kræfter. I musikken mødes himmel og jord, mente han, og det gav ham inspiration til at forny kirkens sang- og salmetraditioner

Forestil dig at al sang i kirken foregår på latin. Sådan var det før Reformationen, og man kan nok regne ud, at det var de færreste på den tid, der kunne forstå og synge med på salmerne.

Der skete to vigtige omvæltninger med kirkemusikken efter Reformationen: I de protestantiske lande begyndte man at synge på modersmålet, og så begyndte menigheden at synge med på salmerne.

Men hvordan lød reformationstidens nye salmesang, og i hvilken forestillingsverden er den blevet til? En ting er sikker: Den lignede hverken datidens sang i kirken, men den brød heller ikke totalt med datidens gældende praksis.

Den forestillingsverden, som kirkens religiøse musik udtrykker, er baseret på en gammel kirkehistorisk tradition, som blandt andet findes beskrevet i oldkirkelige tekster og tekster fra den tidlige middelalder. Selv skrev Reformationens fader Martin Luther om salmesangen:

”Kom, lad os Djævelen til trods synge af fuld hals. Djævelen er ikke rigtig vel til mode, når man synger og spiller Guds ord i den rette tro, måske fordi han husker, hvordan han ved sit fald blev forstødt fra de himmelske hærskares kor, som en udygtig musikant.”

Ordene om, at Djævelen ikke kan døje musik, afspejlede i den grad hans udlægning af musikkens befriende kræfter. Tankegangen minder om Det Gamle Testamentes, hvor sangens og det højtidelige ords virkekraft blandt andet kommer til udtryk i en historie fra 1. Samuelsbog 18,5-7. Hyrden David har netop dræbt filisteren på kong Sauls ordre og vender tilbage til kongen og folket, som alle sammen hylder ham med sang og dans.

I forbindelse med den historie fremhæver Martin Luther, at det er ved hjælp af musikken, at mennesket bliver befriet fra det dæmoniske. Endvidere skriver han, at Guds ord skal synges i den rette tro. Det er altså ikke musikken i sig selv, men foreningen af sindets tro og stemmens klang, der kan fremkalde en særlig musikalsk-religiøs virkning.

Bag ordene ligger en ældre kristen grundforestilling, som også er afspejlet i oldkirkelige tekster. Det går ud på, at der er en forståelse af musikken i gudstjenesten som en indre holdning til det, man synger eller hører. Sjæl, ører og mund hænger på den måde sammen.

Luthers musikalske argument om, at Djævelen faldt, fordi han var en dårlig musikant, er interessant. I tråd med en kristen tankegang ville man umiddelbart forvente, at det er fordi, Djævelen var ulydig eller selvtilstrækkelig. Men det er ikke så umiddelbart, for Luthers pointe med Djævelens manglende musikalske forståelse griber tilbage til traditionen: Tanken om en særlig himmelsk liturgi – korsangen eller englene i himlen - findes i Johannes’ Åbenbaring og var særdeles udbredt i middelalderen, både i teologien, musikken og i billederne i kirken.

Hvad er så den himmelske liturgi? Det er tanken om et guddommeligt fællesskab, som er gennemtrængt af Guds orden. At sige, at Djævelen faldt, fordi han var en dårlig musikant, svarer altså til at sige, at han udelukkede sig selv fra den guddommelige ordens fællesskab og dermed også, at han var ulydig.

I den kristne tradition opfattes musikken som et reelt møde mellem himmel og jord. Martin Luther bygger oven på denne tradition og opfatter musikken som en klingende hørbar virkelighed med sin helt egen betydning. Musikken kommer for Luther til at pege ud over sig selv og det bliver en form for forudsigelse om de sidste tider og Guds rige. Den bliver en forsmag på den englesang, vi engang skal høre.

Når alt kommer til alt, ønskede Luther, at musikken skal fremkalde en helt særlig oplevelse. I et brev til den schweiziske komponist Ludwig Senfl, skriver Martin Luther i 1530, at næstefter teologien er der ingen kunst, der som musikken formår at opmuntre sjælen. Derfor forbandt profeterne også deres teologi med musik, for de forkyndte dybest set sandheden i hymner og sange.

Sindets tro og stemmens klang forenes, når Guds ord synges i den rette ånd. Når musikken bare strømmer fornøjeligt af sted, er den med til at bevæge hjertet og opleves dermed som forkyndelse. Det bliver således Gud, der prædiker evangeliet ved musikken, Guds ord bliver musik.

Musikken var i middelalderen snarere en opvisning end det var folkelig fællessang. Det var munke, skoleelever eller præstelærlinge, som stod for sangen ved gudstjenesterne, og teksterne var ofte prosatekster. Dertil kom ”hymnerne”, som nok svarer til vores salmer, men som ikke blev fremført af menigheden, men sunget af et kor, og ”sekvenser”, der oprindelig var en længere ordløs tonerække, som man senere satte selvstændig tekst til.

I senmiddelalderen brugte man, at lægfolket ved særlige højtider sang i fællesskab på modersmålet. Det var dog ikke for at samle folket om gudstjenesten, men for at lade folket udtrykke deres fromhed. Melodierne var de overleverede enstemmige melodier fra Den gregorianske Koral. De var bygget op om messens faste led: Kyrie (bønfaldelse), Gloria (lovprisning), Sanctus (helligprisningen) og Agnus Dei (tilbedelsen).

Som noget nyt foreslog Martin Luther, at salmerne gerne måtte blive skrevet til fire stemmer, og at salmemelodierne skulle have en kunstnerisk værdi. På den måde blev den gregorianske sang afløst af et nyt musikalsk udtryk, som banede vejen for de melodier, vi kender i dag, der bliver sunget med ledsagende akkorder på orglet. Med Reformationen etablerede kirken en ny kirkemusikalsk horisont, som bliver til en ny form for menighedssang. Det betyder imidlertid ikke, at der blev komponeret helt nye melodier. De melodier, man havde, blev allerede opfattet som en vigtig blanding af forskellige traditioner.

Som af en malmstrøm føres tre forskellige traditioner sammen: Dels den gregorianske tradition, dels de religiøse sange, som i katolsk tid blev sunget på modersmålet ved særlige lejligheder, for eksempel som led i dyrkelsen af jomfru Maria eller ved valfarter, pilgrimsrejser og ved påske- og pinsefest, og dels fra den verdslige folkesang.

På den måde udvidede man ved Reformationen det traditionelle kirkemusikalske univers. Ja, man begyndte ligefrem at synge de evangeliske tekster på verdslige melodier. Et eksempel er Luthers salme ”Vor Gud han er så fast en borg”, der blev skrevet på en af tidens populære melodier.

Særligt var Martin Luther fascineret af, at der både over og under en melodi bliver sunget flere stemmer. På den måde er det, som om melodien føres ind i en ”himmelsk runddans”, skriver han.

Vi må forestille os, at melodierne er blevet opført på tre måder: Enten sunget enstemmigt af menigheden, sunget flerstemmigt af et kor bestående af drenge- og herrestemmer, som regel med melodien liggende i tenorstemmen, eller spillet solo på orglet.

Reformationen medførte altså ikke, at lægfolket for første gang begyndte at synge sange på deres modersmål generelt, men derimod at menighedens fælles salmesang på modersmålet blev en uundværlig del af gudstjenesten. Martin Luther ønskede ikke at lave en helt ny form for gudstjeneste, men at den daværende messe skulle omformes. Dette blev realiseret og konkretiseret ved, at de latinske messeled blev udskiftet med modersmålssalmerne. Disse salmer blev en del af gudstjenestens grundstruktur, som Luther skrev om i sit skrift ”Deutsche Messe”.

Salmesangens funktion blev også ændret. Det handlede ikke om, hvorledes sangen kunne påvirke Gud, men at udtrykke den særlige Guds gave, som sangen var. Melodierne var en vigtig del af Reformationens udbredelse, da den enkelte fik en ny mulighed for at tilegne sig kristendommen.

Man må forestille sig, at når den enkelte tog en salmebog i hånden, for eksempel Hans Thomissøns salmebog, stod han med en nøgle, der kunne hjælpe ham til selv at tilegne sig troen: At få del i menighedsfællesskabet, at forstå gudstjenestens samlede forløb og den bibelhistoriske sammenhæng, at forstå den reformatoriske lære og med hjælp fra særlige ”kalendarier” få indblik i årets rytme og verdens orden.

Musikalsk medførte reformationstiden, at musikken stiftede fællesskaber. Musikken blev nærmest synonymt med evangeliet og Guds ord, og man forstod, at Gud med andre ord havde prædiket evangeliet ud af musik. Guds ord er ”musica”, musik, der løftes op til en ny sfære, som der står i et af Luthers mest berømte skrifter fra Reformationen, nemlig ”Heidelbergteserne”.

Luthers salmer i Salmebogen:

94: Det kimer nu til julefest, 1535 (NFSG)
95: Fra Himlen højt kom budskab her, 1535
96: Fra Himlen kom en engel klar, 1543
108: Lovet være du, Jesus Krist, 1523 (str. 1-6)
116: En sød og liflig klang er i vor julesang, latin-tysk 14.årh. 1529 og 1545
133: Med fred og fryd jeg farer hen, 1524
220: I dødens bånd vor frelser lå, 1524
289: Nu bede vi den Helligånd, Tysk 12.årh., 1524
301: Kom, Helligånd, Gud Herre from, 11. århundrede, tysk 15.årh., 1524
336: Vor Gud han er så fast en borg, 1528
337: Behold os, Herre, ved dit ord, 1542
338: Var Gud ej med os denne stund, 1524
394: Ak Gud, fra Himlen se herned, 1523
432: Herre Gud Fader i Himlen, Litaniet, oldkirkelig græsk, latin, 1529
437: Vi tro, vi alle tro på Gud, baseret på latinsk og tysk trosbekendelsesvers over Nikænum fra omkring år 1400, 1524
461: Jesus Kristus er til stede!, Jan Hus omk. 1400, 1524
487: Nu fryde sig hver kristenmand, 1523
495: Midt i livet er vi stedt, latin omk. 900, dansk 1514, 1524
496: Af dybsens nød, o Gud, til dig, 1524
543: Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst, 1531 (str. 1)
711: Forlen os freden, Herre, nu, Da pacem Domine 6.årh., 1529