Menigheden skal være et levende fællesskab

Vi er skabt til at udleve vores kristenliv i fællesskab med andre, mener teologistuderende Elon Jepsen

OPDATERET 12. APRIL. Teologistuderende Elon Jepsen svarer biskop Niels Henrik Arendt

Undersøgelser viser, kristendommen er på retur i Europa og i Danmark. Kan der gøres noget ved det? Og hvad er folkekirkens rolle i denne situation? Kristendom.dk har opfordret biskop Niels Henrik Arendt og teologistuderende og medlem af Århus Valgmenighed Elon Jepsen til at debattere dette emne med hinanden over de næste par uger og dele deres tanker om emnet med kristendom.dk's læsere.Deres breve til hinanden publiceres i kronologisk rækkefølge, så det nyeste ligger nederst i artiklen.

Relativisme er et stort problem for folkekirken

Kære Niels Henrik Arendt

Jeg er blevet bedt om at lægge ud i denne samtale om, hvorfor kirken oplever en nedadgående kurve i dens besøgstal og i den procentmæssige del af befolkningen, som kalder sig kristne, og hvad vi kan gøre for at vende kurven. Det er jeg begejstret over at kunne få lov at tale om med en person af din kaliber, og jeg må indrømme, at det er med en stor portion ydmyghed over for opgaven, at jeg har takket ja.

Når det så er sagt, har jeg ikke tænkt mig at holde min fulde mening om kirkens tilstand tilbage, det går jeg heller ikke ud fra, er meningen med projektet, men i stedet at tale ærligt om tingene, som jeg ser dem.
At jeg måske hen ad vejen måtte blive korrigeret i diverse synspunkter, glæder jeg mig kun til. Til sidst er det mig magtpåliggende at gøre klart, at jeg på alle måder vil tilstræbe en venlig samtale, måske med uenighed, men dog stadig i Kristi enhed.

Folkekirken er som en far
Jeg forestiller mig et billede af folkekirken som en stor, lettere overvægtig mand, der lægger sine to stærke arme om den danske befolkning i et faderligt og altomfavnende knus.

Den ene stærke arm, den venstre, er en læremæssig liberalisme, der knuger befolkningen ind til sig, idet den siger, at vi som kirke velsigner alle tolkninger af kristendommen, sålænge den bare kalder sig kristendom. Folkekirkens bekendelsesskrifter er tatoverede på overarmen som noget, der ikke kan slettes, men trøjen er trukket godt ned over som på en tatovering, man skammer sig over.

Den anden stærke arm, den højre, som med sin hånd har fat om nakken på befolkningen, udgøres af en formmæssig konservatisme, hvor man tvinger hele kirke-Danmark til hver søndag kl. 10 at tilbede Gud på præcis samme måde, i den samme form og med den samme musik, sådan som det i øvrigt har været i århundreder.

Den venstre arm er en læremæssig relativisme, som forsøger at omfavne, eller måske nærmere omklamre alle med et misforstået tolerancebegreb (mere om det senere), alt imens højre arm viser et misforstået syn på mennesket, idet den forsøger at proppe os alle ned i den samme snævre kasse til trods for, at vi har meget forskellige personlighedstyper, smag og måder at udtrykke os på.

Igen, det er altså ikke for at være unødigt provokerende eller kritisk, og det er jo slet ikke et billede der passer på alle områder af kirkens liv, men et billede, som jeg tror generelt set ikke rammer helt ved siden af.

Lidt mere om den venstre arm
Konkret giver min påstand sig for eksemple udtryk i den megen bekymring, der er at finde i diverse artikler og udtalelser i Kristeligt Dagblad fra flere forskellige kirkelige fløje over det, at Indre Mission (IM) har åbnet op for at tilknytte valg- og frimenigheder til organisationen, hvilket ikke tidligere har været muligt.

Hvorfor er dette så stort et problem? Fordi det baner vejen for menigheder, som rent faktisk tør have en mening, der ikke nødvendigvis er politisk korrekt, hvilket ikke just er et folkekirkeligt kendetegn. De præster og andre som udtaler sig, er tilhængere af en bred folkekirke, som er rummelig, hvilket i min optik betyder, at den mener alt og ingenting.

Så længe IM er inde under dette system, er det ifølge disse præster godt, for så kan IM sådan set mene, hvad de vil, men de bliver ikke en decideret udfordring for folkekirkens selvforståelse, for deres mening er jo bare én blandt mange.

Nu er jeg ikke selv IMer eller har en IM-baggrund, men tænker, at det er helt essentielt for kirkens (her tænker jeg kristendommen som sådan, ikke bare folkekirken) overlevelse og vækst i Danmark, at den bliver langt mere modig, end den er lige nu.

Jesus var ikke lavet af modellervoks, som man kan forme til, hvad man vil, og aldrig kan slå sig på. Rent faktisk er det modsat. Jesus kaldes for hovedhjørnestenen i et byggeri, og i samme omgang en sten mange vil falde over og slå sig på (Mattæusevangeliet 21,42-44).

Ved folkekirken, hvad den vil?
Sognepræst Ole Bach Piekut citeres i en artikel af Marguerita Hvid Spangsberg på kristendom.dk den 25. maj 2010 for at sige:

Jeg forstår ikke angsten for at turde hævde, at kristendommen er bedre end andet, at der er én vej og én sandhed. Det svarer jo til, at man skammer sig over at være kristen. Jeg mener derimod, at man burde være stolt af at tilhøre én sand Gud fra evighed og til evighed, og at det er præstens opgave at give denne stolthed videre fremfor at promovere det negative selvhad og skamfuldheden over at være et kristent menneske.

Folkekirkens venstre arm har, for mig at se, det helt store problem, at den ikke aner, hvem den egentlig er, og hvad dens mission går ud på. Dens form for budskabs-pluralisme er for mig at se temmelig fremmed for Ny Testamente.

Tolerancen bliver intolerant
Her har vi så i øvrigt taget fat på, hvad jeg mente med min påstand om folkekirkens (og den danske befolkning i øvrigt) misforståede tolerancebegreb. Relativismen, som vores forståelse af begrebet tolerance er enormt præget af, mener, at alt potentielt er lige sandt eller har den samme gyldighed. Det er i sig selv en tolerant holdning, som giver den enkelte lov til at mene, hvad de vil.

Men relativismen udgør for mig at se et stort problem for folkekirken, især med henblik på den bibelske etik, fordi den i sin tolerance over for enhver holdning bliver intolerant over for holdninger, der mener at være absolut og universelt sande.

Man må ikke mene, at nogle andre tager fejl, og hvis man mener det, skal man i hvert fald holde det for sig selv, for ellers er man ikke næstekærlig. Igen et misforstået næstekærlighedsbegreb, men den snak kan vi tage en anden gang.

Dette er for mig at se en noget intolerant tolerance, som f.eks. giver sig udtryk i den megen opstand, der lynhurtigt bliver, når en eller anden præst mener noget, som ikke er politisk korrekt nok eller synes at begrænse rummeligheden.

Grundlæggende må man bare sige, at jo, Jesus var helt sikkert rummelig, men han var ikke uden kant eller holdninger. Det bør hans kirke altså heller ikke være. No offense!

Af hensyn til indlæggets længde vil jeg vente med for alvor at flexe den højre arm til næste gang.

Kærlig hilsen
Elon Jepsen

Kirkens udfordring: at tale relevant til den enkelte

Kære Elon Jepsen

Tak for dit brev. Jeg vil også bestræbe mig på en venlig samtale, hvor vi alligevel skriver lige ud, hvad vi mener. Derfor er jeg også nødt til at begynde med en meget kontant melding.

Du bruger to gange udtrykket politisk korrekt til at karakterisere folkekirken og flertallet af dens præster. Det har du lov at mene, at den/de er. Men det er ikke et teologisk argument. Politisk korrekt er dybest set en nedsættende betegnelse af ens modparts karakter: at han/hun ikke har mod eller vilje til at mene noget, der går på tværs af flertallet i modsætning til dig selv.

Det samme gælder et udtryk, som bruges meget ofte lige for tiden: at flertallet af præster følger tidsånden; det kan man selvsagt mene, men der er intet argument i det. Det er det samme som at sige, at ens modpart er en vindbøjtel, men det er man sandelig ikke selv.

Min samvittighed er også bundet af Skriften
Du må selvsagt have lov at mene om mig/ folkekirken, hvad du vil. Men vi kan kun skrive sammen med udgangspunkt i, at vi begge har de opfattelser, vi har, fordi vi opfatter dem som rette fortolkninger af kristendommen. Sagt på en anden og klassisk luthersk måde: min samvittighed er præcis så bundet i Skriften, som din er. At jeg på nogle punkter har andre opfattelser af tingene end dig, er udtryk for, at vi næppe har helt det samme bibelsyn.

Hermed har jeg ikke hævdet, at din og min forskellige opfattelse kan være lige sande. Vi må tværtimod tage livtag om dem og modsige hinanden, hvis vi ikke kan følge hinanden. Men en modsigelse, der ikke forholder sig til modpartens argumenter, men til modpartens karakter, fører ingen vegne. At du på nogle punkter går imod flertallet, er ikke et bevis for validiteten af dine synspunkter.

Det kan godt være udtryk for mod at følge et mindretal (selvom det ikke altid er tilfældet), men mod er også en karakteregenskab, ikke et argument. Så altså: jeg vil forholde mig til dine opfattelser og argumenter ud fra en opfattelse af, at du er seriøs. Som jeg selv prøver at være det.

Der findes en endegyldig sandhed
Så kommer jeg til sagen. Jeg er jo godt klar over, at jeg lidt er tiltænkt rollen som den, der skal forsvare folkekirken, som vi kender den. Det vil jeg også gerne - når jeg har været i folkekirken som præst igennem 36 år (medlem har jeg jo været i 60 år), er det fordi, jeg igen og igen og igen har set evangeliets trøst og opmuntring blive rakt til mennesker, der havde brug derfor.

Det er ikke et argument for, at folkekirken ikke trænger til selvbesindelse og bestandig reformation. Der er mange ting, vi kunne gøre anderledes og bedre; derfor lytter jeg også gerne til dig og andre unge ildsjæle, og ikke mindst iagttager jeg interesseret, hvordan kirker i andre dele af verden udfører deres tjeneste.

Dit opgør med relativismen er jeg enig i. I al beskedenhed har jeg skrevet og sagt noget tilsvarende i de sidste 25 år. At noget er sandt for mig er ikke tilstrækkeligt jeg kan ikke komme og sige, at 2+2 = 5 er sandt for mig, og det må min modpart respektere og acceptere og tolerere. Selvfølgelig kan vi tolerere påstanden, men vi ville i den grad svigte, hvis ikke vi modsagde den.

Også på troens område findes der endegyldig sandhed. Og den skal komme for en dag. Men indtil videre kender vi den kun på troens vilkår; det er netop derfor, vi er nødt til at argumentere for den.

Folkekirken er ikke relativistisk
Men jeg er ikke enig med dig i, at relativismen præger folkekirken, og at det er forklaringen på dens svage stilling. For det første bevæger vi os alle sammen inden for en fælles luthersk-evangelisk lære-tradition; det får jeg bekræftet søndag efter søndag. For det andet er der en bestandig diskussion i folkekirken, hvilket netop er et udtryk for, at relativismen ikke råder.

Men der er et spektrum af meninger, og det kan kommunikationsmæssigt være et problem. Ingen af dem er imidlertid fredede de må alle sammen stå til regnskab.

Jeg er i modsætning til dig ikke glad for, at IM (Indre Mission, red.) flytter sig længere ud i randen af folkekirken med åbning for frikirke-tanken. Dermed bliver de netop i mindre grad en udfordring i den teologiske diskussion.

Forargelse er ikke nok
Du har fuldstændig ret i, at kristendom ikke er hvad som helst, og at Jesus havde kant. Det må forkyndelsen af evangeliet derfor også have. Men det er afgørende, at kanten ligger det samme sted som hos ham. At et udsagn vækker forargelse, er ikke et bevis for, at man går i Jesu fodspor.

Jeg tror, at folk har svært ved at se, hvad kirkens prædiken kommer deres daglige liv ved. Og dét er den kæmpestore udfordring for kirken i dag: at tale relevant og konkret om den enkeltes nød, problemer og overvejelser. Og så må vi lære i højere grad at kommunikere på nutidens vilkår: enkelt, kort og klart.

Her har du i stor korthed mit bud på, hvor nogle udfordringer ligger i dag. Lad mig provokere dig lidt til sidst: søger I i valg- og frimenighederne ikke bare sammen med ligesindede, hvor I har det fint med hinanden, men uden at det flytter det helt store i forhold til den brede døbte del af befolkningen?

Vi må vende tilbage til dit andet indspark om folkekirkens form.

Venligste hilsner
Niels Henrik Arendt

Afkristning skyldes stive gudstjenesteformer!

Kære Niels Henrik Arendt

Tak for dit indlæg, som både var inspirerende og udfordrende. Det sætter jeg pris på!

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg forsøger at forholde mig til kirken, typisk folkekirken, som sådan og altså på ingen måde dig som person eller som biskop. Desuden maler jeg med en meget bred pensel, hvilket naturligvis ikke får alle nuancer med. Dem må man selv tænke sig til, da pladsen ikke tillader, at jeg gør det.

I forhold til din kritik af min brug af betegnelsen politisk korrekt om folkekirken generelt, som du bemærker ikke er et teologisk argument, var min hensigt heller ikke at argumentere teologisk, men blot at sætte fingeren på et punkt, jeg selv oplever som problematisk i vores land, og så altså også vores kirke: at man meget hurtigt bliver stemplet, hvis man har en mening, der ikke er humanistisk.

Jesus var for mennesker
Derudover er mit indtryk, at du har et forhåndsindtryk af mig, der ikke helt korresponderer med min egen selvforståelse. Det kan jo så også være selvforståelsen den er gal med, men i hvert fald ser jeg ikke mig selv som bibelfundamentalist. Jeg er på den anden side heller ikke bibelliberalist. Min forståelse af den Jesus, Bibelen skildrer, er en person, som ikke først og fremmest var imod dét, han var imod, men radikalt for dét, han var for, nemlig mennesker.

Som kristne må det i mine øjne være det første, der er at sige om os, nemlig at vi er for mennesker, for kærlighed osv. Bibelen må være fundamentet for vores forståelse af kristendommen, som dog til enhver tid skal oversættes, ikke nyskrives blot oversættes, ind i den tid og kultur, vi nu engang lever i, og nej, det kan man ikke tage patent på, men på den anden side kan man heller ikke lægge hvad som helst i munden på Gud.

Og det er øv at skulle sige det, men det er faktisk ikke alt, Bibelens Gud (Jesus er også Gud) velsigner, og det må vi også som kirke have mod til at stå ved, og være en stemme i verden, som først og fremmest tør tale radikalt for det, Jesus er for, men også imod det, han så ser ud til at være imod (velvidende at kirkens højrefløj, som jeg umiddelbart identificerer med indimellem kan være lidt for skråsikker i, hvad det så er).

Men jeg kunne tænke mig at vide, på hvilke områder, du så mener, at folkekirken rent faktisk tør tale staten imod? Hvor mener du, at kirken er en stemme i samfundet, som ikke er politisk korrekt?

Jeg lovede at udfolde mere om den højre arm i billedet fra mit første indlæg, så det vil jeg gøre nu.

Højmessens stive form fører til afkristning
Da jeg for et halvt liv siden, i hvert fald halvdelen af mit liv, sad med gelé i håret og bumser i ansigtet og kiggede efter pigerne i konfirmationsforberedelseslokalet var min opfattelse af kirke og gudstjeneste, at det var en af de absolut mest intetsigende beskæftigelser, man kunne give sig i kast med. Desværre er det nok ikke så langt fra, hvad den almindelige dansker tænker om søndagsgudstjenesten.

Jeg mener, at den meget konservative og stive form, en typisk dansk gudstjeneste antager, har været og er en af hovedårsagerne til afkristningen af Danmark. Den udtrykker et meget ensidigt billede af Gud som meget ophøjet, uforståelig og distanceret, en Gud som i bund og grund ikke er nærværende på et dagligdagsniveau, men kun er til stede idet vi indtræder i ærefrygt i det indviede tempel, kirkebygningen.

Vi er ultrakonservative i Danmark
Dette har eksempelvis den Anglikanske kirke og Metodistkirken i England valgt at forholde sig til, og nedsatte for 5 år siden et udvalg til at gennemtænke, hvordan man kan tænke kirke og gudstjeneste ind i den tid vi nu lever i.

Det førte til det, som kaldes for Fresh Expressions of Church, hvilket har ført til opstarten af mange nye menigheder; ikke med store kirkebygninger og orgelmusik, men kirker som mødes i alle mulige forskellige settings, på skoler, caféer, pubs, natklubber osv., og med en liturgi, som er tilpasset nutiden uden at kaste vrag på fortiden.

Det er i min optik interessant, at man i det ellers ultra-konservative England i forhold til kirketænkning er noget mere progressiv og nytænkende end vi. Dette siger for mig at se rigtig meget om, hvor ultra-konservative vi egentlig er. Jeg kan jo så også forstå på din replik, at du er mere eller mindre enig i dette, men jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvordan du tænker, at dette kan se ud i en dansk sammenhæng?

Ja, så nåede jeg af pladshensyn ikke at forholde mig til dit spørgsmål angående valg- og frimenigheders tendens til at søge sammen med ligesindede. Det gør jeg i min næste replik.

Kærlig hilsen
Elon Jepsen

Den lidenskabeligt engagerende prædiken er vejen frem

Kære Elon Jepsen

Tak for dit svar. Jeg har sådan set ikke noget forhåndsindtryk af dig (udover hvad man kan læse på nettet), og jeg finder det utrolig vigtigt, at vi altid lader folk selv definere, hvad de står for. Og jeg prøver uforudindtaget at lytte til argumentationen det er derfor, jeg er ude med riven, når nogen beskylder andre for politiske korrekthed, for dermed har man jo netop på forhånd taget stilling til, hvordan den anden er, fremfor hvad den anden siger.

Din skildring af Jesu radikalitet i hans modtagelse af mennesker kan jeg kun erklære mig enig i. At Gud ikke velsigner alting, er også rigtigt Gud velsigner vel i grunden først og fremmest mennesker. Hvad der er ondt og livsnedbrydende vender han sig imod. Og tilsvarende styrker han mennesker i at handle godt og ansvarsfuldt imod hinanden.

Du spørger mig, på hvilke områder folkekirken taler staten imod. Nu er folkekirken jo et mylder af stemmer, også din og min (og hvem mener du lige med staten?), men lad mig give nogle eksempler: i folkekirken er der blevet talt imod statens forbud mod at give hjemløse husly, hvis de var udlændinge. Kirkens Korshær har troligt talt imod fattigdomspolitikken her i landet.

Jeg har hørt præster tale indsigtsfuldt imod selvpromoverings-kulturen. Andre har talt kritisk imod vores abort-praksis, angrebene på helligdagslovgivning og lukkelov, henvisningen af tro til private rum. Og så videre.

Vi skal høre alle synspunkter
Nu skal vores brevveksling jo handle om, hvad der kunne medvirke til at give folk et mere engageret forhold til kirken. Og her kan man selvfølgelig overveje, om det ville hjælpe, hvis folkekirken i højere grad talte med én tunge i sociale og etiske spørgsmål. Men sådanne spørgsmål er jo sjældent entydige; og så risikerer man de intetsigende kompromiser. Så hellere flere forskellige stemmer, der dermed kan stå skarpere uanset at vi så må finde måder at håndtere uenigheden på.

For mig er det også vigtigt, at vi hører på tværs af synspunkter og retninger. Altid at gå ud fra, at det godt kunne være, at min modpart havde en pointe, som jeg kunne blive inspireret af.

Hvordan bliver kirkens forkyndelse lige så udfordrende, som Jesu forkyndelse var det er vel det, vi må diskutere? Han var altid konkret og forholdt sig ikke til mennesker ved hjælp af regler; men sommetider bliver vores forkyndelse almen og abstrakt og pludselig synes folk ikke længere, at det er relevant for deres liv.

Jesus var, som du skriver det, kompromisløst for de mennesker, der havde brug for ham. Jeg tror også, mennesker i dag har brug for ham. Men det er det, vi må blive bedre til at vise.

Folkekirken tager ikke kvælertag på folk
Hvis vi så skal snakke om, hvordan vi gør det, ja, så er forholdet mellem form og indhold (den højre arm) vigtigt, om end ikke altafgørende, for sommetider er det gode indhold i stand til at brænde igennem en form, der ikke svarer til det.

Det dér med, at folkekirken nærmest tager liturgisk kvælertag på menigheden, holder ikke helt. Det er rigtigt, at vi har en klassisk gudstjeneste (og den er der faktisk mange, der er glade for, men jeg indrømmer, at den kræver indforståethed), men vi har jo bunker af andre typer gudstjenester.

Jeg hørte én af hovedmændene bag Fresh Expressions of Church tale ved den folkekirkelige missionskonference for tre år siden, og rigtig mange af fornyelses-elementerne kender vi i en eller anden form også herhjemme. I øvrigt er det underligt, at nogle af de hurtigst voksende kirker i verden faktisk har en særdeles konservativ gudstjenesteform.

Vi har to problemer i denne sammenhæng: det ene er, at vi i for ringe grad er dér, hvor folk er (biblioteker, ungdomsuddannelser, oplysningsforbund m.m.); det andet er, at folk ikke rigtig føler noget ejerskab til og dermed ansvar for kirke og kristendom. Det gælder i særdeleshed gudstjenesten.

Menigheden har også et ansvar
Der er ikke noget galt ved, at vi har en række professionelle medarbejdere i folkekirken. Men det er galt, når folk drager den konklusion, at de så ikke har noget ansvar. Vi har i mange af vores salmer stærke udtryk for menighedens fællesskab. Men i virkelighedens verden har folkekirken ikke noget særlig stærkt begreb om menighed.

Det bliver selvfølgelig ikke nemmere af, at vi med de mange forskellige typer gudstjenester på en vis måde har accepteret en opsplitning eller segmentering af menigheden.

Man kan komme ud over det ved at finde sammen med ligesindede, for nu at vende tilbage til den problemstilling. Jeg er åben for, at det kan generere et kirkeligt engagement hos nogle, der har svært ved at finde sig til rette i traditionen. Men grundlæggende synes jeg nu ikke, det løser problemet.

Og så er jeg nok tilbage ved det, som jeg tror, er den væsentligste vej fremad: den lidenskabeligt engagerede prædiken, der taler lige ind i tilhørernes liv, og dermed gør dem til menighed.

Mange hilsner
Niels Henrik Arendt

Kære Niels Henrik Arendt

Endnu engang tak for en rigtig spændende replik. Jeg må sige, at jeg langt på vej er meget enig i det, du skriver.

Jeg vil vende tilbage til nogle af de ting, du tager op, men først vil jeg tage tid til at svare på dit tidligere spørgsmål om, hvorvidt vi i valg- og frimenighederne blot klumper os sammen i vores egne lidt indspiste fællesskaber, hvor vi ikke rigtigt gør en forskel for den bredere befolkning? Til det vil mit umiddelbare svar være: Ja! Og det er for mig at se et stort problem.

Det er en af de ting, jeg oftest taler om i de fællesskaber, hvor jeg har mulighed for det, og jeg vil sige, at det er noget vi i den kirke, jeg selv er en del af, har fokus på, men ligesom de fleste andre stadig har lang vej at gå i forhold til.

Folkekirkens 'brand' er bygningerne
Du skrev således: Jesus var kompromisløst for de mennesker, der havde brug for ham. Jeg tror også, mennesker i dag har brug for ham. Men det er det, vi må blive bedre til at vise. Det er jeg helt enig i.

Hvis du spørger den typiske dansker hvad folkekirken er for noget, vil han/hun sandsynligvis svare noget i stil med: Det er der, jeg blev døbt, konfirmeret, (måske) gift og engang skal begraves.

Udfordrer det dig ikke, at folkekirkens 'brand' ligger i bygningen og institutionen fremfor en bevægelse, der er kompromisløst for mennesker?

Kristne fællesskaber i ghettoen
I min kirke er der en gruppe mennesker, som har valgt at flytte ind i Gellerupparken i Aarhus. Gruppen består af en blanding mellem børnefamilier og unge, som bor forholdsvist tæt på hinanden og er opmærksomme på at bruge meget tid sammen. Derudover har de som en værdi, at de vil gøre en forskel for de mennesker, de bor iblandt.

Det vil blandt andet sige, at nogle er involverede i at skabe fællesskab mellem unge indvandrere, andre hjælper mennesker med forskellige behov i forhold til at få hverdagen til at fungere, og alle er de med til at række et varmt og åbent fællesskab ud til dem, som måtte være interesseret i det.

Jeg har et vennepar, som jeg er meget inspireret af. De er almindelige mennesker med almindelige jobs og med næsten almindelige børn. Det, som gør dem til noget særligt er, at gæstfrihed på en særlig måde er en værdi for dem. For nylig har de haft en afrikansk kvinde boende i et års tid, fordi de havde lært hende at kende gennem deres frivillige arbejde i et asylcenter. Da hun var gravid, blev de enige om, at et asylcenter ikke var et sted for hende at være, så de fik lavet plads til, at hun kunne bo hos dem.

Det har været til stor velsignelse for dem alle og i øvrigt for den menighed, de er en del af, da denne afrikanske kvinde med sin meget ligefremme tro blev til stor inspiration for menigheden.

Kunne man forestille sig folkekirken uden kirkebygning?
Disse to eksempler er for mig at se en rigtig god måde at vise det for mennesker. At vise, at Jesus (og dermed også hans disciple, de kristne) er for dem. Den slags uselviske vidnesbyrd, tror jeg, vi som kristne og som menigheder skal lære noget af og finde ud af, hvordan vi kan udleve mere af på vores egen måde og ud fra den livssituation, vi nu engang står i.

I min kirke i Aarhus er der en gruppe engagerede unge, som med biskoppens tilladelse har stablet en gudstjeneste på benene hver tirsdag i Studenterhuset, som er tilknyttet universitetet. Her er de kommet i kontakt med rigtig mange studerende, som er åndeligt søgende, eller som synes, det er spændende at opleve kirken i et helt andet rum.

Kunne man forestille sig mere af den slags indenfor sognekirkestrukturen? Her tænker jeg f.eks. om man kunne forestille sig en præst uden kirke, men med en menighed altså uden en bygning, men med en gudstjeneste et helt andet sted? Jeg tror, det er helt rigtigt, som jeg hører dig sige, at vi skal mere derud, hvor folk er.

Det behøver jo ikke nødvendigvis være i form af en gudstjeneste, men det kunne det måske være? Denne form for menighed ville også kræve et langt højere engagement fra det enkelte medlem for at kunne blive til noget.

Skal vi sparke orglerne ud?
Hvad tænker du helt konkret at den enkelte menighed kan gøre for at være der, hvor folk er? Du taler meget om vigtigheden af forkyndelsen. Indlevende og relevant forkyndelse er absolut en vigtig del, det er vi helt enige om, men jeg vil også sige, at den forkyndelse, der sker fra prædikestolen, ikke er det eneste, der forkynder.

Det er netop min pointe med det, jeg skrev tidligere, blandt andet at folk i almindelighed står af over for især kirkeorglet. Kunne man forestille sig en sognekirke, som helt sparkede orglet ud? Og hvordan skulle det musikalske udtryk så være?

Jeg mener, at der er meget guld gemt i liturgien i folkekirken specielt i dag, hvor folk i almindelighed efterspørger ritualer at forholde deres liv og eksistens til, men når jeg siger gemt, så mener jeg, at det for mange kirkegængere (eller besøgende) ikke bliver levende eller forståeligt for dem, fordi liturgien er uforståelig.

Liturgi skal forklares
I min kirke fylder liturgi meget, men det er altid akkompagneret af en forklaring af, hvad det er vi laver og hvorfor.

Dog er en af de bedste gudstjenester, jeg har været til, en julegudstjeneste i en lille sognekirke i Nordjylland, hvor præsten netop forstod at tage menigheden med i hvert skridt af liturgien, prædikede relevant og levende og i øvrigt havde et par børn oppe for at danse til Jesus og Josefine-sangen.

Der var en glad og levende stemning i kirken den dag, og vi var alle en del af det. Begge dele, tror jeg, er meget vigtige.

Jeg glæder mig til at høre, hvad du tænker om dette.

Kærlig hilsen
Elon Jepsen

Vi kan gøre mere for at være, hvor folk er

Kære Elon Jepsen.

Tak for din replik. Jeg går jo meget grundlæggende ind for valgmenigheds-ordningen i folkekirken den er en god ventil, men skal jeg være helt ærlig, mener jeg endnu, vi har til gode at se valgmenigheder få en afgørende betydning for forholdet mellem kirke og folk som sådan.

Men ellers kan jeg igen konstatere, at vi kan følges ad et langt stykke. Jeg vil dog sige med det samme, at jeg er mere positiv overfor institution, bygninger og den slags, end du er. Selvfølgelig er kristendommen en bevægelse mere end alle de ydre ting. Men der er en sammenhæng mellem rammerne, formerne (selv bygningerne) og så indholdet.

Ydre ting holder os fast i troen
Du tænker, om jeg så må sige, mere kierkegaardsk end jeg, når du finder det betænkeligt, at folk ved ordet kirke tænker på bygningen, hvor de måske blev konfirmeret eller viet. Jeg mener, at sådanne ydre ting på mange måder er med til at holde os fast i troens bevægelse. Det kan selvsagt kamme over, så det alene bliver institutionen, det kommer an på.

Grundtvig er inde på det i Kirken, den er et gammelt hus, hvor han på den ene side klart fastholder, at menigheden er de levende stene, men så alligevel i den grad priser bygningerne og formerne for alt, hvad de minder os om. Det hele bliver simpelthen lidt for åndeligt, hvis ikke det var for det ydre brand.

Vi kan lære af kirkerne i Afrika
Jeg er meget enig med dig i, at kristendommen skal vises gennem noget, vi gør. Jeg har selv for en del år siden formet udtrykket, at kristen mission består i at præsentere og repræsentere kristendommen. Vi er blevet forsømmelige med at repræsentere kristendommen (såmænd også med at præsentere den); her består der i høj grad en åndelighedens fare, når vi slet ikke mener, at kristendommen skal ses og mærkes iblandt os.

Og her mener jeg virkelig, vi kan lære noget af kirker andre steder i verden. Man kan udtrykke det på den måde, at kristendommen i kirkerne i f.eks. Afrika har performativ karakter, og at det just er derved, den bliver udfordrende for de mennesker, som ikke tilhører kirken.

Evangeliet gør en forskel
Igen: det kan blive udvendigt, det kan blive hyklerisk og selvretfærdigt. Men når moderne mennesker lidt forbrugeragtigt spørger: what is in it for me, burde det være tydeligt for dem, at evangeliet virkelig gør en forskel for dette liv. Ikke på den måde, at vi får ret i vores selvoptagethed, men ved at vi bliver befriet til at vise omsorg for andre (sådan som dine eksempler udmærket viser).

Dette vidnesbyrd i gerning er ufattelig vigtigt på den måde er kristendommen en mod-kultur. Men af det er der ikke så meget at se i vores europæiske hverdag. Og det kan være en forklaring på, at folk opfatter kirken som ligegyldig.

Kirken bør være, hvor folk er
Du stiller spørgsmålet, om man kunne tænke sig mindre stedbundne menigheder inden for en kirke, der er så sognebundet som folkekirken. Ja, det kan man da, og vi har det jo allerede en lille smule med gadepræster samt institutionspræster. I en østjysk by holder man korshærsgudstjenester under en jernbanebro, hvor gadens folk holder til.

Der er for mig intet i folkekirkens sognestruktur, der forhindrer at vi også har menigheder, der er mere funktionsbestemte end sted- og bygningsbestemte. Problemet opstår, hvis man med hver sin form ikke kan rumme de andre.

Jeg mener virkelig, vi kunne gøre meget mere for at være, hvor folk er: på biblioteker, uddannelsessteder, virksomheder, oplysningsforbund. Jeg har selv været med til at støtte bygning af en lang række sognehuse; de er gode dér, hvor man ikke har andre faciliteter.

Men jeg indrømmer blankt, at jeg i de senere år er kommet i tvivl, om vi alligevel i højere grad skulle have satset på nogle af de lokaliteter, hvor folk i forvejen færdes.

Liturgien kan godt forklares bedre
Hvad endelig folkekirkens liturgi og ritualer angår: vi kunne sagtens hjælpe folk bedre på vej. Jeg har for nylig argumenteret for, at gudstjenesten får det rigtig dårligt, hvis folk ikke længere kan synge.

Jeg fik en utrolig masse reaktioner; folk skrev til mig, at de gerne ville synge, men de kendte ikke melodierne. Men så må vi da se at lære folk dem; det burde være en selvfølgelighed, at organisterne lærte folk salmerne inden gudstjenesten. Og at de mange udmærkede kor, vi har, sad nede mellem kirkegængerne og sang. Eller rettere sagt, at vi alle sammen stod op og sang under salmerne.

Jeg er fuldstændig enig med dig i, at alle, der på en given søndag kommer i kirke, skal være en del af liturgien. På det punkt kunne vi blive langt bedre. I den sammenhæng synes jeg ikke, orglet behøver at være et problem. Det kan skabe distance, men det behøver overhovedet ikke at gøre det.

Hvis det forholder sig sådan, at vi uafladeligt lever på livets kant, men at gudstjenesten er stedet, hvor vi kan få lidt mere fast grund under fødderne eller genfinde balancen, så er det jo synd og skam, at det ikke er den oplevelse, folk forlader kirkerummet med.

Venlige hilsner
Niels Henrik Arendt

Menigheden skal være et levende fællesskab

Kære Niels Henrik Arendt.

Tak for din seneste replik, som endnu engang leder mig til at konstatere, at vi vist er enige om de væsentligste ting.

Jeg vil i dette indlæg, som bliver mit sidste, ikke gå videre med argumenter eller indvendinger, men i stedet forsøge at male et billede af, hvordan jeg kunne forestille mig en sognekirke anno 2015, potentielt med mig selv som præst.

Vi skal skabe et åbent og inkluderende menighedsfællesskab
Luther har sagt, at de to institutioner, Gud har givet til at overvinde synden, er menighedens fællesskab og ægteskabet. Det er slet ikke dumt set.

Det er for mig at se kun i relationen med andre mennesker, at vi kan overvinde vores egen selvcentrerethed, som i bund og grund er syndens rod, og lære at se ud over os selv og hen til vores næste, og dermed også til vores Gud.

Kærligheden til næsten opstår netop i opgøret med den negative selvoptagethed eller et negativt selvbillede, i det man begriber, at man er skabt i Guds billede, og dermed er værd at elske, og at andre er det samme. Det er menigheden som fællesskab et fantastisk sted at lære og udleve.

Der er nok mange gode grunde til, at Jesus valgte 12 disciple at vandre sammen med, men en af grundene tror jeg er, at vi er skabt til at udleve vores kristenliv i fællesskab med andre. Der er simpelthen ikke nok gnidningsmodstand på både godt og ondt, når vi bare er os selv. I menighedsfællesskabet kan vi hjælpe hinanden til at følge efter Jesus.

Det vil være vigtigt for mig, hvis jeg ender som sognepræst, at der omkring kirken bliver en menighed, som ikke bare er et fællesskab i den forstand, at de er fælles om at kigge hinanden i nakken gudstjeneste efter gudstjeneste, men at menighedens fællesskab også indeholder en grad af livsfællesskab, hvor man kan dele livet, dagligdagen og op- og nedture med hinanden.

Samtidig bør det ikke blive et indspist fællesskab, men et sted, hvor det er helt naturligt og let at være ny, og hvor alle er velkomne og bliver inkluderede. Det ved jeg, at mange kirker lykkes godt med, og det, tror jeg, er den eneste vej frem.

Vi er skabt til at tjene Gud
Det er ikke kun præsten, der er kaldet af Gud. Vi er alle kaldede til at tjene Gud og hinanden. Jeg vil ikke liste en masse muligheder op for, hvordan dette kunne tage sig ud af fare for at begrænse kreativiteten. Jeg tror nemlig, som min seneste replik også bar præg af, at det at tjene Gud kan se ud på mange mangeforskellige måder, og at det i bund og grund handler om at gøre det, man kan lide og er god til - med kærlighed til andre mennesker for øje.

Det vil være vigtigt for mig som præst at hjælpe hver enkelt til at se sin rolle i Guds historie, en rolle som indeholder langt mere end blot at sidde på en kirkebænk og lytte til mig prædike. Det handler med Luthers ord om at tjene Gud i kald og stand. Det er vi alle kaldet til.

Vi er alle blevet givet evner af Gud, det som Bibelen kalder nådegaver, hvilket typisk er helt almindelige ting som barmhjertighed, gavmildhed, visdom og så videre. Disse evner afgør vores kald, altså hvordan og med hvad vi kan tjene. Derudover er vi alle sat i en bestemt stand. Nogle er rige, nogle er fattige, nogle er studerende, nogle er pensionister, nogle er præster og nogle er noget andet. Det er ikke det afgørende.

Det afgørende er, at vi er skabt til at tjene Gud og mennesker i denne stand, som vi nu engang står i. Det, at arbejde som håndværker, direktør, pædagog eller hvad man nu kan finde på, kan også være en god anledning til at gøre et godt stykke arbejde og være en god kollega og ven. Herved tjener man også Gud og kan være et vidne om hans kærlighed.

Mission er et kærlighedsbudskab
Mission er det sidste, Jesus pålagde sine disciple efter sin opstandelse. Mission er et hjerteslag i Kristendommen, som vi ikke hverken kan eller skal komme udenom. Mission er ikke for at omvende folk til min eller andre kristnes mening, så de kan blive en del af klubben, men i stedet at udbrede evangeliet, som er et kærlighedsbudskab til menneskeheden fra Gud om, at der er frelse i troen på Jesus, og at Gud i Jesus igen vil gøre os til sine børn.

Det er et fantastisk budskab, som jeg virkelig ønsker så mange som muligt må få at høre og derigennem vælge at tro på Jesus og leve for og med ham. Som præst vil det være vigtigt for mig, at jeg sammen med min menighed kan være i mission, ikke en prædikende omvendelsesmission, men en kærlighedsmission, som håber og beder til, at folk må komme til tro og helhjertet følge efter Jesus, men som samtidig accepterer, at det helt er folks eget valg.

Det bedste vi som menighed kan gøre, er at udleve evangeliet, først og fremmest i handling, ved at vise mennesker kærlighed, accept og venskab, dernæst ikke være bange for at tale om troen, men i sidste ende lade det være en sag mellem den enkelte og Gud.

Gud er Den Levende Gud
Gud er virkelig til stede iblandt os. Gud, som møder mennesker, Gud, som vi kan bede til, Gud, som vi møder i den forklarede liturgi, Gud, som kan helbrede, Gud, som taler til os på mangfoldige måder både i dag og i fortiden, i Bibelen, i kirkehistorien og i nutiden.

Jeg ønsker at min kirke må blive et fællesskab af mennesker, som ønsker at tjene Gud med, hvad de er blevet givet, og hvor Gud virkelig er. Hvor mennesker virkelig møder den levende Gud, så de kan sige med Job (42,5): Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med mine egne øjne. Og måske endda uden at skulle igennem alt det som Job måtte udstå, før han nåede dertil.

Tak for en meget lærerig og spændende samtale Niels Henrik. Det har været en fornøjelse!

Kærlig hilsen

Elon Jepsen

Elon Jepsen, decemberblog Foto: Privat
Biskop Niels Henrik Arendt er nyvalgt til Det Lutherske Verdensforbunds råd. -- Foto: Peter Kristensen.