Maja Lisa Engelhardt: Engle forlanger intet til gengæld

Kunstneren Maja Lisa Engelhardt har mødt hverdagens engle på sin mors plejehjem og foran en ubestigelig trappe på en russisk banegård. I hendes øjne er englegerninger de kærlige handlinger, der udføres uden tanke for egen vinding

Jeg ser ikke engle som en fysisk ting. Jeg ser dem som gerninger, der bliver udført uden egoisme. For mig er hverdagens engle dem, der gør noget uventet godt, som du ikke kan forlange af dem.

Nogle af hverdagens engle mødte jeg på det plejehjem, hvor min mor boede, inden hun gik bort. Hun havde et langt og vanskeligt liv. Hun var alkoholiker, blev indlagt og kom på et plejehjem, hvor hun boede de sidste 10 år af sit liv. Personalet på plejehjemmet bliver ikke godt betalt, og det er både hårdt og opslidende arbejde. Men en gruppe af de kvinder, der passede min mor, gjorde ting for hende, der gik ud over rammerne for deres arbejde og deres løn. For selvom min mor kunne råbe, skrige og være besværlig, fordi hun havde det forfærdeligt, tog de sig af hende. De viste et helt uventet overskud, når de kom ind og lagde en arm om hende, så hun faldt til ro.

Det samme skete hos min gamle svigermor, som blev 103 år. Hos hende var der også nogle engle, der kom ind i hendes lille stue, og med deres smil, lys, glæde, omfavnelse, pjank og pjat lyste en gammel kvinde op, som sad helt hensunken i sig selv.

Det er sådan nogle mennesker, jeg har allermest respekt for. De gør noget, der slet ikke er en del af deres jobbeskrivelse eller deres arbejdstid: De lod tiden gå og gav min svigermor de fem minutter ekstra, der reddede hendes dag.

Det er smukt, når mennesker viser sådan et overskud, selvom den person, de omfavner, ikke kan give dem noget igen. De gør det uden egoisme, for de giver kun og forlanger intet tilbage. Det er sande englegerninger.

For kort tid siden var min mand og jeg i Rusland på en tur, hvor vi skulle besøge nogle af de ældste byzantinske kirker. Da vi skulle tilbage til Moskva øsregnede det, så vi var gennemblødte og iskolde. Vi befandt os på en banegård, hvor vi ikke kunne finde ud af hvilken perron, vi skulle afsted fra, fordi alle skiltene stod på russisk, og der ikke var et eneste menneske, der talte engelsk.

Omsider fandt vi ud af, hvor vi skulle hen: En perron, der lå ovenfor et utal af trappetrin. Vi er begge glade for litteratur, og da der findes bøger i Rusland, man ikke kan købe her, havde vi fyldt ikke mindre end 30 kilo bøger i hver af vores kufferter. Der var ingen elevator, og min mand, der er lidt ældre end mig, er ikke så stærk. Det var umuligt for os at få kufferterne op ad de mange trin, inden toget kørte. Vi var fuldstændig fortabte.

Men så kom der, ud af det blå, en høj, ung mand hen til os og spurgte på engelsk: “Er der noget, jeg kan hjælpe jer med?”. Og så tog han begge kufferter, som var de håndtasker, bar dem op ad de mange trapper og satte dem blødt ned. Vi fulgte efter ham og sagde tak, og så var han væk. Der var ikke som sådan noget mystisk over hændelsen. Men aldrig har vi haft mere brug for den hjælp, og den unge mand forventede heller ikke noget til gengæld.

Rusland kan byde på megen uvilje: Folk, der ikke kigger på en, ikke svarer, når man spørger, skubber en væk og skal se pas og papirer hele tiden. Ud af alt det kom der pludselig sådan en høj, ung mand og hjalp os. Det var en meget, meget smuk oplevelse, som vi begge gemmer indeni os som en gave.

Når jeg læser i Bibelen, har jeg lagt mærke til, at når en engel viser sig, siger de: “Frygt ikke”. Man skal ikke være bange, selvom det kan virke overvældende. Man skal bare tage imod det, være taknemmelig og ikke frygte dem.

Det står der virkelig ofte: “Frygt ikke”. For sådan en tilstedeværelse eller manifestation af lys kan måske godt virke skræmmende, men der står, at man ikke skal være bange.

For mig er engle det gode, og det at ville det gode. Sådan er det også blandt mennesker: De mennesker, der gør det gode, uselvisk og uden bagtanker, udfører en engels gerninger. For engle forventer intet til gengæld.

Hvis jeg som barn havde brug for styrke, gik jeg ned til vandet om natten, igennem mørket og ned på stranden. Når jeg stod der og så bølgerne komme brusende i mørket, havde jeg en fornemmelse af noget kæmpestort og ubeskriveligt, som jeg ikke skulle være bange for, men bare tage imod. Og det er også sådan, jeg har det med engle. Man skal bare tage imod.