Maria vil vække os til tro

Man kan bede til Maria om alt, for hun overhører ikke noget, men går i forbøn for os hos Gud, siger katolske Iben Thranholm.

Jomfru Maria er den ypperste skabning, som Gud nogensinde har skabt. Men hendes væsen er ydmyghed, siger katolske Iben Thranholm

Jomfru Maria blev udvalgt til at være Jesu mor. Hun har stadig en vigtig placering i de kristne kirkeretninger, og for Iben Thranholm, som er informationschef ved den katolske kirke i Danmark er jomfru Maria et forbillede.

- Den romersk-katolske kirke bliver ofte skarpt kritiseret for ikke at have kvindelige præster. Men den katolske kirke har det kvindelige repræsenteret ved Maria, som er alle troendes moder. I hende erfarer den troende en moderlig omsorg. Maria er alt det, som alle længes efter. For hvem vil ikke gerne trykke sig ind i en mors favn, en mor, som kun vil det bedste for dig?, siger hun.

Men giver hun ikke et lidt ensidigt billede af, hvad det vil sige at være kvinde?

- Det kvindelige har meget at gøre med omsorg. Den opfattelse bliver ofte udskældt, men jeg tror, at det samtidig er derfor, at Maria er så populær. Hun udtrykker noget dybt menneskeligt, og derfor vil hun altid være populær. Da englen bebuder hende undfangelsen, siger Maria: "Det ske mig efter din vilje". Og det er netop det, der er så svært for os i dag, at hengive os fuldstændigt.

- Hendes vigtigste funktion er at være forbederske. Man kan bede til Maria om alt, for hun overhører ikke noget, men går i forbøn for os hos Gud. I kirkerne stimler folk sammen om Mariaaltret, beder, tænder lys og bringer blomster. Det er ikke fordi, Maria vil tilbedes. Hun vil blot være en mor, som hjælper os hen til Jesus. Hun er den ypperste skabning, som Gud nogensinde har skabt. Men hendes væsen er ydmyghed.

I 1859 vedtog man i den romersk-katolske kirke dogmet om Marias ubesmittede undfangelse og i 1950 dogmet om Marias optagelse i himlen. Er det dogmer, som du tillægger betydning?

- Ja, selvfølgelig. Der er tale om fuldt ud sande dogmer, som kan føres meget langt tilbage i den kirkelige tradition. Det gør ikke nogen forskel, at de er blevet vedtaget sent. Den ubesmittede undfangelse udtrykker, at Maria ikke har den samme syndighed som os. Det er en åbenbaret sandhed, at Maria som den eneste er undtaget fra arvesyndens lov. Det er vigtigt, fordi hun er den nye Eva, hun er den, som Eva oprindeligt skulle være. Med dogmet om Marias optagelse i himlen udtrykkes Maria som et forbillede for alle troende, for alle kristne skal jo optages i himlen.

- I den lutherske kirke er der en tendens til at opfatte Maria som en slags rugemor. Men hendes betydning er langt større end dette, for frelsen starter i jomfru Maria, og Maria skal også spille en rolle ved Kristi genkomst ifølge Johannes' Åbenbaring. Man kan ikke skille Maria fra Jesus eller Jesus fra Maria i frelseshistorien.

- Der har aldrig været så mange Mariaåbenbaringer som i det 20. århundrede og de mange åbenbaringer har fornyet mange folks trosliv. Hun kalder os til omvendelse og advarer om, at det er et fejltrin at vende sig væk fra Gud. Hendes plan er, gennem Gud, at vække os til tro og føre os tilbage til fællesskab med ham, siger Iben Thranholm.