LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Martin Heidegger og de lange, mørke skygger

Martin Heidegger, fotograferet i 1959. Foto: Arkivfoto

Han skrev om den menneskelige eksistens, og hvad meningen med at leve er. Men han beskæftigede sig også med døden, og den lange troskab mod de tyske nazister kaster et dunkelt lys over den kendte filosof

Martin Heidegger (1889-1976) er måske det 20. århundredes største filosof, men han er også et af de åbne sår i den tyske åndshistorie.

Han var medlem af det tyske nazistparti fra 1933-45 og har aldrig beklaget Holocaust. Efter offentliggørelsen af hans private notater er diskussionen igen blusset op: Var han nazist og antisemit?

Uanset hvad svaret er på dette spørgsmål står det fast, at hans gennembrudsværk, ”Væren og tid” fra 1927 (tysk: Sein und Zeit), har haft og stadig har afgørende betydning for eksistensfilosofien – den filosofiske retning, som har den menneskelige eksistens som hovedtema.

Den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski skrev i 1994 bogen "En mester fra Tyskland. Heidegger og hans tid". I denne bog skriver Rüdiger Safranski:

"Det er en lang historie med Heidegger, hans liv og hans filosofi. Hele det 20. århundredets lidenskaber og katastrofer ligger gemt i den. Filosofisk kommer Heidegger langvejs fra. Han omgikkes Heraklit, Platon, Kant (de store græske filosoffer, red.) som var de hans samtidige. Han kom dem så nær, at han var i stand til at høre det usagte hos dem og give det tale. Hos Heidegger eksisterer stadig hele den vidunderlige metafysik, men den gør det i det øjeblik, hvor den forstummer. Man kunne også sige i det øjeblik, hvor den åbner sig for noget andet."

Martin Heidegger stiller i ”Væren og tid” spørgsmålet: Hvad er væren? Han skriver, at man i hele metafysikkens historie har glemt dette fundamentale spørgsmål. Denne værens-glemsel er udgangspunktet for hele værket. Moderne filosofiske temaer som forholdet mellem subjekt og objekt, mennesket og naturen og omverdenens problemer afvises af Heidegger som falske problematikker. De er afledt af det mere oprindelige spørgsmål om væren, som forbliver skjult.

Martin Heidegger beskriver først og fremmest mennesket som det værende, der reflekterer over sin egen væren. Mennesket kaldes med hans egne ord for ”tilstedeværen eller tilværen selv,” på tysk ”Dasein.”

Heideggers epokegørende greb er, at han ikke som sin samtid fokusere på at se distanceret på verden, men i stedet kaster på den daglige omgang med verden – det at være til i verden.

Vi er kastet ind i verden, skrev han. Men til hverdag står vi ikke over for en verden, som vi ikke forstår. Først og fremmest bevæger vi os rundt i en verden, som vi er fortrolige med og som ikke er fremmed. Mennesket eksisterer i verden sammen med verdens genstande. Mennesket er altså en i-verden-væren.

Verdens genstande tilskrives to værensformer: Vedhåndenværende, altså når man eksempelvis bruger en hammer til at slå et søm i, eller forhåndenværen, som dækker over tilfældige genstande i rummet. Når både hverdagsfornuften og filosofien har set væren som et forhåndenværende, har de ikke kunnet se andre værensformer.

Om væren og død

Men mennesket har mulighed for at gribe sin egen eksistens, mener Martin Heidegger – en tanke, man også møder hos Søren Kierkegaard. Den enkelte tilstedeværen er "uegentlighed," men Heidegger er fortaler for ”egentligheden.” Når mennesket gribes af angst over sin egen død, må man gribe sin eksistens som "sin egen". Vi lever fremløbende hen i mod døden, som kun er vores egen. I-verden-væren er derfor også til sin-ende-væren og at være sig denne skæbne bevidst.

I ”Væren og tid” åbnede Martin Heidegger således også for et nyt blik på døden. Mens hovedparten af filosofferne før ham spekulerede over det hinsidige, sjælens udødelighed og et liv efter døden, spurgte Heidegger ind til den dennesidige død. Han skrev, at døden hver gang er min, din, hans, hendes - enhver dødelig er bestandig konfronteret med den ængstende mulighed for ikke at være mere. Døden er en mulighed, tilstedeværens mest egentlige mulighed.

I forholdet til døden bestemmes selve ”tilværens autencitet”. Som regel skyr man tanken om døden, man forsøger at fortrænge den. Man følger snakken, der får døden til at fremstå som noget varigt "endnu ikke," der rammer de andre og ikke en selv.

Men, skriver Heidegger, netop flugten afslører, at enhver har en eksistentiel vished om døden. Derfor kan man foregribe døden, komme den i forkøbet og derved nå frem til sig selv og blive autentisk:

"Døden ledsager altid tilværen: Mennesket er altid allerede gammelt nok til at dø, ja, det er altid allerede døende (..) Heri består autenciteten. De dødelige, die Sterblichen, er, som Hölderlin (Friedrich Hölderlin, tysk forfatter, red.) sagde, dem, der ikke ganske enkelt går til grunde som dyr, men dør. Menneskets død er ikke blot et dødsfald, men en bortgang."

Man kan ikke læse de vigtigste filosoffer i vor tid uden at medtage Martin Heidegger. Han har således dannet baggrund for andre store tænkere som Rudolf Bultmann, Jaques Derrida, Michel Foucault, Jürgen Habermas, Jean-Paul Sartre, Emmanuel Levinas, Hans-Georg Gadamer, Hannah Arendt og K.E. Løgstrup.

Heideggers værker, ikke mindst ”Væren og tid” vil blive læst i århundreder. Spørgsmålet er så, om der fortsat vil være en lugt af røg fra krematorieovnene på bøgernes sider.