Luthertolkninger i nyere dansk teologi

Da Søren Kierkegaard forsøgte at modernisere Luther

Kierkegaards menneskeforståelse, hans radikale opfattelse af syndens væsen og hans beskrivelse af kærlighedens gerninger kan alt sammen ikke forstås uden Luther. Men det er også her han prøver at modernisere Luthers tanker. Foto: Niels Hougaard/POLFOTO/ritzau

Underligt nok har Søren Kierkegaard ikke læst ret meget af Luther. Men nok til at han mente at kunne kritisere ham. Og så var Kierkegaard utilfreds med al den begejstring for Luther, som han mødte i sin samtid

Søren Kierkegaard opfattede sig selv som luthersk. Derom kan der ikke være nogen tvivl. Han kunne i et og alt følge Luthers grundopfattelse af forholdet mellem Gud og menneske, nemlig at den enkelte i et og alt står overfor Gud, i ansvarlighed og i modtagelsen af tilgivelsen. Der er ingen melleminstans mellem Gud og mennesket.

Søren Kierkegaard skriver:

"Forunderligt: Den Kategori: ”For Dig” (…) er just Luthers. Jeg har aldrig egentlig læst noget af Luther. Men nu jeg slaaer hans Postil op, - strax i Evangeliet paa Søndag i Advent er det han siger 'for Dig,' det er derpaa det kommer an." (Dagbog 1847)

Kierkegaards menneskeforståelse, hans radikale opfattelse af syndens væsen og hans beskrivelse af kærlighedens gerninger kan alt sammen ikke forstås uden Luther. Men det er også her, han prøver at modernisere Luthers tanker. Og hvordan skal det så forstås?

Mennesket er et vælgende væsen
Kierkegaard bestemmer mennesket som ”En Synthese af Sjel og legeme, der bæres af Aand ("Begrebet Angest,"1844). Det betyder, at ånden er det, der forbinder sjæl og legeme. Ja, ånden er det samme som selvet, siger han i indledningen til bogen "Sygdommen til døden"(1849). Altså er ånden lig med selve den menneskelige bevidsthed. Og det er netop i menneskets bevidsthed, at forholdet til Gud bliver til, dvs. troen eller tvivlen. Heri er Kierkegaard helt enig med Luther. For begge er ånden troens eller syndens centrum.

Men med sit hovedværk "Enten-Eller,"som Kierkegaard skrev allerede i 1843, prøver han rent filosofisk at finde frem til, hvad mennesket i grunden er. Mennesket eksisterer, skriver han. Mennesket kan forholde sig til sig selv. Det kan træffe valg.

Derudover beskriver hande livsmåder eller ”stadier”, der viser, hvordan mennesket bruger sin eksistens. Der er ”spidsborgeren”, der vælger ikke at vælge. Der er "æstetikerens" livsmåde, hvor man træffer de valg, der giver ens liv den største nydelse. "Æstetikeren" er selvbevidst og selvoptaget. Hans valg er uforpligtende og resultatet bliver fortvivlelsen over livets tomhed.

Og så er der det etiske stadium: At vælge sig selv. Det, at vælge sig selv, betyder at ville sig selv, at stå inde for sit liv. Dette valg er forpligtende og stiller krav til den enkelte. For "etikeren" betyder dette, at man tager sit liv på sig og bliver sit eget livs chefredaktør. Men resultatet bliver den ubærlige følelse af skyld og ansvar. Og angsten melder sig.

Kun troen kan løse angstens problem. I "Begrebet Angst"beskriver Kierkegaard troen således: Tro er et valg, der modsiger vished. Derfor må det troende menneske leve med sin tvivl og løbende revurdere sit religiøse valg. Den er et eksistentielt spring ud på uvishedens 70.000 favne vand.

Men Luther bestemmer troen som tillid til Guds frelse. Mennesket retfærdiggøres aftro. Ja, troen er i sig selv en Guds gave. Mens Kierkegaard gør troen til et ”spring”, er vovestykke. Troen bliver det, som mennesket ikke kan andet end at vælge til i kampen mod meningsløshed og tomhed.

Synden
I "Begrebet Angest" gør Kierkegaard direkte op med Luthers lære om arvesynden. Luthers forstår menneskets syndighed som arvesynd: Menneskets syndighed kan ikke forstås med nogen menneskelig fornuft, men den er en fordærvelse af mennesket. Mennesket er fanget af synden, nemlig den synd der kom ind i verden med Adam. Efter syndefaldet er mennesket i Djævelens magt, nemlig synden og døden dvs. de evige onder, der er uovervindelige for mennesket- ”I Djævelens fængsel var jeg sat”. Fordærvelsen ligger i viljen, hvormed mennesket søger sit eget. Mennesket er indkroget i sig selv (han kalder det "incurvatus in se"). Mennesket er født som synder. Det er arvesynd.

Heroverfor hævder Kierkegaard, at enhver menneskelig synd er denførstesynd. Syndefaldet er et ”spring” i frihedens mulighed. At mennesket har friheden som det eksistentielt grundlæggende betyder så, at mennesket også ubevist kan vælge synden. Men synden erkendes da først, når mennesket står overfor Gud.

Er Gudsbilledligheden gået tabt?
Ja, det mente Luther. Derfor er frelsen ved troen også ensbetydende med en nyskabelse af mennesket. I troen ser den enkelte sig selv som et Guds barn, født på ny, mente Luther

I bogen "Kjerlighedens Gjerninger"(1847) skriver Kierkegaard: Der er i mennesket efterladt en ”negativ” Gudsbilledlighed i form af en splittet frihed – og samtidig en syndsbevidsthed, en længsel efter Gud. Ja, Gud har som skaberen nedlagt kærligheden i mennesket, dvs. trangen til at elske og blive elsket. Men samtidig er der ”tvesindetheden” en uvilje til at ville Guds vilje.

Altså er der hos Luther og Kierkegaard to forskellige opfattelser af, hvordan Gudsbilledligheden igen bliver til i mennesket:

Luthersrækkefølge er: Troen som gave - Kristus der modtages i troen – den troendes efterfølgelse.

Kierkegaardsrækkefølge er: Afgørelse for at følge Kristus, hvorved det at blive en kristen bliver til. Efterfølgelse bliver så troens resultat.

Luthers betoning af troen "er som et Figenblad for den mest uchristelige Skulker,skriver Kierkegaard. Og han føjer til:Christi Liv her på Jorden det er Paradigmet; det er i Lighed dermed jeg og enhver Christen skal stræbe at danne sit Liv, og dette er Prædikenens egentlige Gjenstand, dertil skal den tjene, til at holde mig i Aande, naar jeg bliver sløv"(Indøvelse i Christendom, 18).

Tanken om efterfølgelse af Kristus som det rette kristne liv førte i Kierkegaards sidste år til et opgør med den officielle kirkelighed. Bl.a. rettede han denne kritik mod Luther:

"I stedet for paven satte Luther 'folket.' Dermed undgik han selv martyriet. I stedet for fattigdom, bøn og faste satte Luther vin, kvinde og sang”.

Litteratur: Claudia Welz: ”Gudbilledlighed, synd og relationel ontologi: Kierkegaard og Luther” i Niels Henrik Gregersen (red): Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000