Boguddrag: Luther måtte tigge, mens han studerede

Trods al støtte fra netværket af familie og naboer blev studieårene for studenter som Martin Luder, som ikke tilhørte den eksklusive kreds af adelige eller patriciere, der havde eget følge eller hof, hårde og fulde af afsavn. Foto: Wikimedia Commons.

Læs om Martin Luthers skolegang og universitetsstudier, som drejede sig om både humanisme og teologi

Tidligere professor ved Humboldt-Universität i Berlin, Heinz Schilling, har skrevet et omfangsrigt og dybdeborende værk om Luther som teolog og menneske. Peter Dürrfeld har oversat til dansk.

Læs et uddrag af bogen her:

Den studievej, der førte barnebarnet af en bonde og entreprenør- sønnen Martin Luder fra grundskolen i Mansfeld via latinskolerne i Magdeburg og Eisenach til universitetet i Erfurt, var såre almindelig.
Slutningen af det 15. århundrede var både i Tyskland og Europa som helhed kendetegnet ved et opbrud i opdragelse og undervisning.

SE UDDRAG AF BOGENS PROLOG HER 

Det var ikke længere nogen selvfølge, at sønnerne fulgte i fædrenes spor med hensyn til erhverv og stand. Som følge af en opblomstring af skoler og universiteter, men også af andre uddannelser som eksempelvis ordensstudierne, var der kommet en uhørt mobilitet i tidens uddannelse.

Det var især til gavn for de befolkningslag, der som Hans Luder og hans kone kom fra landlige eller borgerlige miljøer og havde opnået en vis velstand. Humanismen havde også i Mellemtyskland
sammen med visse pragmatiske administrative og politiske interesser blandt landsherrerne, byernes magistrater og de kirkelige institutioner åbnet en række muligheder for skolegang og universitetsstudier.

Ved de universiteter, der hurtigt voksede i antal under en hel bølge af grundlæggelser af senmiddelalderlige »territorialuniversiteter« – 1502 i Wittenberg, 1506 i Frankfurt an der Oder – havde teologi dog stadig
en fortrinsstilling, og »gudslærdommen« blev stadig anset som deres fornemste opgave.

De humanistiske studier, der især drejede sig om det samlede kosmos af oldtidens og middelalderens lærdom, havde forlængst gjort sig uaf hængige af teologien, selvom teologerne yndede at betegne den som ancilla, deres tjenestepige. Ikke mindst havde juristerne og medicinerne som følge af deres uundværlighed i hverdagslivet indhentet teologerne, når det gjaldt status i samfundet.

I betragtning af naturvidenskabernes og teknikkens voksende betydning for økonomi og politik, især inden for krigsvæsenet,oplevede også den praktiske forskning større og større anseelse.

Det gjaldt også for bjergområdet Sachsen-Harzen-Thüringen, hvor humanisten fra Chemnitz, stadslægen Georg Agricola (1494-1555), med sit skrift De re metallica (1530) skabte grundlaget for metallurgien
og bjergværksdriften og med sine senere skrifter blev en pioner inden for videnskaberne.En tilsvarende udvikling fandt sted i ballistik og fæstningsbyggeri samt i agronomien, hvis teorier den tyske humanist og rådmand Konrad von Heresbach senere skulle fremlægge i sit værk Vier Bücher zur Landwirtschaft (Fire bøger om landbrug).

Nettet af ansete borger- og latinskoler i Mellemtyskland var en væsentlig forudsætning for Hans Luders plan om at fuldende familiens sociale fremgang ved hjælp af sin ældste søns studium.

Der lærte han at læse og skrive, en smule regning samt det mest grundlæggende latin. Reformatoren skulle senere beklage sig over den stadige veks len mellem latin og tysk, der efter hans opfattelse havde været skyld i, at eleverne ikke lærte at beherske de to sprog ordentligt.

Det kan sagtens have været tilfældet for de fleste. Men selv havde han på dette tidspunkt tilegnet sig en uovertruffen sproglig styrke i tysk, mens hans latin måske ikke var så elegant, men dog ganske solidt. At skolegangen var tæt sammenknyttet med det kirkelige liv, og at undervisningen også bestod af religion, var dengang en selvfølge.

Hvad Martin ikke havde fået af religiøs og kirkelig viden hjemme hos sin mor, det lærte han i skolen, ikke mindst gennem daglige bønner og sang. Som reformator gjorde han senere denne erfaring til grundlaget for en protestantisk religionspædagogik, hvis virkning ikke har fortaget sig: »Gud bevarer kirken gennem skolerne; skolerne bevarer kirken,« belærte han i 1540’erne sine bordfæller i Wittenberg og havde i den
forbindelse utvivlsomt sin egen skolegang i tankerne.

Som en form for sidegevinst førte den daglige dosis af religiøse sange i skolen og under gudstjenesten til, at Martin erhvervede sig en grundlæggende viden om musik, for det vakte den kærlighed til sang og musiceren, der senere skulle gøre reformatoren til skaberen af den protestantiske kirke- og salmesang.

En højere uddannelse kunne børn fra Mansfeld imidlertid kun opnå andetsteds. Derfor blev Martin sammen med sin ven Hans Reinicke, der også var søn af en entreprenør, i 1496 eller 1497, altså knap 14 år gammel, sendt til bispesædet Magdeburg, omkring 70 kilometer fra Mansfeld. Her boede han hos »Brødrene af det Fælles Liv«, et religiøst fællesskab, der var præget af den nederlandske humanisme og i denne brydningstid mellem middelalder og nyere tid på afgørende vis påvirkede fromhed og dannelse i det nordvestlige Tyskland.

Da »Brødrene« som regel ikke drev nogen skole, men udelukkende skolehjem, og da dette åbenbart også var gældende for Magdeburg, må man formode, at Martin blev undervist i den domkirkeskole, der lå i middelbar nærhed af klosteret.

Allerede efter et år rejste han til Eisenach, moderens hjemby, hvor han fik husly og støtte hos slægtninge og bekendte. Bortset fra undervisningen på latinskolen i Sankt Georgs Sogn blev årene i Eisenach også præget af de spirituelle oplevelser, som den opvoksende elev fik i franciskanernes religiøse kredse og i præsten Johannes Brauns hjem.

Der mødtes eleverne fra Georgsschule for at bede sammen, musicere og tale om bøger – formodentlig af åndeligt indhold. Også Petrarca, humanisternes kultdigter, beskæftigede de sig med. En humanistisk ånd har Martin sikkert også oplevet hos sine værtsfamilier Schalbe og Cotta, begge af rådmandsslægt.

Trods al støtte fra netværket af familie og naboer blev studieårene for studenter som Martin Luder, som ikke tilhørte den eksklusive kreds af adelige eller patriciere, der havde eget følge eller hof, hårde og fulde af
afsavn.

Både i Magdeburg og Eisenach måtte Martin »synge for sit brød«, hvilket var ensbetydende med at skaffe sig de daglige fornødenheder ved at »tigge« – en aktivitet, der i betragtning af tidens udprægede
»tiggerkultur« næppe var særlig ildeset. I sammenligning med hvordan andre studenter havde det, var den dog belastende og tidskrævende.

Det var først i augustinerklosteret, hvor man skulle leve i armod, at Luther tilegnede sig den sparsommelighed og fordringsløshed, der blev karakteristisk for ham og livet igennem gjorde ham uafhængig af materielle goder.

Vil du læse resten af bogen, kan du købe den via Kristeligt Dagblads forlag her.

Andre læser lige nu