Luthers liv: Bryllup som et tegn i de sidste tider

Efter 12 nonner flygtede fra kloster lykkedes det at arrangere trygge ægteskaber for dem alle. Kun med hensyn til Katharina von Bora opstod der vanskeligheder. Læs om de omstændigheder, der førte til Martin Luthers ægteskab med Katharina von Bora

»Den tykke Luther (hengav sig) efter at have forladt klostret til sit blods vellystige impulser og giftede sig straks med en nonne.« Sådan kan man den dag i dag læse om reformatorens bryllup – her et citat fra den belgisk-franske forfatter Marguerite Yourcenar, det første kvindelige medlem af Det Franske Akademi.

Den sejlivede kliché bygger på et ondskabsfuldt påhit fra hans modstandere, som mange i vor tid alt for beredvilligt har efterplapret. Virkeligheden så ganske anderledes ud. Luther havde en modvilje mod forhastede forandringer og levede også efter sine angreb på munkevæsenet i flere år i cølibat. Efter at han i foråret 1522 havde forladt Wartburg, boede han igen i augustinerklostret i Wittenberg og begyndte igen at gå med munkekutte.

Det skete dog, at han iførte sig verdsligt tøj, men kun inden for klostrets mure. Offentligt viste han sig første gang uden kutte i oktober 1524, altså godt tre år efter at han i skriftet De votis monasticis teologisk havde
undsagt munkevæsenet.

Da den generelle kritik af klostrene førte til, at det økonomiske grundlag for konventet forsvandt, forfaldt den store bygning ved den østlige bymur mere og mere, og efterhånden var det heller ikke længere muligt at opretholde midlerne til livets ophold for beboerne.

Det endte med, at der kun var Luther og prioren Eberhard Brisger tilbage i klostret, og da Brisger gjorde anstalter til at gifte sig, kunne Luther ikke længere holde stillingen og bad kurfyrsten om et lille hus i nabolaget.

Han havde på det tidspunkt ikke i tankerne selv at gifte wittenberg og reformationens begyndelse sig, selvom han gang på gang oplevede, at hans tilhængere pressede på for, at han skulle sørge for en sammenhæng mellem sin lære og sin måde at leve på.

Men ligesom han i andre lignende spørgsmål om den nye kristelige orden tilstod enhver den kristelige frihed, så ville han også selv have lov til at afgøre dette: »Er du i ægteskab, det være sig med en kristen eller ikkekristen, med en from eller ond, så er du af den grund hverken salig eller fordømt. Er du ikke i ægteskab, så er du af den grund hverken salig eller fordømt. Alt det står frit, frit.«

Hans hu stod nu engang ikke til ægteskabet, betroede han endnu i efteråret 1524 sin fortrolige ven, Spalatin. Ganske vist mærkede han nok sit »kød og køn«, han var jo hverken skabt af træ eller sten. Men et ægteskab kunne ikke komme på tale for ham, »da jeg dagligt har døden og den tildelte kætterstraf for øje«.

Usikkerheden som bandlyst var medvirkende til at få ham til at vige tilbage for et ægteskab, og dertil kom måske også frygten for de hånlige kommentarer, han måtte forvente fra sine modstandere. Deres bebrejdelser rørte ham ikke, når det drejede sig om renheden i hans lære; men sædeligt-moralske angrebspunkter ville han ikke give dem.

Mange venner, især Melanchthon og Spalatin, så på det på nøjagtigt samme måde.

Tilmed er det kun såre forståeligt, at en mand i begyndelsen af fyrrerne, som kun kendte til kvinder fra familien og helgeners levnedsløb og i sin rolle som præst var yderst reserveret – i skriftestolen talte han kun »lidet og kort« med kvinder – var genert og tilbageholdende. Vendepunktet indtraf i foråret 1525 på et behjertet initiativ fra en ung nonne, der helt og holdent havde ladet sig opsluge af hans lære og havde forladt sit kloster.

Katharina von Bora var natten til påskesøndag i 1523 flygtet fra cistercienserklosteret Marienthron i Nimbschen ved Grimma; det var sket i selskab med 11 andre nonner, der var besjælet af wittenbergerens lære. Skjult under presenningerne på vognmanden Leonhard Koppes hestevogn forlod de i al hemmelighed klostret og vendte »tilbage til verden«.

At de blev nødt til at gemme sig i sildetønder, som den hurtigt opblomstrende legende ville vide det, forekommer ret usandsynligt, og der er i hvert fald ikke belæg for det i kilderne. Hvorhen skulle vognmanden, der kendte Luther personligt, køre sin menneskefragt, om ikke til Wittenberg? Kun der kunne man føle sig sikker på at undgå den alvorlige korporlige straf, som de kanoniske bestemmelser og rigsretten foreskrev i tilfælde af klosterflugt og bistand hertil. De flygtende nonner havde ubetinget brug for både råd og dåd for at klare deres videre skæbne.

Som så mange andre over det ganske land satte nonnerne i første omgang deres lid til reformatoren. Han havde, klagede han i disse dage over, fået »så mange sager og tilfælde på halsen, især om ægteskab og præster«, at han snart hverken vidste ud eller ind for alt det arbejde, han blev bebyrdet med.

Alligevel tog han sig straks af sagen med de flygtede nonner, hvis opdukken i Wittenberg havde vakt stor opsigt. Allerede den 10. april skrev han et åbent brev – som vi i dag ville kalde det – til hjælperen under flugten, som han med eftertryk tiltalte som den »omhyggelige og vise Leonhard Koppe, min særlige ven«, og som han atter forsikrede om, at »jomfruerne gudeligt kunne forlade klostret«. Som sædvanlig så han angreb som det bedste forsvar: Han, Luther, havde fået overtalt vognmanden til at medvirke ved flugten.

Han havde ikke handlet hemmeligt eller som en røver med dårlig samvittighed, men som »en salig røver«, der ville »føre disse arme sjæle ud af et fængsel af menneskeligt tyranni«. For at fjerne ethvert skær af noget fordægtigt over foretagendet nævner Luther alle 12 nonner ved navn – »for at alt kan komme for en dag«. Dermed bliver flugten fra klostret over for offentligheden fremstillet som et forbilledligt eksempel.

Da yderligere en række nonner forlod deres klostre, udnyttede Luther det til at forstærke sin publicistiske offensiv. Således udgav han en nonnes beretning om, hvordan hun var flygtet fra klostret Neu Helfta ved Eisleben: »En historie om, hvordan Gud har hjulpet en klosterjomfru ud. Med et følgebrev fra Martin Luther til greverne af Mansfeld.«

Med tanke på de nære sociale relationer i Wittenberg var det uundgåeligt, at Luther også kom til at beskæftige sig med de praktiske problemer med de »befriede«, især da flere af dem, heriblandt Katharina von Bora, boede hos Lucas Cranach d.æ., hvor Luther hyppigt kom på besøg. Bortset fra hans teologiske interesse i retfærdiggørelsen af deres flugt fik han et helt personligt engagement i de tidligere nonners videre skæbne.

Og det var prekært, for i den tids samfund kunne kvinder kun leve »anstændigt« og sikkert i den familie, de var vokset op i, i et kirkeligt fællesskab eller i et ægteskab. Hvis de ikke kunne eller ville vende tilbage til deres familier, måtte man altså sørge for, at de flygtede kunne blive gift på passende måde.

I de fleste tilfælde lod det sig også arrangere, fordi en række tidligere gejstlige, præster eller professorer gerne ville have en kone. Kun med hensyn til Katharina von Bora opstod der vanskeligheder.

Den unge kvinde var lige så ubemidlet som fast besluttet på at udnytte den nyvundne kristelige frihed til at få et selvstændigt liv. Hun stammede fra en fattig familie, der dog tilhørte landadelen og havde et lille gods i Lippendorf syd for Leipzig, som kun med nød og næppe kunne forsørge arvingerne.

Katharina var formodentlig født lige før århundredskiftet og var fire eller fem år gammel blevet anbragt i benediktinerklostret Brehna ved Bitterfeld. 10 år gammel flyttede hun til cistercienserklostret Nimbschen og aflagde der i 1515 det evige løfte.

Familieliv vidste den unge kvinde derfor intet om, da hun lidt over 20 år gammel besluttede sig for at bruge den nye kristelige frihed til at komme ud i verden. Hun var uden selv at ville det blevet anbragt i kloster, men havde ikke levet modstræbende der. Hun havde fået en ret god uddannelse og havde også visse kundskaber i latin, ligesom hun var modnet til en karakter- og viljestærk person. Ved mødet med hende oplevede Luther altså snarere et bevis på klosterlivets formåen end på dets uformåen!

I slutningen af 1524 var alle de flygtede fra klostret Nimbschen på nær Katharina von Bora enten vendt tilbage til deres familier eller blevet gift. Der syntes ganske vist at åbne sig en mulighed for en forlovelse med Hieronymus Baumgärtner, en studerende fra Wittenberg og søn af en patricierfamilie i Nürnberg, for at få en ubemidlet svigerdatter. Allerede i oktober 1524 formaner Luther sin studerende, der i mellemtiden er vendt tilbage til Nürnberg:

»Vil du holde fast på din Käthe fra Bora, må du hellere skynde dig, inden hun bliver viet til en anden, der er tættere på.« Dermed tænkte Luther på sin unge kollega Caspar Glatz, som teologerne i Wittenberg havde udset sig til den sidste af de tidligere nonner. Men der havde man gjort regning uden bruden. Hun erklærede kort og godt, at over for ham følte hun »hverken lyst eller kærlighed«. Det ærgrede ægteskabsformidleren, der fandt den unge adelige dame »stolt og hovmodig«: »Hvilken djævel vil så have hende? Vil hun virkelig ikke, så kan hun komme til at vente et godt stykke tid på en anden.«

Den unge kvinde havde imidlertid ikke tænkt sig at vente længere, hun ville bare have lov til at vælge selv. Nikolaus von Amsdorff, der drøftede spørgsmålet om ægteskab med hende den 23. eller 24. marts
1525, meddelte hende ligeud, at hun kunne, hvis hun ellers ville, »og hvis det kunne ske efter Guds vilje, tage Doktor Martinus eller hr. Amsdorff til ægte«.

Tilsyneladende afslog Luther på dette tidspunkt ikke længere helt så kategorisk selv at gifte sig. Han havde, spøgefuldt udtrykt i et brev til Spalatin, »haft tre kvinder på hånden«, men havde båret sig så klodset ad, at to af dem havde fundet en anden frier, og den tredje hang i en meget tynd tråd. En af de kandidater, der var sprunget fra, fortalte han senere i en bordtale, var Eva Schönfeld, en af Katharina von Boras tidligere klostersøstre, der ligeledes havde boet hos Cranach, og som han havde syntes bedre om.

Da det endte med, at kun den tredje, Katharina von Bora, var blevet til overs, skyndte han sig at knytte et varigt bånd til hende. Et kærlighedsægteskab kan man næppe tale om i den forbindelse, uanset at brudgommen meget snart kunne ønske sig selv tillykke med sit valg, og at der udviklede sig en dyb ægteskabelig kærlighed mellem ægtefællerne.

Det var ikke sanselig lyst, der drev munken ind i ægteskabet; han besluttede sig skridt for skridt i en nærmest rationel proces til at ægte denne kandidat, der nærede en hengivenhed for ham, og som han burde påtage sig at forsørge.

Bogen kan købes her.