Calvin og Luther var enige om magtopgør, men uenige om teologi

Foto: Roger Viollet/The Granger Collection/Polfoto

Jean Calvin og Martin Luther havde opgøret med den katolske kirke og det efterfølgende prædikat af reformator tilfælles. De havde dog flere teologiske uenigheder, og som årene gik, blev skellet mellem dem større

Nadver, Guds tilstedeværelse i Skriften og forudbestemmelsen. Det var nogle af de spørgsmål, der adskilte de to reformatorer, Martin Luther og Jean Calvin. Selvom de var enige om opgøret med den katolske kirke, var de langt fra enige om alt. 

Begyndelsesvist ærede de hinanden, men da Calvin senere formulerede egne teologiske tanker, blev grundstenen til et brud med Luther lagt. Et brud, der måtte føre til to forskellige kirkeretninger - den lutherske kirke og den reformerte kirke. Her er fire grunde til, at det måtte ende sådan.

Skriften og traditionerne – eller Skriften udelukkende?
Hvor Luther ville tilbage til skriften som grundlag for kristendommen, gik Calvin skridtet videre. Luther havde som udgangspunkt ikke noget imod kirkens traditioner, så længe de ikke decideret bestred Bibelen. Calvin ville med udgangspunkt i den gammeltestamentelige Gud med sin ubestridte magt og Bibelens uindskrænkede autoritet genskabe kirken, som den så ud i det første århundredes kristendom.

Calvin og Luther var også uenige om, i hvor høj grad Bibelen rent faktisk var Guds ord. Luther var af den overbevisning, at Guds ord fandtes i Skriften, men at Bibelen ikke nødvendigvis var Guds præcise ord. Calvin byggede videre på den anden store schweiziske reformator Ulrich Zwinglis tanker om, at Bibelen var Guds bogstavelige og ubestridelige ord. 

Nadveren – mindemåltid eller Jesus’ tilstedeværelse?
Franskmanden Calvin lagde i endnu mindre grad end Luther vægt på ritualer og sakramenter, hvilket eksempelvis kom til udtryk i deres forskelligartede syn på nadveren. Calvin så nadveren som et mindemåltid, hvor man kan mindes, at Jesus døde for menneskeheden.

Luther var talsmand for den såkaldte konsubstantiationslære. I modsætning til i den katolske tro, mente Luther ikke, at der sker en omdannelse af brødet og vinen til rent faktisk at være Jesu legeme og blod. Han mente derimod, at der sker en væsenssammensmeltning, så brødet og vinen stadig er brød og vin, men at Jesus under nadveren samtidig er til stede ”i, med og under” brødet og vinen.

Sekularisering – en kirke uafhængig af staten?
Et af de emner, vi stadigvæk diskuterer den dag i dag, forholdet mellem kirke og stat, var også kilde til uenigheder for 500 år siden. Luther og reformationen bliver ofte, med henvisning til hans to-regimente-lære, betegnet som de indledende tanker om det sekulære samfund. Ifølge Luther var samfundet opdelt i et åndeligt rige og et verdsligt rige. Den åndelige øvrighed skulle udelukkende stå for forkyndelsen af evangeliet og ikke blande sig i statens politiske styre.

Calvin gjorde sig også tanker om, hvilken rolle kirken skulle spille i staten og omvendt. Han krævede kirkens fuldkomne uafhængighed af statsmagten. Luther var principielt enig, men understregede samtidig lydighedspligten over for den verdslige øvrighed, altså statsmagten.

Calvins ideer om adskillelsen af kirke og stat og den faktiske udførelse i Genève i Schweiz, hvor han senere var endt, efter han måtte flygte fra Frankrig, afslører dog en modsætningsforhold mellem teori og praksis. Som ansat af byrådet i byen havde Calvin rig mulighed for at udøve magt i en sammensmeltning af verdslig og kirkelig magt. Specielt efter Calvins støtter kom i overtal i rådet. Calvin brugte blandt andet denne magt til at forfølge anderledes tænkende i byen.

Forudbestemmelse – enkelt eller dobbelt?
Centralt i både Luther og Calvins teologi stod spørgsmålet om forudbestemmelsen. Har Gud lagt en plan for mennesket, eller kan mennesket selv påvirke dets skæbne?

Calvin var af den overbevisning, at Gud afgør menneskets bestemmelse, og at der ikke kan rokkes ved den. Om det skrev han i den sidste udgave af ”Undervisning i den kristne religion” fra 1559:

”Ved prædestination forstår vi Guds evige forordning, ifølge hvilken han hos sig selv har besluttet, hvad der efter hans vilje skal ske med hvert menneske. For ikke alle er skabt med samme bestemmelse, men nogle er forudbestemt til evigt liv, og andre til evig fordømmelse.”

Denne dobbelte udvælgelse, nogle til frelse og evigt liv, andre til fortabelse, er af lutheranere blevet kaldt den dobbelte prædestination. Luther var af den overbevisning, at Gud kun udvalgte mennesket til frelse, ikke til fortabelse. I ”Om den trælbundne vilje” fra 1525 skrev han:

”Gud vil, at alle mennesker skal frelses, så sandt han kommer til alle med sit frelsende ord, og når det slår fejl, ligger skylden hos menneskets vilje, som ikke giver ham adgang, sådan som det hedder i Matthæusevangeliet kap. 22, vers 37: ’Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, men I ville ikke’.”

Selvom Luther og Calvin ofte nævnes i samme sætning som nogle af de vigtigste ophavsmænd til reformationen, så betyder det altså ikke, at de så på kristendommen på samme måde, eller at de ønskede den samme form for kirke. Først og fremmest ønskede de begge et opgør med den katolske kirke og pavestolen. Det fik de, men de teologiske uenigheder var for store til kun at få én ny kirke.

Kilder:
Reformations-perspektiver, Aarhus Universitetsforlag 1987
Reformation og modreformation af Jens Winther, 1970
Gyldendals Religionsleksikon, 2008
lutherdansk.dk
martinluther.dk