Dødsangst var en af grundene til Luthers reformation

Reformationens hovedperson Martin tog efternavnet Luther, som betyder fri, som led i sin nye erkendelse af, at mennesket er sat fri fra synd og dødsangst gennem troen på Jesus Kristus - noget, der også befriede ham fra hans egen dødsangst. Foto: Pixabay

Reformationen begyndte med en dødsangst i Luthers samtid, som fik Luther til at spørge: Hvordan frelses sjælen? Hans studier lærte ham om Guds retfærdighed

Reformationens fader Martin Luther var dybt præget af sin samtids dødsangst. Hans teologi er derfor båret af et stærkt sjælesørgerisk element.

Det er en af konklusionerne i Heinz Schillings omfattende Lutherbiografi.

Udgangspunktet for Luthers 95 teser mod den katolske kirkes afladspraksis i oktober 1517 var således ikke et ønske om at anfægte pavens autoritet. Luthers ærinde var at svare på de trosanfægtelser og den frygt for døden, som han mødte som præst for indbyggerne i Wittenberg. For ham var udgangspunktet en personlig troskamp, der handlede om, hvorledes man skulle forstå begrebet Guds retfærdighed.

Dødsangst var en tendens i tiden

Den generation, som levede i Tyskland i slutningen af det 15. og 16. århundrede, beskæftigede sig med døden og den personlige frelse i en grad, der næppe er set før eller siden, skriver Schilling. De havde en dyb religiøsitet og samtidig vished om det videre liv efter døden.

Derfor fik Luthers spørgsmål om, hvordan det er fat med et menneskes personlige sjæls frelse verdenshistorisk betydning, især nord for Alperne.

Luthers mentor i klostret, Staupitz, så et stort teologisk potentiale i munken og satte ham i gang med teologistudiet på det nyoprettede universitet i Wittenberg, hvor han senere bliver professor. Da Luther på universitetet læste Paulus’ brev til Romerne, gik det op for ham, at det er Gud, der gør retfærdig, ikke ham, der skal retfærdiggøre sig selv.

"Gud omvender ikke syndere ved at skræmme dem, men ved at elske dem,"skrev han senere. Således fandt han frem til en bibelbaseret urkristendom, hvor udelukkende troen på Kristi nåde bringer mennesket frelse. Det førte til, at den kristne tro i Luthers øjne var en sag mellem Gud og den enkelte. Den kristne har ikke brug for noget præstevælde eller nogen religiøse ceremonier.

Ville ikke længere hedde Luder

Heinz Schilling gør i sin Lutherbiografi også opmærksom på, at Luthers nye erkendelse fører til, at han skifter sit efternavn fra det oprindelige Luder til Luther. Det vil sige, at han i årene 1517-1519 begyndte at underskrive sig med et nyt græsk navn, Eleutherios, der betyder den frie, den befriede eller befrieren. Schilling mener, at det nye navn udtrykker Luthers nye erkendelse af, at mennesket er sat fri fra synd og dødsangst gennem troen på Jesus Kristus.

Tid til at aflive Luthermyter

Schilling undgår ensidigheden og gør undervejs også op med en del myter.

F.eks. fremhæver han, at det ikke var Luther selv, som slog de 95 teser op. Det var universitetets pedel i Wittenberg, der slog teserne op på slotskirkens dør for at bekendtgøre en akademisk diskussion af afladshandlen.

En anden interessant myte, Schilling afliver, er, at Luthers oversættelse af Bibelen ikke skete på grund af en mangel, men på grund af et overflod af tyske bibeltekster, som han anså for uoverskuelige.

En af de ting, Luther ofte bliver fremhævet for i moderne tider, er hans antisemitisme. Schilling skriver om Luthers udfald mod jøderne i 1535-45, at det hang sammen med, at jøderne historisk ikke havde villet modtage det kristne budskab. På trods af nazisternes senere brug af reformatorens udtalelser, kan Luther ifølge Schilling ikke betegnes som antisemit eller racist. Luthers vrede var teologisk. Schilling medgiver, at det ikke tager brodden af grovheden i udsagnene, men det giver teksterne en mere korrekt ramme.

Luther har set alle begivenheder i et frelseshistorisk perspektiv, skriver Schilling. det betyder eksempelvis, at når hans toilettet stoppede, så anså Luther det for djævelens snigløb mod Guds sendebud.

Heinz Schilling har skrevet et storværk om Martin Luther, som man ikke kommer uden om, hvis man vil forstå Reformationen. Schilling vil komme frem til en Luther uden heltedyrkelse eller det modsatte. Hans fremstilling er uhyre grundig, indsigtsfuld og suveræn. Og også overraskende, idet han som skrevet gør opmærksom på tidens og Luthers dødsangst som begyndelsen til opgøret med den katolske kirke.