Da Erasmus kaldte Luther "glimrende" og "uhøflig"

”Luther har sagt mange ting på glimrende vis. Jeg ville dog ønske, at han var mindre uhøflig," skrev humanismens fader, Erasmus af Rotterdam. Han var én af de store tænkere, Luther havde heftige og frugtbare diskussioner med

Er menneskets vilje fri til at bestemme over eget liv og skæbne?

Dette klassisk eksistentielle spørgsmål stod i centrum for en disputs mellem Martin Luther og den nederlandske filolog, filosof og teolog, Erasmus af Rotterdam. Luther førte i forbindelse med Reformationen flere teologiske og filosofiske diskussioner. En af dem, han diskuterede med var Erasmus, der havde sympatiseret med Luthers kritik af den katolske kirke, men ikke brød sig om Luthers radikale fremfærd.

Erasmus af Rotterdam kritisere også den katolske kirke

I 1518 skrev Erasmus til en bekendt:

”Luther har sagt mange ting på glimrende vis. Jeg ville dog ønske, at han var mindre uhøflig. På den måde ville han få større opbakning og ville kunne gøre mere godt.”

Allerede i år 1509 havde Erasmus i ”Dårskabens Pris” selv rettet en hård kritik af kirken. Ligesom Luther senere gjorde det, kritiserede Erasmus blandt andet helgendyrkelsen, paven og afladshandlen. Erasmus var dog af den overbevisning, at kirken skulle reformeres indefra, og han ønskede ikke det brud med kirken, som Luthers reformation kom til at medføre. De første år efter Luther offentliggjorde sine 95 teser, tog han heller ikke stilling i konflikten.

Erasmus' og Luthers uenigheder

Selvom Luther og Erasmus var enige om en del af kritikken af den katolske kirke, var der også teologiske og filosofiske spørgsmål, hvor de var lodret uenige.

I år 1524 udgav Erasmus skriftet ”Om den frie vilje”. Her argumenterede han for, at mennesket besad en fri vilje og kunne forme sit eget liv både her og i det hinsides. Erasmus mente dermed også, at mennesket selv kunne vælge om det ville tage Bibelens budskab til sig – eller vælge at forkaste det. Han skrev:

”Vi vil på dette sted forstå den frie vilje som en kraft i den menneskelige villen, ved hvilken mennesket kan vende sig imod det, der fører til den evige frelse, eller vende sig bort fra det.”

Luthers svar faldt året efter med skriftet ”Om den trælbundne vilje” (1525), hvor han gik i rette med Erasmus. Foruden at imødegå Erasmus’ argumenter med sine egne, så angreb Luther ham også personligt. Han skrev eksempelvis:

”… du, der tror, at du ved veltalenhed kan imponere alle kloge folk, så ingen tydeligt kan mærke, hvad du har i sinde, og hvor bøjelig du er med dine glatte skrifter.”

I modsætning til Erasmus, så mente Luther ikke, at menneskets vilje var fri. Og da slet ikke i forholdet til Gud, som Erasmus ellers argumenterede for. Ifølge Luther var netop Gud den eneste, som besad en fri og ubundet vilje. Om det skrev han:

”Fri vilje er helt og holdent en guddommelig betegnelse, og kan ikke tildeles andre end den guddommelige majestæt. For den kan og gør alt, hvad den vil i himlen og på jorden.”

På trods af Luthers til tider lettere personlige udfald mod Erasmus ønskede Erasmus at holde diskussionen og dialogen med Luther kørende. Han forfattede endnu et skift, hvor han argumenterede mod Luthers opfattelse af den frie vilje. Det blev dog aldrig besvaret af Luther.

Hvor Luther står som grundlægger af protestantismen, er Erasmus af Rotterdam en af de mest centrale skikkelser i udviklingen af den europæiske humanisme. Frihed var et nøgleord for Erasmus, hvilket gjorde det svært for ham at forene sig med Luthers afvisning af menneskets frie vilje.

Samtidig mente han, at Luthers reformation var for voldsom og gået for vidt. I et af sine sidste skrifter før sin død opfordrede Erasmus til forsoning mellem Luther og den katolske kirke. En forsoning han håbede kunne føre til kirkelig enhed i stedet for yderligere splittelse. Både Luther og den katolske kirke var dog stærkt kritiske over for Erasmus’ forsøg på at holde sammen på kirken.

Kilder: www.martinluther.dk; www.lutherdansk.dk; Gyldendals Den store danske: Erasmus af Rotterdam