Luther angreb den katolske kirke og paverne helt til sin død

Luther (tv.) rettede hårde angreb på den katolske kirke og de forskellige paver under Reformationen. Til højre pave Leo X, der var pave i 1517, da Luther offentliggjorde sine 95 teser. Foto: The Granger Collection / Roger Viollet

"Han river og farer tyrannisk af sted som en rasende," skrev Martin Luther om paven i 1531. Luther holdt sig ikke tilbage i sine angreb på paven og den katolske kirke

Det er ingen hemmelighed at Martin Luther og den katolske kirke udviklede et noget anstrengt forhold, efter Luther i 1517 offentliggjorde sine 95 teser i Wittenberg. Luther var vedholdende i sin kritik af pavedømmet og blev med årene stadig mere direkte og aggressiv i sine angreb på både de skiftende paver og dem, han derudover anså for modstandere.

Eksempelvis indeholder Luthers kommentarer fra 1531 over Paulus’ Store Galaterbrev et væld af fornærmelser rettet mod paven, kirken, tyrkerne i Osmannerriget, jøderne og alle andre, som den temperamentsfulde Luther fandt kætteriske. Specielt var han utilfreds med paven og den katolske kirke, som han mente misbrugte deres magt og korrumperede Guds kirke.

Om paven skrev han: ”Han river og farer tyrannisk af sted som en rasende, afsindig glubende ulv, kan ikke andet end med sit band og sin bandlysning ligesom med lyn og torden at nedslå de arme samvittigheder til jorden.” (oversat af Finn B. Andersen)

Det var også mere eller mindre fast rutine for Luther at sammenligne Rom med de syndige byer Sodoma og Gomorra fra Det Gamle Testamente. Han skrev i ”Om et kristenmenneskes frihed” fra 1520 (oversat af Richardt Riis):

”Det romerske hofs navn stinker nu ilde ud over hele verden, det pavelige band regnes ikke for noget og den romerske uvidenhed har et dårligt ry”.

Den katolske kirke holdt sig heller ikke tilbage fra at fordømme Luther, om end med en noget mere afdæmpet retorik. Allerede fra 1517, da Luther lagde sig ud med den katolske kirke, lagde han sig naturligt nok også ud med den sidende pave. I 1517 hed paven Leo X, og han havde ingen intentioner om at reformere kirken.

I 1520 udsendte pave Leo en bulle (et pavebrev forsynet med blysegl) mod Luther, hvor han fordømte 41 af de 95 teser og truede med at smide Luther ud af kirken, hvis ikke teserne blev trukket tilbage. Samtidig skulle alle Luthers skrifter brændes. Luther nægtede dog at tilbagetrække sine teser og brændte i stedet en kopi af bullen offentligt. 

Året efter blev han ekskommunikeret af kirken og erklæret for kætter.

Men den kætterdømte munk fortsatte ufortrødent sine smædeskrifter og fornærmelser. Selv da Luther troede, at han lå på sit dødsleje, kunne han ikke dy sig for at lange ud efter pavestolen en sidste gang. I 1537 led Luther af så stærke nyrestenssmerter, at han troede, han kun havde kort tid tilbage at lave i.

I et brev til de protestantiske fyrster, hvor han opfordrede dem til at være vedholdende i deres kritik af paven, skrev han om pave Paul III, der var den fjerde pave til at bestride embedet, siden Luther begyndte reformationen:

 ”Levende var jeg din pest, når jeg dør, bliver jeg din død, pave." Citatet stammer fra en oversættelse af Luthers tekster fra bogen "Portraits of the principal reformers of the sixteenth century", udgivet af Harvard University Press i 1836.

Luther kom dog over sit anfald af nyresten og levede helt til 1546. Året inden nåede han at udgive skriftet ”Mod pavedømmet indstiftet af Djævelen”, der var et af hans hårdeste angreb på pavestolen.

Han blev aldrig forsonet med den katolske kirke, hvilket måske ikke er så overraskende, når man tager hans udfald mod den i betragtning.

Citater er oversat af cand.theol. Finn B. Andersen i 2006 og kan læses i sammenhæng på www.lutherdansk.dk og af cand. theol. Richardt Riis og kan findes på www.martinluther.dk.

Andre læser lige nu