Luthers syn på frelse: Mennesket kan ikke frelse sig selv

Martin Luther ved Rigsdagen i Worms sammen med den romerske kejser, Karl 5. Luther blev bedt om at trække ...

Martin Luther ved Rigsdagen i Worms sammen med den romerske kejser, Karl 5. Luther blev bedt om at trække sine angreb på den romersk-katolske kirke tilbage, hvilket han afviste. Foto: The Granger Collection/Polfoto

Spørgsmålet om, hvordan mennesket bliver frelst, var et af de afgørende stridspunkter mellem Martin Luther og den katolske kirke. Her får du svar på de afgørende uenigheder

Hvordan adskilte Martin Luthers syn på frelse sig fra den katolske kirkes? 

Det har vi spurgt Martin Ravn, ph.d.-studerende ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet, om. Han forsker i Martin Luther og Reformationen, og her giver han svar på, hvilken rolle Martin Luthers forståelse af frelsen kom til at spille under Reformationen.

Hvordan så kirken på frelsen i 1500-tallet?

”Den romerskatolske kirke var på Luthers tid især præget af kirkefaderen Thomas Aquinas og af den skolastiske teologi. I den skolastiske teologi hviler spørgsmålet om frelse på ideen om en omformning af menneskets indre. Man mente, at der er nogle naturlige anlæg i mennesket for både synd og gode ting. I mødet med Gud sker en omformning af de syndige dele af menneskets indre, og frelsen findes derfor allerede inde i mennesket.” 

Hvad mente Luther om frelsen?

”Ifølge Luther frelses mennesket ved troen alene og ikke ved gerninger. Det betyder, at det er Gud, der frelser, for det er Gud, der skaber troen i menneskets hjerte. I Luthers forståelse af frelsen er det dermed Gud, som er den aktive, mens mennesket er passivt. Hos Luther bygger frelsen derfor ikke på naturlige anlæg i mennesket. Der sker ingen omformning, men en destruktion af alt det, der ligger i mennesket, hvorefter Gud bygger frelsen op fra bunden. Luther var uenig med den romersk-katolske kirke, fordi han mente, at der i den skolastiske tanke om frelsen ligger en idé om, at mennesket er med til at frelse sig selv.”

Spillede gode gerninger slet ingen rolle for Luther?

”Han mente, at mennesket sagtens kan gøre gode gerninger, men at de kommer som resultat af troen og ikke som vejen til frelse. For Luther var mennesket viklet så meget ind i synd, at hvis det først begynder at tænke over, om en gerning er god, og om den kan stille én i et bedre lys, så bliver det til en ond gerning. En god gerning er spontan, for ellers kommer den til at handle om en selv, i stedet for at handle om andre mennesker.”

Hvor vigtigt var spørgsmålet om frelse under Reformationen?

”Det var et stort stridspunkt. Det var ikke Luthers hensigt at starte en ny kirke, det var hans mål var at reformere den gamle. Det mente han i begyndelsen kunne lade sig gøre, men på et tidspunkt gik det op for ham, at Bibelen ikke var den vigtigste kilde til forståelsen af frelsen i den romersk-katolske kirke. Det skyldtes, at der var nogle andre hensyn end Skriften, som blev vægtet højere, mente Luther. Traditionen, kirkefædrenes skrifter og pavens ord var vigtigere end Bibelens ord. Det gik derfor op for Luther, at det måtte komme til et brud med kirken. Men det blev kirken, som skabte bruddet ved at ekskommunikere ham. Og der var spørgsmålet om frelse en af de afgørende årsager.”

Er katolikker og protestanter stadigvæk uenige om, hvordan frelsen opnås?

”I det 20. århundrede var frelsen stadig et stort spørgsmål. Både den katolske kirke, men også mange protestanter, var meget kritiske overfor Luther. Kritikkerne mente, at Luthers idé om frelse ved troen alene, gjorde gerninger ligegyldige, og at kristendommen kom til kun at handle om den enkelte, så den medmenneskelige del forsvandt. Men det er altså en misforståelse af Luthers tanker. For gerninger er i høj grad til stede i Luthers forståelse af kristendommen. Modsat den katolske kirke mente han dog, at gerningerne var et resultat af troen.”

Så der er stadig uenighed?

”Fra midten af det 20. århundrede begyndte man at afholde flere og flere økumeniske samtaler, lutheranere, andre protestanter og katolikker i mellem. Her var katolikkernes indvendinger mod Luther og mod protestanter i det hele taget, at man siden Luthers tid og i kraft af hans polemik mod den katolske kirke havde fordrejet det katolske budskab om frelse. Katolikkerne slog nu fast, at det til syvende og sidst er Gud, der frelser. Det har dog ikke siden været nogen nævneværdige uddybninger af dette fra katolsk side, som tilbundsgående har afklaret spørgsmålet om menneskets eventuelle medvirken i sin frelse. Så der har været nogle tilnærmelser mellem katolikker og protestanter, men det er fortsat ikke afklaret.”