Reformationen

Reformationen og æstetikken: Hvorfor er vi så fantasiforskrækkede?

Reformationen og æstetik tænkes ofte ikke at hænge sammen, og mange protestantiske teologer har et anstregt forhold til æstetikken. Men den filosofiske æstetik har netop rødder i Reformationen, siger professor i filosofi og idéhistorie Dorthe Jørgensen Foto: NIMA/ritzau

Reformationen var et opgør med æstetik på mange måder. Luther var nemlig bekymret for, at fantasien skulle afspore troen ved at producere afgudsbilleder. Mange teologer har siden afvist æstetikken unødvendigt, skriver professor i filosofi og idéhistorie Dorthe Jørgensen

Protestantiske konfessioner som for eksempel lutherdommen bliver tit beskyldt for at være kedelige. De taler ikke til sanserne. Siden Reformationen har mange teologer haft et anstrengt forhold til det æstetiske.

1500-tallets reformatorer ryddede da også altrene for ikoner og afviste vievand og røgelse. Men resultatet var ikke bare hvide vægge og abstrakte ord. Det var også fællessang, personligt engagement og en ny åndelighed i dagligdagen. Grunden til teologernes lettere anstrengte forhold skal dog ikke søges i Luthers forhold til det sanselige, men i hans kritik af sværmerne – en protestantisk bevægelse, der dyrkede Helligånd, spiritualisme og mystik.

Reformationens fader frygtede fantasiens andel i det æstetiske

Det er fantasiens andel i det æstetiske, der har provokeret under Reformationen og fortsat gør det. Siden antikken har mange filosoffer betragtet fantasien som en forudsætning for at kunne erfare noget som helst, men også som en fare for erfaringen. Fantasien lader os se ting, der ikke findes, hvilket teologisk fortolket kan blive til en frygt for, at fantasien afsporer troen ved at producere afgudsbilleder. Det var netop det, der bekymrede Luther. Han forbød ikke billeder, men afgudsbilleder.

Ifølge den filosofiske æstetik, der opstod i 1700-tallet, er fantasien imidlertid ikke uden virkelighedssans; den fabulerer ikke bare vildt. Fantasien er en vigtig kraft i det felt af følelse, fornemmelse og anelse – den sensitivitet – i hvilket det skønne tildrager sig som erfaring. Fantasien er den åbenhed, uden hvilken det ikke ville være muligt at høre noget kald fra Gud.

Hvis man frygter fantasien, bliver man fremmed for den skønhed og erfaring, der kan være forbundet med tro og religion.

Så det er ikke fantasien, men mangel på fantasi, der spænder ben for troen og har befordret et samfund, hvor kun det, der kan måles og vejes, har betydning.

Teologer afviser æstetikken

Alligevel har mange teologer afvist æstetikken. Men det er, fordi de har misforstået den æstetiske erfaring og den fantasi, der er et vigtigt element i den. De har opfattet fantasien som noget i det enkelte menneske, altså noget helt igennem subjektivt. De har betragtet den æstetiske erfaring som noget, et menneske selv gør, og derfor også som noget, der kommer fra os selv og dermed bare er relativt.

Men æstetikken forstår fantasien og erfaringen på en anden og for teologien mere givtig måde. Æstetikken betragter fantasien som en udefrakommende kraft, og den opfatter erfaringen som noget, der tildrager sig. Den æstetiske erfaring er noget, der sker med os, frem for at være noget, vi selv gør, og den opleves derfor som en gave.

Sådan bliver fantasien, erfaringen og det skønne atter teologisk relevante – på en måde der ikke afviser men derimod udvikler det reformatoriske tankegods. Den filosofiske æstetik har netop rødder i Reformationen. Dens fokus på det skønne som erfaring (til forskel fra det skønne som idé) forudsætter blandt andet den individualisering og den nye følsomhed og åndelighed, der opstod med Reformationen. Æstetikken er det filosofiske udtryk for den interesse for det sensitive (til forskel fra det sanselige), som Luther gav teologisk udtryk for.

Dorthe Jørgensen er professor i filosofi og idéhistorie, Aarhus Universitet, og har doktorgrader i både teologi, filosofi og idéhistorie.