Reformationen

Reformationen og nationaliteten: Hvorfor er danskerne danske?

Det er især i lande med lutheransk baggrund, at socialdemokratiske massepartier har slået rod og etableret velfærdsstater som Danmark, skriver historiker Uffe Østergaard. Foto: NIMA/

Hvordan har Reformationen påvirket vores samfund? I en række artikler har vi bedt danske forskere forholde sig til, hvilke aftryk den har sat på vores liv, kultur og samfund. Her er det historiker Uffe Østergaard

Den moderne danske nationale identitet er resultatet af en række folkelige bevægelser, begyndende med vækkelsesbevægelserne i slutningen af 1700-tallet. Vækkelserne førte til et oprør mod statskirken og den enevældige statsmagt repræsenteret ved statens embedsmænd i sognene, præsterne.

Paradoksalt nok var anledningen til oprøret, at præsterne var grebet af oplysningstidens tanker. Ikke i den radikale antikirkelige udgave, men i en blødere udgave. De ”vakte” ville høre om deres sjæls frelse og synge Kingos salmer, ikke belæres om det moderne liv. De mødtes derfor i hjemmene. Det kunne præsterne som kongens embedsmænd ikke acceptere og krævede deltagerne straffet. På grund af disse retssager er vi overordentlig godt orienterede om tankegang og sammensætning af den personkreds, der gjorde oprør mod det autoritære enevældige samfund. Statskirke var på mange måder var en kirkestat, især efter enevælden i 1660. Men den lutherske teologi rummede på paradoksal vis elementer, der endte med at undergrave den autoritære fyrstestat.

Demokrati og socialisme

Luthers reformation blev gennemført mere totalt i Norden end i nogen andre lande i Europa. Det særlige er, at den efter et par hundrede år førte til vækkelsernes oprør mod reformationens statskirke og dens omfattende korps af præster, der var kongens embedsmænd. Med andre ord den særlige danske kombination af demokrati fra neden og respekt for statens autoritet fra oven.

Det særligt danske opstod i 1800-tallet i et spændingsfelt mellem en statsmagt, der havde præstegårdene og deres universitetsuddannede præster som administrativ rygrad, og en traditionalistisk bondebefolkning, som protesterede mod rationalistiske præsters moderniseringstrang og manglende fromhed. Præstegårdenes rolle som kongelige embedsinstitutioner sikrede på den ene side en stærk statsforvaltning gennem århundreder. Det er især i lande med lutheransk baggrund, at socialdemokratiske massepartier har slået rod og etableret velfærdsstater.

Meget tyder på, at den demokratiske socialisme kun er mulig, hvor der i forvejen er en mental grobund for den i form af kollektiv egalitær individualisme med solid respekt for autoriteter – kort sagt lov og orden.

Præsterne mistede privilegier

På mange måder forberedte Luthers lære den moderne forståelse af samfundet, der på helt langt sigt resulterede i massedemokrati og velfærdsstat. Først og fremmest ved den vægt, han lagde på menighedens rolle og det direkte forhold mellem det enkelte individ og Gud. Præsterne indtog ikke en privilegeret plads som en særlig, hellig stand, men var snarere tekniske eksperter i organisering af gudstjenester og kendere af de hellige tekster. Deres rolle var at være forkyndere, ikke mellemmænd mellem befolkningen og Gud.

Man skal på den anden side passe på ikke at romantisere lutheranismen i lyset af, hvad den senere førte til.Afvisningen af katolicismen førte blandt andet til et katastrofalt fald i niveau for de højere uddannelser. Universiteterne i København og Uppsala forvandledes til primitive præsteskoler, hvor man indoktrinerede en bogstavtro, ortodoks lutheranisme.

Politik og vækkelser

Vækkelsesbevægelserne førte i 1830’erne og 1840’erne til oprettelse af politiske organisationer for bondebefolkningen, de første egentligt demokratiske partier i Danmark. Disse organiseringer blev på kompliceret vis inspireret af præsten og digteren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Han formåede i kraft af sin umådelige produktivitet og sit lange liv at kombinere oplysningstidens inspiration med romantikkens nationalisme og føre denne inspiration ind i det fremstormende demokrati. Det blev til den bevægelse, vi kender som “grundtvigianismen”.

Efter nogle års alliance mellem store og små bønder, skiftede de nationalliberale i 1870 side under indtryk af truslen fra den fremvoksende arbejderklasse. De sluttede sig nu sammen med deres gamle arvefjender, godsejerne, i partiet Højre. Gårdmændene gik i skarp opposition, markeret ved oprettelsen af partiet det Forenede Venstre i 1870. Grundtvigianerne var nok i mindretal, men dominerede alligevel partiet, da de i 1870’erne indledte en kulturkamp med de konservative og de byliberale om magten over skole og kirke – og de vandt. Socialdemokratiet blev i Danmark afgørende præget af den agrarkapitalistiske virkelighed og af grundtvigianismens folkelige nationalitetsbegreb. Socialdemokratiet havde indstillet sin principielle kamp mod kristendommen som “opium for folket”.

Paradoksalt nok stillede partiet dog op til menighedsrådsvalgene kort efter de blev indført i 1903. Om muligt endnu mere overraskende var det, at det hurtigt blev det tredje store parti ved siden af de dårligere organiserede grundtvigianere og Indre Mission. Og mest paradoksalt var det, at partiet oftest valgte at samarbejde med Indre Missions repræsentanter, et forhold, der har varet ved indtil for nylig. Måske ud fra den udbredte, men forkerte myte om, at Indre Mission repræsenterede de fattige, mens grundtvigianismen var religionen for de velstillede gårdmænd.

Man kan selvfølgelig ikke af dette samarbejde konkludere, at socialdemokratiet er et resultat af sekulariseret lutheranisme. Men den demokratiske socialisme har ikke haft vanskeligheder ved at samarbejde med den organiserede kirkelighed, tværtimod. Det fælles for dem var den nationale ramme for folkekirken såvel som for socialdemokratiet.

Danskernes daglige danskhed

Resultatet er en helt særlig sammenhæng mellem lutheranisme og danskhed. Den afdøde biskop i Roskilde Jan Lindhardt har beskrevet det således, at danskerne ikke behøver at gå i kirke, fordi de går i deres danskhed til daglig. Dette tilsyneladende paradoksale udsagn om en befolkning, som ofte opfattes som den mest sekulariserede i verden, anslår et tema, som vi gradvis er blevet mere opmærksomme på i de senere år i takt med integrationen i Europa og det deraf følgende sammenstød med andre måder at indrette forholdet mellem stat og kirke på.

Alt dette er i sidste ende resultater af Luthers lære om det direkte forhold mellem Gud og det enkelte individ. Andre følger er, at præsterne ikke er privilegerede mellemmænd mellem Gud og mennesker, men almindelige mennesker uden særlige egenskaber ud over den, at kunne læse de hellige skrifter på originalsprogene og kunne forestå gudstjenesten. Denne ikke-hellige status for præsterne er årsag til, at også kvinder kan blive præster i de evangeliske kirker. Præsten behøver ikke at være en hellig mand, ja bør ikke være det.

Luthers understregning af menighedens betydning for troen er baggrunden for, at sognene fik en særlig rolle i statsadministrationen i de fem nordiske lande, hvor den luthersk-evangeliske kirke som det eneste sted i verden har (haft) monopol. Selvom den kirke, der kom ud af det, siden 1849 kaldes en “folkekirke”, er forbindelsen mellem stat og kirke så tæt – og uklar – at der på mange måder er tale om en statskirke eller rettere nationalkirke. Tilsyneladende lever flertallet af danskere ubekymret med hele denne mudrede situation. Selvom det i principielle debatter rumler blandt politikere og intellektuelle, er der åbenbart ikke behov for en afklaring i Danmark, hvilket kunne tyde på, at Jan Lindhardt har ret i sin påstand om den tætte sammenhæng mellem national identitet og kirke.