Afladsstriden kom til at handle om paven og hans magt

Da Luther indledte Reformationen ved at offentliggjorde sine 95 teser om afladshandlen og senere diskuterede teserne med pavens udsendte i Augsburg, bundede striden i, om den katolske kirke overhovedet havde gode gerninger i overskud at dele ud af

Reformationen blev indledt den 31. oktober 1517, da Martin Luther efter sigende hamrede en plakat op på døren ind til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Den 33-årige munk havde forfattet 95 teser, der gik i rette med den katolske kirkes afladshandel.

I praksis gik afladshandlen ud på, at man ved at betale et pengebeløb til kirken købte et afladsbrev, der forkortede den tid, man, for at blive renset for sine synder efter sin død, skulle tilbringe i Skærsilden.

Luthers kritik af afladshandlen

Pensioneret sognepræst og ekspert i Martin Luther, Ricardt Riis, forklarer, at en af Luthers anker mod afladshandel var, om paven og kirken overhovedet havde noget at sælge for de penge, kirken modtog i afladsbetaling:

”Tanken bag afladshandlen var, at paven havde en skat eller pulje af overskydende gode gerninger, han kunne dele ud af. Men der var ikke blevet taget højde for, at mennesket aldrig bliver færdig med at gøre gode gerninger, og derfor er der ikke nogle i overskud, man kunne dele ud af,” siger Ricardt Riis.

Da Luther i 1518 var i Augsburg, hvor han blev bedt om at trække sin kritik af afladshandlen tilbage, kom det til en diskussion med forhørslederen, kardinal Cajetan, om netop de opsparede gode gerninger, forklarer Ricardt Riis.

”Cajetan og Luther diskuterede, om Kristus kunne udføre overskydende gode gerninger, hvilket en tidligere pave havde ment. I så fald var kirkens skat af gode gerninger ikke tom. Men det mente Luther ikke, at Kristus kunne. Og derfor var Luther kommet til den konklusion, at der ingen gode gerninger var at dele ud af,” siger Ricardt Riis og påpeger et andet af Luthers argumenter mod handlen:

”Luther argumenterede eksempelvis med, at når man købte aflad, så købte man rent faktisk tilladelse til ikke at gøre gode gerninger. Og det havde han jo som sådan ret i.”

Pavens brandbulle

Da Cajetan kom hjem til Rom, fik han paven til at udstede en bulle. Bullen fra 9. november 1518 lød på, at Kristus fra da af kunne udføre overskydende gode gerninger, ligesom den beordrede alle kristne til at tro på, at paven havde magt til at give aflad.

”Det var i høj grad på det tidspunkt, at Luthers modstand mod paven tog til. Luther mente ikke, at paven kunne tillade sig at tage hele kirken som gidsel i spørgsmålet om aflad. Omvendt var pavens mål selvfølgelig at sikre sig, at kirken kunne fortsætte med salget af brevene,” fortæller Ricardt Riis.

Luther kom senere frem til et andet argument mod afladshandlen: at Skærsilden slet ikke findes, og det derfor ikke var nødvendigt at forsøge at forkorte den tid, man skulle tilbringe i den.

Tilbagekadelse af Skærsilden

”I de første år af Reformationen prøvede Luther at gøre rede for, hvad Skærsilden var. Og han søgte at begrunde den teologisk. Noget tyder på, at han selv mente, at han havde været der, og på et tidspunkt bedyrer han, at han ’ved’, at den findes,” siger Ricardt Riis og fortsætter:

”Men i 1530 udgav han et lille skrift med titlen ’Tilbagekaldelse af Skærsilden’, hvor han altså trak troen på Skærsilden tilbage. Men det tog ham altså ti år at nå til et punkt, hvor han kunne tilbagekalde den,” siger Ricardt Riis.

På det tidspunkt var det dog ikke længere så aktuelt for Luther med Skærsilden og den side af den teologiske diskussion, fortæller Ricardt Riis, der påpeger, at Luther i mellemtiden havde skiftet fokus.

”For Luther kom det i højere grad til at dreje sig om paven og hans magt, og hvordan man kunne forhindre ham i at tjene en masse penge ved at udsuge det tyske folk. Og det var mange i Tyskland enige med Luther i, at paven gjorde,” siger Ricardt Riis.

Den katolske kirke afskaffede i 1567 under Pave Pius V endeligt den del af afladshandlen, der beroede på, at man købte sig til aflad for penge.