Med et nyt kirkeår hævder livet sig atter over for døden
Kristendommens tid er lineær med begyndelse og ende. Men kirkeårenes gentagelse vidner om en anden tid, en tid, som går i ring. Med Løgstrups teologi inviteres vi til at tænke selve spændingen mellem liv og død ind i dette tilsyneladende tidsparadoks i kristendommen
Hvert år begynder et nyt kirkeår den første søndag i advent. Der er to forskellige kirkeår, som starter på ny hvert andet år. Alle tekster går igen hvert andet år, og alle højtiderne kommer igen og igen.
I kirken udspiller sig således en cirkulær tid, hvor alting indfinder sig i en fastlagt, gentagende rytme. Der er ingen begyndelse, for alle gudstjenester og højtider har været før, og der er heller ingen slutning, for de vil komme igen og igen i fremtiden. I kirken går tiden i ring. Alligevel er den kristne tidsopfattelse ikke cirkulær, men lineær.
Skabelse og tilintetgørelse
Kristendommens tid er en lineær tid, hvor tiden har en ultimativ begyndelse og en endegyldig slutning. I sit værk ”Skabelse og Tilintetgørelse” fra 1978 kæder K.E. Løgstrup tanken om den lineære tid sammen med den jødisk/kristne tradition.
Han sporer den tilbage til tanken om skabelse – en tanke, som blev undfanget med jødedommen. Gud skaber alt, hvad der er til; skabelsen er den ultimative begyndelse. Til tanken om skabelse hører tanken om intethed, siger Løgstrup.
For Gud skaber verden ud af intet og opretholder den, og følgelig skal den også blive tilintetgjort ved Guds vilje. Tiden har her en ultimativ begyndelse, og tanken om en ligeså ultimativ slutning følger uvilkårligt med.
Håbet om det evige liv
Løgstrup fremhæver den jødisk/kristne tankegang i modsætning til den græske. Antikkens græske tænkning hævdede, at sjælen var udødelig, så når kroppen dør, lever sjælen videre. Her findes ikke tidens og livets totale ophør. Det findes til gengæld i jødedommen og i kristendommen. Særlig kraft får døden i kristendommen, og det er paradoksalt nok på grund af tanken om det evige liv.
Løgstrup siger, at kristendommen insisterer på, at døden er tilværelsens totale ophør, og at en sådan bevidsthed om døden endda er en forudsætning for, at budskabet om det evige liv i gudsriget overhovedet har en mening. For den mening findes kun i og med håbet – håbet om at opstå til evigt liv hinsides døden. Således tydeliggør kristendommen kraften i den lineære tid – vi har kun håb, ikke vished, om, at døden ikke er endegyldig, og at der er mere end livet mellem fødsel og død.
Livet trodser døden
Hvorfor forkyndes kristendommen så i en fastlagt cirkulær tidsregning gennem kirkeårene? Fordi livet ikke kun leves lineært. Løgstrup ser, at menneskelivet leves i trods mod døden og den lineære tid. Med håbet om det evige liv trodses tidens tilintetgørelse. Også kærligheden trodser døden. I kærligheden er mennesket i en vis forstand ude over dødens kendsgerning, fordi det andet menneskes liv er vigtigere. Faktisk er livet hele tiden og på mange måder trodsig over for døden – ved at livet indeholder mening, og at det er værd at leve, selvom døden kommer til sidst.
Kristendommen skal forkyndes igen og igen, fordi dødens endegyldighed gør livets meningsfuldhed så meget desto vigtigere at meddele. Livet skal hele tiden utrætteligt hævde sig over for døden. I kirken forkyndes tro, håb og kærlighed – suveræne livsytringer, som Løgstrup kalder dem – som udbasunerer livets vilje til at leve på trods af dødens ufravigelige komme. Kirkeårenes evige cirkulation er da et udtryk for, at livet leves – med Løgstrups ord – i en opstand mod døden.