På sommerhøjskole med Kierkegaard

For tre højskolekursister har 1800-tals filosoffen Søren Kierkegaard været årsag til forundring og forståelse for livets kompleksiteter. Her fortæller de om deres oplevelser med at tage på sommerhøjskole med Kierkegaard som tema for en uges fordybelse

Sommeren er et pusterum i et ofte alt for travlt årshjul, hvor den ene dag æder den næste inden man får set sig om. Det er fristende at lade sommeren være en flugt fra hverdagen og tage et fly langt væk til varmere himmelstrøg.

Men frem for at brænde en masse energi af på at flytte sig, kan man i stedet få fornyet energi ved at fordybe sig lige her i Danmark på en af landets mange højskoler. Og nu vi er ved det danske, er det så noget mere dansk at fordybe sig i, end den folkekære Kierkegaard?

"Efter 18 opbyggelige taler fik jeg lyst til livet igen”
Af Margit Nielsen, kursist på ”Kierkegaard – Sat i værk” på Silkeborg Højskole.

Jeg har ‘døjet‘ med Søren Kierkegaard af flere omgange gennem livet, men ikke opgivet hans læsning. Selv om jeg oplever, at han ikke er nemt tilgængelig at læse, var hans ord stærke, og kaldte på mere. Udfordringen er det tålmodigheden og det lange, seje træk.

Jeg har lige oplevet en svær tid med sygdom og efterfølgende tristhed, så jeg talte med min præst, som foreslog Søren Kierkegaards “Opbyggelige Taler“. Jeg vil ikke sige at læsningen gik rent ind fra starten, men jeg oplevede lidt efter lidt, at læsningen gav mening, netop fordi Kierkegaard er stormester i at gentage. Der SKAL gentagelse til, for at få sin egen tankegang stoppet og erstattet af eftertanke.

Efter 18 opbyggelige taler, fik jeg en lyst til livet igen. Nu ser jeg frem til en uge med Kierkegaard på Silkeborg Højskole. Det er et godt emne, der taler til mange mennesker.

”Lige der forstod jeg, at Gud elsker mennesket usigeligt meget”
Af Nadine Schmidt, kursist på ”Kierkegaard – Sat i værk” på Silkeborg Højskole.

Jeg stillede en dag min præst spørgsmålet: “Hvordan kan det være, at man siger, at Jesus kom til jorden og forlod os vores synder?”

Den sætning er jeg stødt på mange gange, uden at forstå den i hjertet eller følelsesmæssigt. Jeg ville forstå, hvad det handlede om. Jeg fik flere teoretiske forklaringer herpå af min præst, men jeg forstod ikke forklaringerne.

Jeg forstod ordene og deres betydning rationelt, men jeg forstod ikke, hvad meningen med det hele var på et følelsesmæssigt plan indtil vi i faget “Etik - og Religionsfilosofi” på teologistudiet læste "Philosophiske Smuler” af Søren Kierkegaard.

Min underviser Jakob Wolf lod os forstå, at teksten var svær at læse, og at vi måtte anstrenge os for at forstå den. Han læste den selv tre gange, før han forstod den.

Søren Kierkegaard skriver i "Philosophiske Smuler”, under pseudonymet Johannes Climacus, at Gud ønsker at tilvejebringe enheden med mennesker, fordi han elsker dem så højt, at han ikke formår at overlade menneskene til synd og fortabelse:

"Det ulykkelige består ikke i, at de Elskende ikke kan faa hinanden, men at de ikke kan forstaa hinanden. Fordi Gud føler kærlighed til mennesket, kan han ikke overlade det til sig selv, til synden og til fortabelse. Guds opgave bliver derfor at tilvejebringe enheden med mennesket” - Søren Kierkegaard

Johannes Climacus forklarer, hvordan enheden med Gud kan tilvejebringes. Der er kun én mulighed for at tilvejebringe enheden med Gud. Gud må komme til jorden og møde mennesket på lige fod ved selv at blive menneske.

For at blive lig med mennesket, bliver han den ringeste i samfundet, i skikkelsen som tjener. Det bliver et vilkår for ham at udholde alle lidelser i sit jordiske liv indtil døden for at vise, at han elsker menneskene.

Lige der forstod jeg, at Gud elsker mennesket usigelig meget. At han kom til jorden for vores skyld, for at lære os noget om sig. Siden da er jeg blevet nysgerrig på at lære mere om, hvem Søren Kierkegaard var.

”Jeg føler, at jeg bliver bedre til at lære mig selv og andre at kende"
Af Freddy Nielsen, kursist på ”Kierkegaard – Sat i værk” på Silkeborg Højskole.

Ved årtusindskiftet tog jeg en beslutning, der viste sig at være rigtig. Hvert år siden har min forundringsparathed og nysgerrighed gjort det muligt for mig at være mere reflekterende. Et ugelangt sommerkursus om Søren Kierkegaard viste sig nemlig at være det helt rigtige for mig.

Som 46-årig i år 2000 havde jeg aldrig været på højskole og jeg vidste intet om Søren Kierkegaard. Det var for dårligt. Min undskyldning var, at jeg havde arbejde og studeret i 11 år udenfor landets grænser, men nu bor og arbejder jeg i Danmark.

Dér åbnede sig muligheden for at opleve højskolelivet og finde ud af, hvorfor udlændinge kommer til Danmark for at lære dansk og læse Kierkegaard på originalsproget. Det viste sig at være muligt at slå to fluer med et smæk på et sommerkursus om Kierkegaard på Silkeborg Højskole.

På trods af at jeg flittigt har læst Kierkegaard mellem de mange årlige sommerkurser, må jeg heldigvis konstatere, at han vedbliver med at kunne få mig til at reflektere og være nysgerrig og forundringsparat.

Jeg føler, at jeg bliver bedre til at lære mig selv at kende, men også at jeg bedre forstår andre mennesker og verden omkring mig. Det er jo i spændingsfeltet mellem modsatrettede synspunkter, at udvikling sker, så mon ikke jeg er blevet bedre til at se synspunkter fra flere sider, og dermed bedre til at tage del i udviklingen.

På Silkeborg Højskole kommer alle de, der ved mest om den gode Søren kommer for at forelæse, samt en masse utrolig kloge, vidende deltagere, som er villige til at lære fra sig. Der er ingen tvivl om, at jeg også som 100-årig en dag vil kunne glæde mig over sommerkurserne og reflektere over mit liv og de mange dejlige mennesker, jeg mødte.