Debat

Medierne skævvrider dæmonuddrivelser. Nogle oplevelser i livet må forstås åndeligt

Præcis som læger og sygeplejersker i dag undervises om åndelig omsorg for syge og døende, findes der en side ved menneskelivet, som ikke alene kan forklares ud fra et materialistisk verdensbillede, skriver projektleder Thomas Frovin. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Kirken skal ikke drive medicin, og teologer er ikke læger. Men psykologer og læger er heller ikke åndelige vejledere eller præster. Der kan være hændelser i menneskelivet, som bedst forstås og forklares åndeligt, skriver projektleder Thomas Frovin

Det skaber altid røre, når mennesker, som måske ikke til daglig har berøring med religiøse mennesker, opdager, hvilken kraft troen kan være i andres liv.

Tro og spiritualitet er ikke noget, der som sådan kan tæmmes og kæmmes. Det er en meget menneskelig impuls i livet, som udtrykker en længsel. Religiøse praksisser har altid vakt et underligt sammensurium af debat, forargelse og fascination.

Og det er ikke kun dårligt, når religiøse sammenhænge får mulighed for at se sig selv udefra, for enhver religiøs sammenhæng uanset sin pejling må leve i og forholde sig til sin samtid.

Positiv radikalitet giver ikke høje seertal
Med tv-programmerne ”Guds bedste børn” er der blevet sat fokus på det, der i foromtalen og efterbehandlingen er blevet kaldt for radikale kristne miljøer.

Nu er der mange måder, man kan være radikal på. Der vil muligvis ikke blive lavet mange tv-programmer om de mennesker, som giver af deres tid, penge og frivillighed for at hjælpe mennesker i nød – på trods af, at deres hjertes radikalitet i høj grad også kunne være drevet af en personlig overbevisning. Medierne søger det sensationelle, for her kan man få reaktioner. Det er der sådan set ikke noget nyt i.

Hver gang, mennesker finder noget, de er glade for, og som er livgivende for dem, kan det blive sekterisk. Det kan det være i politik, og det kan det blive i sport, religion og så meget mere.

Når fokus bliver enøjet, og man mister forbindelsen til den sammenhæng, man lever i, er der er en fare for, at den hjerteligt positive radikalitet kan blive til blind nidkærhed eller tankeløs følgen efter en karismatisk leder.

Her kan selvretfærdigheden lure, måske endda oplevelsen af at være en martyr når man møder modstand. Det er faktisk helt ok at stille spørgsmål til sammenhænge og kutymer – det er sådan man bliver klogere. Og kristendommen er klar til det, for den forholder sig altid til sin tid, sin kultur og sin virkelighed.

Dæmonuddrivelser går langt tilbage i kirken
Troen er et forhold, der forholder sig til Gud, men også sætter mennesket, hvor det må tage ansvar for sig selv og livet, der hvor det er. Det er eksorcismen faktisk et præcist udtryk for.

Kirken har altid drevet med dæmonuddrivelse. De bibelske skrifter fortæller nøgternt om, at besatte var en del af hverdagsbilledet. Når Jesus Kristus uddrev onde ånder, var det for at genoprette menneskets værdighed, både for den enkelte, men også i samtidens øjne. Det var også for at markere, at Guds rige var stærkere.

Konteksten var her, at de, der var nederst i samfundet, blev retableret som værdifulde individer. At blive sat fri fra en dæmonisk besættelse er at blive et mere helt menneske. Det er en erfaringsteologi, at ondskaben i verden til tider manifesterer sig på en sådan måde. Og det er samme erfaringsteologi, der gør, at man i kirken forsager djævelen ved trosbekendelsen, også ved dåb - i en proklamation af, at Gud er størst.

Dette betyder ikke, at psykisk eller fysisk sygdom ikke findes. Det betyder ikke, at man ikke grundigt skal vurdere, om der er tale om psykiatriske hændelser fremfor åndelige.

Kirken skal ikke drive medicin, og teologer er ikke læger. Men på samme måde må det siges, at psykologer og læger heller ikke er åndelige vejledere eller præster. Der kan være hændelser i menneskelivet, som bedst forstås og forklares åndeligt.

Nogle hændelser forstås og løses bedst åndeligt
Præcis som læger og sygeplejersker i dag undervises om åndelig omsorg for syge og døende, findes der en side ved menneskelivet, som ikke alene kan forklares ud fra et materialistisk verdensbillede.

Omtalen af dæmonuddrivelse står formodentligt ikke mål med den faktiske tid, det fylder i et præsteliv. Her må man igen gøre sig bevidst, at mediernes opmærksomhed på emnet i bedste fald er skævvredent.

Forkyndelsen, dåb, nadver, velsignelse, absolution og sjælesorg er blandt de værktøjer, som kirken har med sig for netop at formidle den genoprettelse af menneskets værdighed, som Jesus Kristus har gjort muligt.

Forbønnen for mennesker, der lider, vil i mange kirkelige sammenhænge foregå i det stille – på kontoret eller andre steder, hvor menneskers smerte ikke bliver udstillet.

Uddrivelser skal ses i dette lys – at kristendommen forkynder, at hele mennesket, ånd, sjæl og legeme, hos Kristus skal blive fuldkomment og helt. Store ord måske, men ikke desto mindre det, der har været kristendommens påstand altid.

Kirken har ofte snublet i sine forsøg på at formidle dette på bedste måde, og den kæmper til hver en tid med at lade budskabet om Jesus Kristus blive til trøst, opmuntring, liv og fred for mennesker, hvor de er.

For det er det, det drejer sig om.

Thomas Frovin er projektleder for "I Mesterens Lys," en åndelig, kristen praksis under dialogorganisationen Areopagos.