LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirken skal høre unge stemmer

Op til menighedsrådsvalget i november siger seks kirkelige organisationer: "Gi' de unge stemme!" Foto: Pressemateriale fra www.gideunge.dk

Unge gider ikke menighedsrådsarbejde. Løsningen er ikke at få flere unge i menighedsrådene, mener seks kirkelige organisationer. Det er derimod erfarne folk, der skal tale de unges sag i menighedsrådet

- Vi ser jo rundt omkring i Folkekirken, hvad der kan lade sig gøre, når blot der er folk i menighedsrådene, som brænder for børne- og ungdomsarbejdet. Det gør virkelig en forskel, og vi mener, at Folkekirken har hårdt brug for mere af det. Så det er en rigtig god mulighed for vores voksne medlemmer at fortsætte med at gøre en forskel for børn og unges muligheder på den måde, siger Kirsten Lund Larsen, generalsekretær KFUM og KFUK i Danmark, en af de seks organisationer, som står bag kampagnen.

Løsningen er ikke at få flere unge i menighedsrådene
Der bliver færre og færre yngre i landets godt 2.000 menighedsråd, og det ser de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer som et problem, hvis de kommende generationer skal have et tilhørsforhold til kirken.

- Vi ser ikke, at løsningen på problemet er at få flere unge ind i menighedsrådene. Mange steder har menighedsrådene ikke en form eller opgaver, der tiltaler ret mange unge. Men det er jo ikke det samme, som at de ikke gider kristendom og kirke, siger Kirsten Lund Larsen, der selv er medlem af menighedsrådet i Brønshøj, og fortsætter:

- Derfor appellerer vi til erfarne folk med stor gennemslagskraft og indsigt i arbejdsgangene mere end til unge, der måske mister gejsten og ikke får indflydelse nok alligevel. Vi vil have folk, der kan se ideen med at inddrage de unge på anden vis i kirkens liv, folk der vil samarbejde med børne- og ungdomsorganisationerne, og synes det er vigtigt, at kirken også er noget for de næste generationer ind i menighedsrådene, siger hun.

Ti teser
Bag kampagnen står en række kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, der har det til fælles, at de gerne vil sikre, at unge har et forhold til kirken og at kirken har et forhold til de unge. Kampagnen skal blandt andet give menighedsrådene styrke til at gennemføre ti teser som Samtaleforum, Unge og Kirke (SUK) har formuleret:

1. Kirken skal være til stede på ungdomsuddannelserne
2. Der skal ansættes ungdomspræster i alle stifter
3. Der skal minimum være én ungdomskirke i hvert stift.
4. Folkekirken skal afsætte penge til egentlig forskning i børns og unges trosliv
5. Fremtidens kirkearkitektur skal give plads til forskelligartede udtryk
6. Den kirkemusikalske uddannelse skal også omfatte unges musik
7. Folkekirken skal igangsætte et udviklingsarbejde i unge-liturgi
8. Sognene skal samarbejde omkring de unge på tværs af sognegrænser
9. Provstierne skal afsætte økonomiske og personalemæssige resurser til ungdomsarbejdet
10. Folkekirken skal have medier, der er rettet mod unge.

En bro mellem de unge og Folkekirken
Kampagnen er også en anledning til, at de seks organisationer kan markere deres interesse i kirken og kirkens lokale liv.

- Vi oplever at mange unge ikke vil bruge tid på strukturen, men meget gerne på indhold. Derfor skal der være medlemmer i menighedsrådene, der er parate til at sætte rammerne og gøre kirken åben og tilgængelig for de unge. Brorsons Kirke er et godt eksempel. Her har et menighedsråd forstået at åbne dørene for de unges initiativer og der er ingen problemer med at få de unge til at tage del i alle aktiviteterne, forklarer Ulrich Piltoft, generalsekretær Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF.

- Vi er en del af Folkekirken og vil gerne uddybe samarbejdet. Vi kan supplere hinanden på mange områder, og organisationerne kan være den bro mellem de unge og Folkekirken, der gør, at der også i fremtiden er mennesker, som synes, at kirken giver mening for dem, siger Ulrich Piltoft.

Flere mursten eller mere kirke for unge?
Det forestående valg til landets 2.000 menighedsråd handler, ifølge organisationerne bag kampagnen, om kursen for de lokale Folkekirker og om hvordan kirken bliver folkets kirke, herunder også de unges. For dem handler det om visioner og ikke mindst om prioritering af midler.

Med andre ord handler det også om der i Folkekirken skal være flere mursten eller om der skal være mere kirke for unge. Derfor er de med kampagnen ude og prikke blandt andre forældre til børn eller unge i foreningerne, tidligere ledere og medlemmer eller andre, der har interesse i unge og kirke. Budskabet er: Gi de unge stemme!

Seks frivillige organisationer giver de unge stemme
Det er de seks kirkelige børne- og ungdomsorganisationer Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, KFUM-Spejderne, KFUMs Idrætsforbund, KFUM og KFUK i Danmark, samt Ys Men Region Danmark, der er gået sammen om kampagnen Gi de unge stemme.