Bliver en kirke uren, hvis muslimer beder i den?

Igen og igen støder vi ind i diskussionen om rent og urent, når vi surfer rundt i nettets religiøse debatter. Selvom både Jesus, Paulus og Luther har gjort op med principperne om rent og urent, har vi mennesker vanskeligt ved at tro det, vurderer generalsekretær Jørgen Skov Sørensen

”Svensk frikirke tillader muslimsk bøn” kunne man for nyligt (den 29. oktober 2018) læse i Kristeligt Dagblad. Det viste sig at handle om frikirken Saron i Göteborg, der lejer menighedslokaler ud til en kursusvirksomhed med svensk for begyndere. I den forbindelse har kirkens ledelse givet tilladelse til, at muslimske deltagere i kurset kan bede deres tidebønner i kælderen. Artiklen gengiver kirkeledelsens argumentation for beslutningen og lægger samtidigt stemme til nogle kritiske røster fra menigheden.

Jeg så første gang artiklen via et opslag på facebook. Vanen tro medførte en overskrift med både ”kirke” og ”muslimsk” i samme sætning en ophedet debat. Der var flest negative kommentarer. Den gennemgående holdning var afvisende med ordene:

”En moské ville aldrig tillade kristen bøn på samme måde!”

Underforstået heri ligger, at netop derfor bør en kristen kirke heller ikke tillade muslimsk bøn i kirkens lokaler, end ikke i kælderen.

Spørgsmålet er imidlertid, om den sammenligning kan bruges til noget. Er den teologisk holdbar, eller er det snarere en automatreaktion fra det dybeste menneskelige?

Bliver kirken uren af muslimsk bøn?

I kristendommen opererer vi generelt ikke med ”rent” og ”urent” – en skelnen, man ellers godt kan høre som underliggende tone i kommentarer, som den ovenfor. Kirkens lokaler bliver ”forurenede” - eller urene - af, at der bedes muslimsk bøn der.

Jesus overtræder imidlertid ustandseligt grænser mellem ren og uren og gør på den måde op med jødisk lovreligion: Han spiser med tolderen og konverserer med den syro-fønikiske kvinde. Apostlen Paulus tager tråden op og erklærer frimodigt offerkød for rent, og jøder og grækere for lige.

Tanken eller idéen om, at kirken kan forurenes af en anden religion, er derfor i et kristent perspektiv absurd. Derfor falder argumentet om at holde muslimer ude af kirken, fordi kristne nok ikke ville nyde samme privilegier i en moské, til jorden. Netop teologiske forskelle mellem kristendom og islam er her afgørende.

Vil man sætte tingene lidt på spidsen, kan man sige, at de islamkritiske kommentarer under Facebook-opslaget selv ligger under for en muslimsk doktrin, hvor der netop skelnes mellem rent og urent.

Luther: Bygninger er ikke hellige

Også vores kirkefader og reformator Martin Luther var grænseoverskridende, når han ”under Reformationen [gjorde] op med, at ting og bygninger kan være hellige”, som teologiprofessor Anders-Christian Jacobsens formulerer det i et interview i Kristeligt Dagblad den 22. oktober 2018. Anledningen er, at en kirkebygning skal være rammen for en moské i DR-serien "Herrens Veje".

Men betyder det så, at alt er godt og fint, blot fordi teologien er i orden og giver klare rammer for, hvad kristelig praksis er? Ikke helt. Fordi vi har med mennesker af kød og blod at gøre.

Menneske først, kristen så

Selvom teologien er rationel på dette punkt, så er mennesket et irrationelt følelsesvæsen. Der er altid følelser på spil. Jesus var klar i mælet og i sine handlinger. Han holdt sig ikke tilbage af frygt for at krænke andre i sit brud med traditionen.

For Paulus er det lidt anderledes. Han oplevede splid og brydninger i de første menigheder og vidste, at følelser er afgørende. Derfor siger han, at nok er afgudsofferkød rent, men tilføjer ”væk ikke anstød, hverken hos jøder eller grækere eller i Guds menighed” ved at spise det (Første Korintherbrev kapitel 10, vers 32).

Luther ønskede at re-formere kirken, altså at føre den tilbage til det oprindelige, som vi for eksempel ser det her hos Jesus og Paulus. Det ønskede han blandt andet, fordi følelser omkring rent og urent, helligt og uhelligt havde vundet for stort indpas i kirken. Men som Anders-Christian Jacobsen også konstaterer i interviewet i Kristeligt Dagblad:

”…den lutherske kamp imod, at bygninger og ting kan være hellige, […] taber til folket og det praktiske trosliv”.

Det gælder også, når vi drøfter islam og kristendom. Teologien er sådan set klar, men det er ofte følelserne, der styrer. Vi er mennesker først, kristne så.

Jørgen Skov Sørensen er teolog og generalsekretær i Danmission. Han skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.