Serie: Middelalderhistorien

Middelalderhistorie, anden del: Kampen for at blive helgen

Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke i 1086. Foto: Danmarks Historie i Billeder (1898), hentet fra danmarkshistorien.dk

Det var et højdepunkt i den religiøse middelalderhistorie, da den dræbte Knud Lavard blev kåret som helgen i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Det betød nemlig, at sønnen Valdemar den Store fik en guddommelig fordel i spillet om magten i Danmark

Middelalderen var en vigtig periode i Danmarkshistorien, også trosmæssigt. Ved indgangen til perioden gik størstedelen af danskerne fra at være asatroende til at blive kristne. Den kristendom, som danskerne tog til sig, var den katolske tro.

Den periode, som kaldes middelalderen, sluttede, da den katolske tro blev erstattet af den evangelisk-lutherske tro, som stadig er den religion, 75 procent af befolkningen tilhører i dag - om end der selvfølgelig er sket meget også på det kirkelige område siden Reformationen.

Middelalderen var altså ikke en statisk periode, når det kom til tro. Kristendom.dk bringer derfor her fire nedslag i middelalderens troshistorie, som fik en afgørende betydning. Dette er anden del af serien.

Den første helgen

I 1080 kom en konge til magten ved navn Knud den Anden. Dengang tog danskerne på togt til andre lande for at øge landets formue. Således planlagde Knud den Anden i 1085 at samle flåden ved Limfjorden for at tage på togt til England.

Men togtet kom aldrig afsted. Kongen var lang tid om at komme nordpå, fordi han havde travlt langs den tyske grænse, og bådenes mandskab blev utålmodige. Til sidst gjorde de oprør og ville slå Knud ihjel. Knud den Anden måtte derfor flygte, men oprørerne indhentede ham i Odense, og kongen blev dræbt i Sankt Albani Kirke.

Efter nogle dårlige år, hvor man frygtede, at den fejlslagne høst skyldtes mordet på kongen, begyndte hans bror Erik Ejegod at arbejde på at få Knud kåret til helgen. Det lykkedes i år 1100, hvor Erik Ejegod fik pavens godkendelse til at helgenkåre sin broder som den første i Danmark. Resterne af Knud, som herefter fik tilnavnet "den Hellige," ligger den dag i dag i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Tanken bag at få nogen kåret som helgen var klassisk for middelalderen og gav god mening i et rige som det danske, hvor kongen stadig var på valg, om end der var en tradition for at holde sig til den samme slægt. Det handlede om, at den, som i sin slægt har en vaskeægte helgen, er noget ganske særligt og mere egnet til at regere end alle andre. For hvem ønsker at være uvenner med Gud? Det gør ingen, og nok var middelalderens mennesker religiøse, og deres liv og virke gennemsyret af deres tro på en helt anden måde, end danskerne er det i dag.

Valdemar den Store helgenkårer sin far

Vi skal nogle år frem i tiden: Erik Ejegods søn, Knud Lavard, var blevet en magtfuld og vellidt hertug af Slesvig. Han var så succesfuld, at den daværende Kong Niels' søn Magnus var bange for, at Knud Lavard (som jo havde en helgen i familien) ville blive valgt som faderens efterfølger. Han dræbte derfor Knud Lavard i Haraldsted Skov ved Ringsted i 1131.

Knud Lavards halvbror Erik Emune indstiftede fire år senere et kloster for benediktinermunke med det formål at gøre propaganda for Knud Lavard som helgen. Og senere i 1146 prøvede den senere Valdemar den Store sammen med sin fætter at foretage en egenhændig helgenkåring og gøre Knud Lavard helgen.

Det mente den daværende ærkebiskop Eskil dog ikke, at lægmænd kunne. Men Valdemar den Store var bidt af idéen – og da han blev enekonge i 1157, tog helgenkåringsbestræbelserne fart. Arbejdet bar frugt, for i 1169 kom så pavens godkendelse, der førte til den storstilet ceremoni i 1170 i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor Valdemar den Store i triumf gik ind i kirken med de jordiske rester af sin myrdede far, Knud Lavard, op til alteret. Sådan gik det: Faderen blev helgen, og sønnen kronet til efterfølger.

Sankt Bendts Kirke var Valdemarernes slægtskirke, som de også selv havde bygget. Det at Valdemar den Store nu kunne få sin fader helgenkåring, gjorde, at familiens position som landets rette ledere markant blev gjort stærkere.

Når helgenkåringen af Knud Lavard i 1170 var et stort højdepunkt, handlede det ikke kun om fejringen af, at Valdemars far blev kåret som helgen. Det handlede også om, at Valdemar den Store benyttede lejligheden til at få kronet sin unge søn Knud den Sjette som sin efterfølger.

Det at krone sin egen søn var et helt nyt træk og i grunden uhørt i et valgrige som det danske, men ingen sagde Kong Valdemar den Store og den mægtige biskop Absalon imod.

Strategisk tænkning lå nemlig lige til højrebenet for Valdemar den Store og hans ven fra barndomstiden og vigtigste samarbejdspartner, Biskop Absalon. Sammen udgjorde de et makkerpar, som op gennem 1100-tallet efter nogle urolige årtier fik genskabt Danmark som en stærk nation både indadtil og udadtil.

Knud Lavards jordiske rester var – efter hvad der berettes – opbevaret i et smukt guldskrin, da han blev helgenkåret. Desværre forsvandt skrinet under Reformationen, så ingen ved i dag, hvor Knud Lavards jordiske rester er. Men dengang blev de tilbedt, fordi han var en helgen, og derfor kunne både helbrede og give styrke.

Knud Lavard er den dag i dag katolsk skytshelgen for Sjælland, som de danske katolikker årligt valfarter til både sommer og vinter.

Kongen, der modtog det danske flag fra himlen

Valdemar den Stores søn Knud den Sjette endte som konge, men han er han i dag ikke nær så berømt som sin lillebror Valdemar Sejr, der blev konge efter ham.

Han spiller nemlig en vigtig rolle i historien om Danmark som nation under det rød-hvide flag. Ifølge sagnet hjembragte Valdemar Sejr nemlig Dannebrog fra et slag i Estland, hvor flaget siges at være faldet ned fra himlen, da danskerne sejrede over de estiske hedninge.

Kilder: Danmarkshistorien.dk, Gyldendals Encyklopædi m.fl.

Kalkmaleri af Knud Lavard fra Vigersted Kirke ved Ringsted. Foto: Wikimedia Commons
Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219, anført af Valdemar Sejr. Maleriet er udført af C.A. Lorentzen og hænger i dag på Statens Museum for Kunst i København Foto: Wikimedia