Serie: Middelalderhistorien

Middelalderhistorie, fjerde del: Da danskerne blev lutherske

På denne vævede gobelin kan man se Christian den Tredje, der står udenfor det belejrede København i 1536 med scepter og rigsæble i hånden, som blev brugt ved kroninger. Foto: Nationalmuseets samlinger

En kamp om magten udløste Danmarks hidtil eneste borgerkrig, Grevens Fejde. Først da slaget var afgjort og der faldt ro over landet, kunne Martin Luthers tanker blive udbredt. Læs sidste afsnit i serien om Danmarks religiøse middelalderhistorie

Middelalderen var en vigtig periode i Danmarkshistorien, også trosmæssigt. Ved indgangen til perioden gik størstedelen af danskerne fra at være asatroende til at blive kristne. Den kristendom, som danskerne tog til sig, var den katolske tro.

Den periode, som kaldes middelalderen, sluttede, da den katolske tro blev erstattet af den evangelisk-lutherske tro, som stadig er den religion, 75 procent af befolkningen tilhører i dag - om end der selvfølgelig er sket meget også på det kirkelige område siden Reformationen.

Middelalderen var langt fra en statisk periode, når det kom til tro. Kristendom.dk bringer derfor fire nedslag i middelalderens troshistorie, som fik en afgørende betydning. Dette er fjerde og sidste afsnit af serien.

Efterhånden som århundrederne gik, fik kirken mere og mere jord og mere og mere magt – både politisk og over menneskers liv. Det sidste udmøntede sig i en voldsom afladshandel, hvor man for penge kunne skære ned på den tid, som man skulle tilbringe i skærsilden, inden man kunne komme ind i Himlen.

Som i dag i den katolske kirke var der også dengang adskillige helgener, som man kunne bede om at gå i forbøn for én overfor Gud. Den vigtigste var dog ”Guds moder,” som jomfru Maria kaldes i den katolske kirke, hvor hun stadig har sit eget alter i kirkens venstre side. Det er hende, katolikkerne beder til, når de beder rosenkransen. Dengang og stadig i den katolske kirke opfattes hun også som et bindeled mellem mennesker og Gud, fordi hun netop selv var menneske, men fødte Guds søn.

Kirken havde i middelalderens sidste årtier fået en stor politisk magt, og der var derfor mange fyrster, som med interesse læste tekster af den tidligere munk Martin Luther - især hans forslag til hvordan kirken kunne reformeres. Oprindeligt var det den katolske kirke, som Luther ville ændre, og det uden at forlade den, men det hele endte som bekendt med et åbent oprør, Reformationen, der skabte protestantismen.

Kamp om tronen og Grevens Fejde

I en af Danmarks sydligste egne, nemlig købstaden Haderslev, sad en af Martin Luthers varmeste tilhængere, den unge Slesvig og Holsten-hertug Christian. Han indførte allerede i 1525 Reformationen i Tørning og Haderslev Len. Han havde både oplevet Luther tale på Rigsdagen i Worms i 1521 og havde gennem sit virke som huslærer haft en mandlig discipel, der var uddannet i Wittenberg.

I 1533 døde så prins Christians fader, Kong Frederik den Første. Adelen var umiddelbart mest interesserede i at få lillebroderen – den katolske prins Hans – som konge, men han var endnu ikke myndig, så han skulle under alle omstændigheder have en værge. Man prøvede derfor at udsætte kongevalget, men samtidig brød et oprør ud med det formål at få den afsatte Christiern den Anden tilbage på den danske trone. Dette var begyndelsen på den danske borgerkrig ved navn Grevens Fejde.

Borgerkrigen blev blodig, men kort. Hertug Christian fik tilbudt tronen af dele af den jyske og fynske adel. Han sagde først nej. Men Grev Christoffer - deraf navnet Grevens Fejde - blev hjulpet af betydningsfulde folk fra Lübeck, som var den førende hansestad (en sammenslutning af tyske byer i handelsforbund) og en selvstændig rigsstad, hvor storkøbmændene også var de politiske magthavere. Grev Christoffer invaderede derefter Sjælland for at få Christiern den Anden tilbage til tronen. Da ombestemte hertug Christian sig og takkede ja til tronen, hvorefter han kom til at hedde Christian den Tredje - og så var krigen i gang.

Fra Nordjylland kom Skipper Klements bondehær, som nok talte mange protestanter iblandt sig. De ville dog alligevel hellere ville have den borgervenlige - og til tider katolske - Christiern den Anden til konge end den adelvenlige og protestantiske Christian den Tredje. Og sydfra kom Christian den Tredje med sine krigskarle, som blandt andet talte den berygtede tyske general Johan Rantzau, efter de vel og mærke havde knust den ellers så mægtige hansestad Lübeck.

Kampen blev nådesløs, for mod de professionelle soldater kunne bønderne og borgerne intet stille op. I december 1534 blev Aalborg indtaget, og Skipper Klement blev taget til fange. Herefter gik det slag i slag mod Fyn, Sjælland og Skåne, og til sidst manglede kongens hær kun at erobre København, som i starten af Grevens Fejde havde været på Christiern den Anden og oprørernes side sammen med resten af Sjælland og Skåne.

Men her holdt man stand under et helt års hård belejring, hvor der ingenting kom ud og ind af byen. Der findes historier om, at københavnerne spiste græs, da de havde fortæret alle byens rotter.

Det fik dog en ende i sommeren 1536, hvor Christian den Tredje red ind i et udsultet København, og ved et stort anlagt møde foran byens borgere i overført betydning knækkede bispestan – og sagde farvel til den katolske kirke.

Reformationens Danmark

Den gamle kristendom – katolicismen – var nu fuldstændig afskaffet i Danmark, og middelalderen var forbi. Reformationen var en realitet, og Danmark var gået ind i renæssancen; En tid, hvor kirken var fyrstens kirke, og der derfor ikke længere var nogen modsætninger mellem kirke og krone.

Kong Christian den Tredje formåede også at skabe stabile rammer for både det politiske og det trosmæssige, som lå ham stærkt på sinde.

Allerede i 1537 udkom der en kirkeordinans, som var en form for grundlov over kirkens evangelisk-lutherske tro. Den var blevet gennemset af både Luther og Johannes Bugenhagen, som var sognepræst ved Stadskirken i Wittenberg og Luthers personlige nære ven og den lutherske bevægelses kirkeekspert. Kirkeordinanser var skrevet på latin, for det gjorde man endnu, men blev kort efter oversat til dansk.

Tiden efter Grevens Fejde blev i øvrigt en rolig tid, hvor danskerne tog den nye tro til sig relativt let. Christian den Tredje sikrede et stabilt styre, hvor man nok konfiskerede den katolske kirkes ejendomme, men lod alle præster fra den katolske tid blive siddende i deres embeder. Nu skulle de bare prædike den nye tro og var således alle lutherske fra den 30. oktober 1536.

Kilder: Danmarkshistorien.dk, Gyldendals Encyklopædi m.fl.