Middelalderhistorie, tredje del: Den sorte død

Pesten, som raserede i hele Europa, fik konsekvenser for kirken. Men det var samtidig også kirken, som kom de smittede til undsætning med sjælemesser og bøn

Middelalderen var en vigtig periode i Danmarkshistorien, også trosmæssigt. Ved indgangen til perioden gik størstedelen af danskerne fra at være asatroende til at blive kristne. Den kristendom, som danskerne tog til sig, var den katolske tro. Den periode, som kaldes middelalderen, sluttede, da den katolske tro blev erstattet af den evangelisk-lutherske tro, som stadig er den religion, 75 procent af befolkningen tilhører i dag - om end der selvfølgelig er sket meget også på det kirkelige område siden Reformationen.

Middelalderen var altså ikke en statisk periode, når det kom til tro. Kristendom.dk bringer derfor her fire nedslag i middelalderens troshistorie, som fik en afgørende betydning. Dette er tredje del af serien.

Indimellem rammer en pandemi – det vil sige en verdensomspændende epidemi, - men ingen pandemi har været værre i Danmark end pesten, også kaldet den sorte død. Pesten skyllede ind over landet i flere bølger, mest voldsomt i 1300-tallet, hvor sygdommen første gang ramte landet.

Rent kirkeligt og trosmæssigt fik pesten stor betydning. Det skyldes især, at omkring 40 procent af landets befolkning døde indenfor få år. Derfor blev pesten opfattet som Guds straf over et syndigt levned hos både land og folk.

Helt konkret blev Danmark derfor også fattigere af pesten, ligesom resten af Europa gjorde det, og det tog flere århundreder, før befolkningstallet igen var oppe på samme antal, som da pesten ramte et dengang blomstrende middelaldersamfund i god vækst og fremgang.

Pesten slog altså landet mange årtier tilbage, og rundt omkring var der langt ind i 1400-tallet megen ejerløs jord, tomme huse og anden ejendom, som bare lå hen, for slet ikke at tale om børn uden forældre, forældre uden børn, enker og enkemænd.

Kirkens rolle var at bede, at afholde sjælemesser for de døde, tage sig af de nødstedte, men også at prædike vigtigheden af at gifte sig og få børn – og at gifte sig igen, hvis man var blevet enke eller enkemand. Det var et spørgsmål om at sikre sig nye borgere i et land, hvor befolkningen svandt hurtigere end den voksede.

Der står i Bibelen, at mennesket skal befolke jorden, og netop det var der stort behov for i Danmark i denne sidste halvdel af middelalderen. Valdemar Atterdag valgte derfor også i 1354 at sløjfe dødsstraffen, da ingen kunne undværes.

Kildematerialet fra tiden er desværre mangelfuldt, men enkelte kilder, som for eksempel breve og optegnelser fra klostre, fortæller om de gejstliges oplevelse af dette tidspunkt i Danmarkshistorien.

Man kan i et brev fra 1355 se, at et kloster i Odense manglede munke, da mange af dem var døde af pest. Og i Ribe Domkirke steg antallet af sjælemesser fra omtrent én om året til 17 i det år, hvor pesten ramte, nemlig år 1350. Nu var det ikke fordi, at der kun døde 17 mennesker af pest i Ribe. Men en eksklusiv sjælemesse var dyr, så det var kun overklassen – det vil sige kongen, adelen og de allerrigeste købmænd - der havde råd til at betale for en sådan.

Alle kunne bede til både Gud, Jesus, jomfru Maria og alle helgenerne, og både i kirken og hjemme, hos høj og lav, blev der bedt i stor stil. Nødvendigheden af bøn og anger var ingen i middelalderen i tvivl om. Den sorte død kunne kun overvindes med hjælp fra Gud, forstod befolkningen - også selvom det var ham, som havde sendt pesten.

Set med datidens briller sendte Gud pesten for at omvende mennesket fra dets synder. Der gik så også rygter om, at det var jøderne, som havde forgiftet de kristnes brønde med vilje. Dét rygte troede mange på i en grad, så jøder over hele Europa blev forfulgt og slået ihjel.

Med årene blev man bedre til at bekæmpe pesten, som kom og gik i mere end 300 år. Sygdommen tog på sin vej også en af Danmarkshistoriens mest kendte skikkelser, selveste Dronning Margrete den Første. Hun døde af pest på et skib i Flensborg fjord i 1412, mens hun var i gang med at løse spørgsmålet om, hvordan hun skulle generobre sig hertugdømmet Slesvig. Hovedbyen Flensborg havde hun dog sikret, inden hun åndede ud.

Kilder: Danmarkshistorien.dk, Gyldendals Encyklopædi m.fl.