Julekalender: 5. december

Özlem Cekic: Midt i det håbløse mørke kom han med håb og lys

"En engel bliver som regel portrætteret som en lille og pussenusset kvinde. Sådan ser min engel ikke ud," fortæller Özlem Cekic. Foto: Leif Tuxen

Özlem Cekic troede, at hendes mor skulle dø. Midt i håbløsheden fandt hun trøst og håb fra en engel i det danske sundhedssystem. En læge, der kunne sit kram, men som først og fremmest var menneskelig

Jeg mødte ham for et par år siden, da min mor fik brystkræft. Vi kom fra Rigshospitalet, hvor forløbet havde været helt frygteligt. Der var ikke plads, og ventelisterne eksploderede. Vi skiftede derfor over til Herlev Sygehus.

På det tidspunkt var jeg overbevist om, at min mor ville dø. Jeg havde fået at vide, at hun havde kræft. Hun havde metastaser, og kræften havde spredt sig til lymfen. Jeg er uddannet sygeplejerske og tænkte derfor, at det kun kunne gå én vej.

En dag, hvor jeg havde siddet og grædt, og vores venner lige var taget hjem, ringede denne her mand til mit privatnummer. Han fortalte, at han hed Henrik, og at han var læge på brystkirurgisk afdeling på Herlev Sygehus.

Jeg husker stadig den måde, han talte på, og det håb, han gav mig under det opkald. Han sagde, at han havde kigget på hendes blodprøver og fortalte med en optimistisk stemme, at hvis min mor endelig skulle have kræft, så var brystkræft det bedste, der kunne ske.

Det var første gang i de to døgn, siden vi havde fået prognosen, at jeg grinte. Hans rolige stemmeføring forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå.

Midt i det her depressive og håbløse mørke, som jeg stod i, kom han ind med lidt håb og lys. Henrik var som en engel midt i det tykke mørke. Jeg forbinder engle med lys, ligesom man ser det i tegnefilm, hvor de har en ring af lys omkring sig. På dette tidspunkt vidste jeg ikke engang, hvordan han så ud.

Senere hilste vi på ham til en samtale. Han var en meget høj mand, min mor gik ham omtrent til navlen. Han var omsorgsfuld, humoristisk og fagligt knivskarp. Men han var først og fremmest menneskelig.

I det store danske sundhedssystem fremstod han enormt menneskelig. Han fulgtes med min mor igennem hele forløbet, var lydhør og kunne altid få hende til at grine.

Min mor sagde til ham på et tidspunkt, at hvis hun kom igennem behandlingen, så ville hun kramme ham. Til den sidste samtale fik min mor at vide, at hun var blevet rask. Hun skulle lige til at gå ud af døren efter at have sagt farvel, da Henrik rejste sig i sine næsten to meters højde:

"Jeg tror, du har glemt noget," sagde han til min mor, som nåede at stoppe forvirret op, inden han fortsatte: "Var det ikke noget med, at man fik et kram?"

Min mor gik selvfølgelig tilbage og krammede ham, og min far fik tårer i øjnene. Henrik var nok det tætteste, man kan komme på en engel. Det er sådan, jeg husker ham. Henrik Flygger, som faktisk endte med at blive administrerende overlæge på Rigshospitalet.

Fysisk var han det omvendte af, hvad jeg har forestillet mig, en engel var. Høj, faktisk virkelig høj. En engel bliver som regel portrætteret som en lille og pussenusset kvinde. Sådan ser min engel ikke ud.

Når jeg hører udtrykket hverdagens engle, får det mig til at tænke på noget godt og rent uden bagtanker. Noget der er kærligt. Henrik var et oprigtig og ordenligt menneske, og vi var ikke et sekund i tvivl om, han gjorde sit bedste.

Læger og sundhedspersonale har noget guddommeligt over sig. Hvor mange kan have på sit CV, at man har reddet liv? Det kan hverdagens engle i sundhedssystemet.