Skuespiller: Jeg napper Kierkegaard i bidder

Søren Kierkegaard er faktisk den Moderne Anarkist, der beder dig lede efter din sandhed inde i dig selv. Ikke bare følge strømmen, men stille de store vigtige spørgsmål, som er afgørende for din grundlæggende virkelighedsopfattelse, mener skuespiller Lai Yde, som er aktuel med oplæsningsdrama over Johannes Forførerens Dagbog. Foto: Claus Bech Denmark

Jeg troede fejlagtigt, at jeg skulle forstå Kierkegaard til bunds. Min hjerne brændte sammen, indtil jeg mødte enkelte sætninger i ny og næ, som plantede sig i mig, skriver skuespiller Lai Yde

Hvad betyder Kierkegaard for dig? Hvordan har hans tekster og tanker påvirket dig?

"Kierkegaard har altid stået for mig som en stor skræmmende djævel. Indtil jeg begyndte at nappe ham i bidder. Jeg troede fejlagtigt (som mange intellektuelle desværre gør), at jeg skulle forstå ham til bunds og gerne i det flow, jeg sluger andre meningsbærere.

Men med ham var det umuligt. Min hjerne brændte sammen efter bare få sætninger af ham, og det gjorde, at jeg i mange år undgik ham særligt nøje. Indtil jeg mødte enkelte sætninger i ny og næ, som plantede sig i mig og fik nye, mærkelige tanker til at spire."

"Det var, når jeg efterprøvede hans tanker, at de fik virkelig værdi for mig, og ikke som intellektuelt finurlighedsspil. Denne nye måde at gå til teksten på gjorde det pludseligt muligt for mig at åbne låget til andre spirituelle mestre.

Osho, Eckhart Tolle, Deepak; hvor det ikke giver mening at prøve at forstå hele deres fantastiske livssyn på en gang, men at lade mit eget liv blive fysisk påvirket af deres ord og enkelte læresætninger. Det går så uendeligt meget langsommere, men så kan ordene faktisk bruges til andet end bare at vinde en fyrig debat, hvilket jeg faktisk tror, ligger Mester Kierkegaard meget på sinde. Jeg tror faktisk kun, jeg har læst under to procent af hans tekster, men det, jeg har læst, har sat sig i min sjæl og inspireret mig gevaldigt."

Hvad kan vi lære af Kierkegaard i dag?

"Jeg har i nogle år studeret Spiral Dynamics af Clare Graves og Don Beck. Spiral Dynamics er et omfattende skema med otte forskellige bevidsthedsniveauer."

"Det er en meget smuk model, som kan virke som inspiration til, hvilke retninger vores globale samfund bevæger sig i, og hvilke konflikter, der kan opstå, når de seks første bevidsthedsniveauer tror, at de ejer hele sandheden. Det er først, når du kommer på det syvende niveau at 'flere sandheder på én gang' kan fungere.

Der har Søren dæl'me været længe; han er faktisk den Moderne Anarkist, der beder dig lede efter din sandhed inde i dig selv. Ikke bare følge strømmen, men stille de store vigtige spørgsmål, som er afgørende for din grundlæggende virkelighedsopfattelse. Noget vi alt for sjældent gør i denne meget travle og kaotiske, men smukke tid."

Hvad er din yndlingstekst eller -citat af Kierkegaard?

"Ordet 'at menneskebade' affødte eksempelvis en helt ny måde at se på min personlige kontakt til andre. I stedet for at beskytte mig mod dem, når jeg var i underskud, tog jeg dem ind, som om jeg badede mig i dem. Men jeg lod dem også løbe ud igen, så de ikke hang fast i mit indre system alt for længe. Det skabte en let og berigende indgang til at møde mange forskellige mennesker hver dag i gennem arbejde, hobby, familie og så videre."

"At kunne lade folk glide over min hud og ind i mit hjerte og stadig løbe videre ned i gennem risten. Det betød en enorm frihed og lethed, som en kort tekst af Søren fødte i mig."

Lai Yde er dansk skuespiller og Reumertprismodtager. Aktuel med oplæsningsdrama over Johannes Forførerens Dagbog.