"Æstetikerens tomhed er uhyggelig relevant i dag"

Vi kan lære af Kierkegaard, at vi ikke kan analysere os frem til nødvendige grunde til at træffe et valg, men at vi må vælge uden tilstrækkelige grunde og have os selv med i de valg, mener filosof Anders Fogh Jensen. Foto: Pressefoto

Dyrkelsen af den umiddelbare nydelse og frygten for kedsomhed, som Søren Kierkegaard skrev om, er et spejl, vi har god grund til at holde op foran tv-skærmen og se os selv i, mener filosof Anders Fogh Jensen

Hvad betyder Kierkegaard for dig? Hvordan har hans tekster og tanker påvirket dig?

"For mig betød Kierkegaard meget i min studietid som én, der lærte mig at forholde mig personligt til tro og tanker. Og det synes jeg stadig, at jeg har med mig, i form af at jeg må engagere mig personligt i de ting, jeg filosofisk beskæftiger mig med."

SE OGSÅ: Video om Søren Kierkegaard

Hvad kan vi lære af Kierkegaard i dag?"Vi kan selvfølgelig lære, at vi ikke kan analysere os frem til nødvendige grunde til at træffe et valg, men at vi må vælge uden tilstrækkelige grunde og have os selv med i de valg. Det har vi kunnet lære længe. Derudover mener jeg, at fremstillingen af æstetikerens tomhed ved dyrkelsen af den umiddelbare nydelse, underholdning, fremtrædelse og frygten for kedsomhed er blevet uhyggeligt meget mere relevant i dag. Det er et spejl, vi har god grund til at holde op foran tv-skærmen og se os selv i."

Hvad er din yndlingstekst eller -citat af Kierkegaard?

"'At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.' (Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed). Det er jo nu grundlaget for det meste af nutidens pædagogik."

Anders Fogh Jensen er ph.d. i filosofi, forfatter og foredragsholder.