Forholdet mellem stat og kirke læner sig op ad Luther

Luthers opfattelse af, hvad en kirke er, har betydning for den danske folkekirkes uafhængighed og tætte forhold til staten og for dens afstand til politisk virksomhed

Den danske folkekirke er forbundet med staten og dens administration samles i kirkeministeriet. Men hvorfra stammer den samhørighed mellem stat og kirke, som vi diskuterer så ivrigt i dag?

De protestantiske kirker - den lutherske og den reformerte - har forskellige kirkeopfattelser.

Den lutherske reformation fra 1517 og fremefter resulterede i en kirke, der i sit opgør med den katolske kirke hurtigt kom under den lokale fyrstemagts beskyttelse.

Således beskyttede kurfyrsten i Sachsen, Frederik den Vise, Martin Luther og fremmede mere eller mindre skjult hans reformatoriske tanker.

Den lutherske kirke blev i de nordiske lande en fyrskekirke, der var forbundet med og beskyttet af kongen. Da reformationen blev indført i Danmark i 1536 var det på Christian 3.s initiativ. Det var kongemagten, der organiserede den nye luthersk-evangeliske kirke og blev dens formelle overhoved. Ifølge landets grundlov er monarken stadig folkekirkens overhoved.
 
At den lutherske kirke så alligevel ikke er ét med staten skyldes Luthers særlige opfattelse af, hvad en kirke er. Han skelnede mellem den synlige og usynlige kirke.

Den synlige kirke er selve kirken som institution, struktur og den menighed, der synligt mødes til gudstjeneste. Den usynlige kirke, er de sande troende. Og hvem de er hverken kan eller skal man afgrænse eller definere.

Til det lutherske kirkesyn hører så også, at Gud styrer verden gennem to veje: den åndelige og den verslige styreform eller regimente, som Luther kaldte det. Gud styrer verden gennem sin kirke, idet Guds tilgivelse og kaldet til tro forkyndes.

Gennem den anden styreform, det verdslige regimente, opretholdes ro og orden og det onde holdes nede. Det er statens eller regents opgave.

De to styreformer må ikke blandes sammen, men har altså hver sin opgave. Derfor er staten en ramme omkring den danske folkekirkes virksomhed, hvor staten ikke blander sig i forkyndelsen, ligesom kirken heller ikke må drive politisk virksomhed.
 
LÆS MERE OM TO-REGIMENTELÆREN HER
 
Reformationens eller protestantismens ”venstrefløj” blev i først og fremmest til de reformerte kirker. Her blev Luthers skelnen mellem den synlige og usynlige kirke afvist. Fællesskabet af sande troende var den synlige kirke, det vil sige den menighed, der mødtes til gudstjeneste.

Man kan sige, at Zwinglis og Calvins reformation blev gennemført mere konsekvent end Luthers.

Biblens ord fik en langt mere afgørende betydning på alle livets områder: I gudstjensten, hvor prædikenen fik den afgørende rolle, i den måde man indrettede menigheden og dens ledelse. Således blev alle tjenester i menigheden stillet lige. Præsten har ikke rollen som sakramentsforvalter. Ved nadverens samledes man omkring et bord og ikke et alter.

De reformerte har med få undtagelser været forbundet med en stat. Det ligger i den reformerte kirkes væsen at være selvstyrende med demokratisk valgt ledelse for de enkelte menigheder uden overordnet tilsyn eller ledelse.

Den lutherske lære om de to styreformer har ikke plads i en reformeret kirkeforståelse hvor Biblens ord også har konsekvenser for det borgerlige, verdslige liv.

På den anden side har den udvikling betydet, at reformerte kirker har tradition for at ytre sig i politiske spørgsmål, både borgerligt konservativ og progressivt.