Migrantpræsten skal bære vidnesbyrd om sin tro

Som migrantpræst møder man mange mennesker, som ikke nødvendigvis er kristne. Her er det vigtigt, at man forstår at bære vidnesbyrd om sin tro uden at påtvinge andre sin religiøse overbevisning, mener to migrantpræster

”Det er nemmere at møde en, der er medlem af folkekirken, fordi der er en klangbund og en forståelse for, at jeg er præst. I mødet med et menneske, som ikke deler ens overbevisning, skal man turde at stå i usikkerheden. Men jeg tror på, at Gud viser sig, når vi tør det.”

Sådan beskriver David Varming Winsløw den samtale, han som migrantpræst ofte kan stå i. Gennem det seneste år har han virket som migrantpræst i Roskilde Stift, og for David Varming Winsløw handler arbejdet som migrantpræst om at komme ud og skabe fællesskaber med nye mennesker.

”En ting er, at kirken ligger på bakketoppen. Men kirken er jo også de mennesker, som er en del af den. Derfor skal kirken turde komme ud af kirkedøren. Vores opgave er i den sammenhæng blandt andet at formidle kontakt mellem mennesker i lokalområdet og de migranter, som søger et fællesskab,” siger han.

Migrantpræsten skal være opsøgende

Det er derfor vigtigt, at man som migrantpræst er opsøgende i sit arbejde, fortæller David Varming Winsløw. Mange migranter søger nemlig ikke kirken af sig selv. Derfor har han indgået et samarbejde med den lokale sprogskole, som han besøger jævnligt, og med integrationsmyndighederne i området.

”Andre gange går jeg bare ud i boligkvartererne og banker på de døre, hvor der står navne, som ikke er gammeldanske. Her forklarer jeg, at jeg er sognepræst, og jeg spørger dem, om de har tid til at tale med mig. Ofte får jeg deres livshistorie, og så taler vi sammen om deres forhold til tro,” siger han.

Ulla Elvira Hermann er migrantpræst i Sønderborg Provsti. Hun deler David Varming Winsløws opfattelse af, at migrantpræsten skal være opsøgende i sit arbejde med migranter.

”Vi har tidligere haft et asylcenter i området, men det er der ikke længere. Derfor skal man først og fremmest arbejde med at skabe kontakt til migranterne, hvilket der er et stort behov for,” siger hun.

Ulla Elvira Hermann har derfor også etableret et samarbejde med den lokale sprogskole. Derudover driver hun sammen med flere frivillige en familieklub, hvor familier på tværs af etnicitet og religiøs overbevisning kan mødes over et måltid mad.

”I familieklubben får migranterne lov til at mødes i uformelle rammer. Jeg tror, at meget af det handler om et fællesskab, som de måske mangler i deres hverdag, og som i virkeligheden betyder ret meget for dem,” siger hun og forklarer, at familieklubbens sigte ikke er at missionere, selvom familierne ved, at hun er præst.

”Det er jo hele tiden en dialog, fordi de ved, at jeg er præst, men jeg vil ikke kalde det mission. Ved familieklubben kommer der muslimske familier, men de taler ikke om at konvertere, og det er heller ikke meningen,” siger hun.

Mission er at bære vidnesbyrd om sin tro

David Varming Winsløw mener derimod, at alt kirkens arbejde skal forstås mission.

”Jeg tænker, at mission er, når man bærer et vidnesbyrd for sin tro. Det indebærer også, at jeg går fuldstændig åbent ind til ethvert møde med det andet menneske, idet jeg ved, at jeg personligt ikke kan omvende nogen. Det er kun Gud, der formår at omvende mennesker,” siger han.

Han fortæller, at hans egen tro styrkes og perspektiveres i samtalen med et andet menneske, som ikke nødvendigvis deler hans tro eller religiøse overbevisning. Det oplevede han blandt andet under en samtale med en muslimsk kvinde, som fortalte ham om sin bønspraksis.

”Jeg forklarede hende så, hvor vigtig min daglige bøn er for mig. Jeg oplevede her, at Gud skabte en relation imellem os, hvor vi erfarede Hans nærvær. Jeg ved ikke, om hun og jeg tror på den samme Gud, men vi havde en erfaring af et fælles gudsnærvær. For mig handler mission om, at man åbner sig for, at Gud er til stede i ens liv. Man skal turde at give sig hen til, at Gud leder én på vej, og at Gud virker i det enkelte møde,” siger han.

David Varming Winsløw sammenligner mødet på tværs af religiøse skel med Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden.

”Den samaritanske kvinde talte med Jesus, selvom samaritanerne havde en anden tro, og normalt slet ikke ville omgås jøder. Måden, som Jesus mødte hende på, oplever jeg som meget åben. Han påtvang hende ikke noget, men han bar vidnesbyrd for sin tro, hvilket havde sin virkning på hende,” forklarer han, og fortsætter:

”Man skal turde stole på, at Gud er på færde i det møde. Spørgsmålet er jo, om vi lukker os selv af og gemmer os selv væk i vores egen bevidsthed, eller om vi faktisk tør stole på, at Han viser vej.”

Mødet med den anden kan påvirke ens egen tro

Både Ulla Elvira Hermann og David Varming Winsløw har oplevet, at det åbne møde med både kristne, jødiske og muslimske migranter har haft en væsentlig betydning for deres måder at være kristne på.

”Mit arbejde som migrantpræst minder mig om noget meget værdifuldt, nemlig at kristendom er den måde, som vi er sammen på. Vi kan have tendens til at lukke os meget om os selv i folkekirken, men vi kan lære at møde hinanden, ved at troen bliver det, der binder os sammen. Det betyder, at vi kan gøre mere brug af vores tro i dagligdagen. Det oplever jeg ofte, at migranterne er bedre til,” siger Ulla Elvira Hermann.

David Varming Winsløw har også erfaret, at mange migranter har nemmere ved at tale om deres tro, end danskere generelt har. Han mener, det hænger sammen med, at danskerne længe har haft den opfattelse, at tro og religion er noget, der hører fortiden til.

”Det er en meget slående erfaring, at der er en helt anden umiddelbarhed, selvfølgelighed og naturlighed i at tale om troen og om Gud som en livsbærende del af det almindelige hverdagsliv. Troen betyder noget for, hvordan de helt konkret lever sit liv hver dag,” siger han.

De erfaringer, som migrantpræsten får i mødet med andre folkeslag og religioner, kan ifølge David Varming Winsløw være med til gøre kirken klogere på sit forhold til omverden.

”I de kommende år kommer vi til at stå over for kirkelige handlinger, hvor der er mennesker med forskellige religiøse baggrunde. Der er det vigtigt, at kirken ved, hvordan den eksempelvis skal forholde sig, når en muslimsk mand og en kristen kvinde ønsker at gifte sig. Jeg tror, at man skal turde lade Gud være på færde. Min motivation er troen på, at Helligånden kan åbne os for sandheden.”