Mikael Wandt Laursen: Pinsen fortæller os, at Gud er nærværende

Gud ønsker ikke, at vi skal gå glip af noget eller være ringere stillet end de første disciple. Helligånden er kommet, for at vi også i vores kultur og med vores udtryksmåde kan opleve og erkende, at Gud er til stede iblandt os, skriver generalsekretær i FrikirkeNet Mikael Wandt Laursen

Den kristne tro er ikke kun intellektuel viden. Den er en erfaret virkelighed. Den kristne tro handler om, at Gud blev menneske, og pinsen er garantien for, at det er en erfaring, der tildeles hver troende.

Jesu disciple var mildest talt rådvilde, da Jesus begyndte at tale om, at han skulle dø og herfra. Frygten for at miste den, der havde revolutioneret deres liv, var både forståelig og logisk.

Men Jesus beroligede dem:

”… og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid …” (Johannesevangeliet 14:16, Bibelselskabet 1992).

Det græske ord for ”en anden” betyder egentlig ”en anden af samme slags som mig”. Jesus lovede, at Gud ville sende Helligånden til dem, så fællesskabet med Kristus ville være ubrudt, også selv om han fór til himmels. For han ville være med dem gennem Helligånden.

Det må have været en ringe trøst i situationen. Du ved, hvad du har, men du ved ikke, hvad du får. Men disciplene havde ikke noget valg. Guds frelseshistorie udfoldede sig med Jesu korsfæstelse, død og opstandelse - og derefter 40 dage, hvor disciplene gik sammen med den opstandne.

Da tiden nærmede sig for hans himmelfart, bredte panikken sig igen hos disciplene. Bare rolig, gentog Jesus:

”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner... ” (Apostlenes Gerninger 1:8a, Bibelselskabet 1992).

Nu var de én gang blevet fuldstændigt overraskede over at se det mirakel, at deres frelser blev levende igen efter tre dages død. Så et eller andet sted havde de nok stillet sig tilfreds med, at noget godt var i vente.

Som befalet, så bad de sammen i en sal i Jerusalem. De vidste ikke, hvad de skulle forvente.

Og så pludselig - igen fuldstændigt overraskende - kom den tredje person i guddommen, Helligånden, og viste sig for dem.

Helligånden kom som en vind inde i rummet. Det græske ord for vind, pneuma, er det samme som ordet for ånd, og Helligånden kom dermed med den symbolik, som han altid er blevet identificeret med.

Helligånden kom med en ild, der ikke brændte dem, men fordelte sig og stod som en flamme over deres hoveder. I Det Gamle Testamente kom Gud med ild, da israelitterne under kong Salomo indviede det første tempel. Ilden signalerede Guds hellighed og fortærende nærhed. Gud var der.

Og med Helligåndens komme var Gud selv midt imellem disciplene - han anerkendte kirken som sit tempel. Pinsen er derfor kirkens fødselsdag. Det var den dag, hvor vi som troende blev levende stene, der tilsammen udgør Guds tempel, Guds kirke.

Derudover kom Helligånden med et nyt sprog. Disciplene oplevede pludselig, at ord boblede inde i dem. Ord, som de bare måtte ud med, selv om de ikke forstod dem. Det gjorde til gengæld mange af de jøder, der var kommet tilrejsende fra store dele af middelhavsområdet for at fejre pinse i Jerusalem.

”… er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? … vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål” (Apostlenes Gerninger 2:7b-8, 11b), Bibelselskabet 1992).

Det nye fælles sprog signalerede en ny tid. Ved Babelstårnet var sproget blevet et redskab til at splitte menneskene ad. På pinsedag blev sproget et redskab til at forene mennesker i troen på Guds storhed.

Og sproget gjorde mere end det. Det signalerede arten af kirkens mission. Kirken skulle udbrede de gode nyheder, men ikke kun på aramæisk og med den jødiske kultur. Nej, kirkens budskab skulle oversættes til de forskellige kulturers hjertesprog og kulturelle udtryksmåde.

På pinsedag kom Gud os helt nær. Ligesom da han sendte sin søn til os. Gud ønsker ikke, at vi skal gå glip af noget eller være ringere stillet end de første disciple, der så ham fysisk. Ånden er kommet, for at vi midt i vores kultur og vores udtryksmåde kan opleve og erkende, at Gud er til stede midt iblandt os - og det, som Jesus begyndte, får vi nu som troende, i Åndens kraft, lov til at fortsætte.

Det kan ikke være større.