"Kun i overgivelsen til Gud opnår jeg den dybe hvile"

Når jeg husker, at mit liv hviler i Guds hænder, og at jeg ikke kan og skal holde sammen på alting selv, kan jeg læne mig tilbage i visheden om at være villet og elsket. Den form for hvile er livgivende, mener katolik Malene Fenger-Grøndahl. Læs eller genlæs indlægget om at hvile

For nylig blev jeg interviewet om emnet bøn. Undervejs i interviewet gik det op for mig, at det, der især gjorde det svært for mig at tale om bøn, var, at spørgsmålene i høj grad kom til at handle om, hvad bøn kan bruges til. Er bøn en måde at få ro i en stresset hverdag? Giver bøn overskud til dagligdagens udfordringer?

Ikke dårlige spørgsmål, men for mig alligevel skæve i forhold til kernen i bøn: At bøn ikke handler om at opnå noget, men bærer målet i sig selv: samvær med den, man elsker. At samværet med Gud kan give positive effekter er ikke ligegyldigt. Men rationalet bag bønnen kan for mig aldrig blive, at jeg ved at bede rosenkrans, meditere over en bibeltekst eller bede fadervor opnår større ydeevne og et bedre helbred.

Selvom jeg forsøgte at gøre dette klart for journalisten, faldt jeg i og gik ind på præmissen om, at bøn kan ’bruges’ til noget. At bøn for eksempel kan udskrives på recept, sådan som man gør med motion og også i det små eksperimenterer med at gøre med kulturelle oplevelser.

Min tanke med sammenligningen var, at bøn kan tænkes ind som en naturlig del af livet, også i sundhedsvæsnet og i andre offentlige sammenhænge. Den pointe står jeg ved. Men selvom bøn kan inddrages i disse sammenhænge, skal den bevare sin status som en værdi i sig selv. Ligesom kærlighed ikke skal udstedes på recept eller gøres til redskab for individuelle udviklingsmål, skal bønnen heller ikke.

Bønnen er tæt forbundet med kærligheden og med erfaringen af at være elsket af Gud, præcis som jeg er. Derfor er den også tæt forbundet med hvilen. Hvile kan naturligvis handle om, at kroppen og hjernen umiddelbart har behov for at koble af, blive aflastet og restituere. Det kan være efter en lang dag med fysiske udfoldelser eller krævende tankearbejde. Eller efter en længere periode med (for) meget arbejde og (for) lidt søvn.

Den form for hvile er vigtig og nødvendig. Men den er ikke tilstrækkelig. For den giver ikke den ro i hjerte og sind, som jeg længes efter. Den ro finder jeg kun, når jeg giver slip på kontrollen – og på alle ideerne om, at otte timer søvn, regelmæssig motion og sund mad er vejen til balance og harmoni. Igen – ikke fordi der er noget galt med sundhedsråd og mentalhygiejne. Men kun i overgivelse til Gud opnår jeg den dybe hvile.

Det er en form for hvile, som jeg lettest har adgang til, når jeg gør brug af nogle af de redskaber, som godt kan udskrives på recept og slås op i manualer over et sundt og harmonisk liv. Når jeg sover nok, spiser regelmæssigt, lader være med at have for mange aktiviteter i kalenderen, går i kirke, tilbringer tid i naturen og lignende.

Men det sker også, at den form for hvile indfinder sig midt i aktiviteter og umiddelbar travlhed. For denne form for hvile er ikke afhængig af ro, stilhed og rosenkrans. Den er afhængig af, at jeg husker, at mit liv hviler i Guds hænder, og at jeg ikke kan og skal holde sammen på alting selv. Når jeg husker det, kan jeg læne mig tilbage i visheden om at være villet og elsket. Og hvile i mig selv fordi jeg hviler i Gud. Den form for hvile er livgivende, fordi den åbner for, at noget nyt kan vokse frem. Akkurat som i bønnen.

Kirkefaderen Augustin har sagt omtrent det samme med meget færre ord: ”Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, o Gud”.

Og min datter har for nylig skrevet nogenlunde det samme på et ’bønneblad’, der hænger på min væg som en kærkommen påmindelse: ”Lad dit hjerte hvile i fred, og lad dit sind være åbent.”

Malene Fenger-Grøndahl er katolik og journalist