"Vi kan lære noget af andre kulturers julefejring"

Jeg har oplevet, at når jeg fejrer jul i udlandet, er der ikke så meget fokus på de materielle ting, som for eksempel julegaver og maden. Det er tilsyneladende de to største ting ved julen herhjemme. Når man kommer ud, er der meget mere fokus på julens budskab, siger sognepræst Per Ramsdal. Foto: Esben Nielsen.

Sognepræst i Brorsons Kirke Per Ramsdal har oplevet sine mest specielle juleaftner, når han har fejret jul i udlandet, hvor han synes, at der er mindre fokus på det materielle

Hvad er den vigtigste dimension i julen for dig?
Det er julens budskab om fred og glæde. Det er det, vi skal have formidlet ud og sætte højest. Vi tænker måske ikke så meget over det i hverdagen, men det gør vi så i julen, hvor vi sætter det på dagsordnen gennem hygge, stearinlys, pynt og æbleskiver.

Derudover synes jeg også, at julen er en påmindelse om, hvordan vi skal leve fremover. Julen er en højtid, hvor vi sætter fokus på, hvordan vi gerne vil leve og behandle hinanden ud fra kristendommens værdier. Så det handler om at være gode ved hinanden, være næstekærlige og sprede lidt positiv stemning frem for alt det, der foregår i løbet af året.

Er der en juleoplevelse du vil fremhæve som den stærkeste for dig?
Jeg synes, at mine mest specielle juleoplevelser har været, når jeg fejrede juleaften i udlandet sammen med folk fra andre kulturer. For eksempel var jeg for to år siden i Libanon, hvor jeg holdte juleaften sammen med en kristen-arabisk familie. Det var rigtig sundt, for så kører tingene ikke bare per automatik, sådan som vi er vant til det herhjemme. Dernede ser man nogle andre traditioner og en anden måde at fejre højtiden på og det har givet mig et nyt perspektiv på vores egen jul.

Jeg har for eksempel oplevet, at når jeg fejrer jul i udlandet, er der ikke så meget fokus på de materielle ting, som for eksempel julegaver og maden. Det er tilsyneladende de to største ting ved julen herhjemme. Når man kommer ud, er der meget mere fokus på julens budskab, og det synes jeg, at man kan lære noget af.

Er det svært at skulle forkynde det samme budskab år efter år?
Nej, det synes jeg ikke. For det første så sker der så meget i vores samfund og udviklingen går så hurtigt, at der altid er noget at tage fat i. Så der kan være mange forskellige indgangsvinkler, selvom det selvfølgelig altid er det samme budskab."

"Men her tænker jeg, at julens budskab er noget vi trænger til at blive mindet om hvert år. Det kan godt være, vi har hørt det før, men det er også rart nogle gange at få at vide, hvad der er vigtigt. Det er ligesom, når ens mor har sagt tusind gange, at man skal tage vanter og cyklehjelm på. Der synes jeg også, at det er vigtigt, at kirken hvert år fortæller, hvordan vi kan blive bedre som mennesker.

Hvor henter du inspiration til dine juleprædikener?
Det gør jeg i det, som sker i samfundet. Det, som folk er optaget af generelt, tager jeg ind og bruger, fordi jeg ved, at hvis man tager fat i noget, folk kender og holder af, så kan man også nemmere fange dem. Så jeg starter altid i noget genkendeligt.

Ved du allerede nu, hvad du vil vægte i din juleprædiken i år?
I år holder jeg faktisk fri juleaften i år, fordi jeg skal besøge min datter i Saudi-Arabien, men jeg har børnegudstjenester helt op til jul. I dem plejer vi altid at gennemspille juleevangeliet med nogle bibelske dukker, som vi har i kirken. Derudover venter jeg og ser, hvad der sker i julemåneden. For eksempel refererer jeg ofte til årets tv-julekalendere, fordi dem kender børnene.

Og så spørger jeg både børn og voksne, om vi kan lære af den her gamle historie, eller om det bare er en tuttenuttet historie om det lille Jesusbarn. Her er mit budskab til dem, at Jesus kom ned på jorden som menneske, fordi Gud ville opleve, hvordan vi har det som mennesker og for at fortælle, hvordan Gud vil, at vi skal behandle hinanden.

Jeg har oplevet, at når jeg fejrer jul i udlandet, er der ikke så meget fokus på de materielle ting, som for eksempel julegaver og maden. Det er tilsyneladende de to største ting ved julen herhjemme. Når man kommer ud, er der meget mere fokus på julens budskab, siger sognepræst Per Ramsdal Foto: Esben Nielsen.